Kunsten og modtagerne

Jeg er taget til Nørrebro, for her har folkene fra KØS sat en scene op på den flotte Røde Plads, der er en del af Superkilen, sådan at Nørrebros Hjerte (2010) kan ses på den anden side af Nørrebrogade.

Hjertet, derovre på Aksel Larsens Plads, er skabt af Bjørn Nørgaard (f. 1947), og er blevet til på en lidt kedelig baggrund. Nørrebro har som bekendt ry for at være præget af uro og kriminalitet, samtidig bor der mange i bydelen, der naturligvis ikke synes, at den slags skal være en del af deres hverdag. Derfor tog beboergruppen Vi vil bo her sammen – allesammen initiativ til at skabe Hjertet, der skal minde om, at der skal være plads til at leve et godt liv på Nørrebro for alle. Dette kommer bl.a. til udtryk på skulpturens sokkel, hvor man kan læse sætningen ”Vi vil leve sammen” på de 11 sprog, der er mest udbredt på Nørrebro (dansk, arabisk, engelsk, farsi, kurdisk, persisk serbokroatisk, somali, thai, tyrkisk og urdu).

Nørrebros Hjerte er lavet af destruerede våben fra politiets frit lejde-aktion i 2009. Dette valg af ’materiale’ uddyber Bjørn Nørgaard selv på sin hjemmeside på følgende måde:

”Vi har knust våbnene og skabt Nørrebros hjerte, lad os alle få våbnene ud af den smukke bydel, Nørrebros byrum skal være et hjerterum.”

Hvad skal man mene om det?
Med hjerterummet in mente er det måske ikke helt tilfældigt, at KØS starter sin Danmarkstour netop her, for det føles som et sted, hvor der er plads til alle. Med journalist Torben Steno i spidsen skydes debatten i gang mellem Bjørn Nørgaard, politikeren Özlem Cekic, forfatteren Lone Aburas og Terje Bech fra beboergruppen. Har kunst i det offentlige rum en berettigelse? Hvor meget skal man blande kunst og politik? Gør Nørrebros Hjerte en forskel? Lægger man overhovedet mærke til mindesmærket? Er nogle af de emner, der er oppe og vende.

Bjørn Nørgaard er den første på scenen. Han anser kunst i det offentlige rum for at være en positiv ting, da den jo hele tiden er tilgængelig for alle – men naturligvis skal man også forholde sig kritisk til den. Han påpeger, at mindesmærker kan ”afhjælpe tidens rodløshed”, idet de gør, at vi ikke bare tænker tilbage men også frem. I tilfældet med Nørrebros Hjerte ser han værket som en mulighed for at forbinde det lokale rum med det lokale rum, og som et tegn på at der skal være plads til begge ting. Terje Bech er næste mand på scenen, og han fortæller om volden i lokalområdet, som de ikke ville finde sig i længere. Han anser mindesmærket for at være let at forstå og tilgængeligt, hvilket jo netop er formålet, da det er det positive budskab om god og fredelig stemning i området, der gerne skulle ud til alle beboere.

Modtagerne taler ud
Lone Aburas har dog en lidt anden holdning til Hjertets effekt, hun har nemlig ikke lagt synderligt mærke til det, og hun mener, det bl.a. skyldes, at det ikke er i det offentlige rum, man regner med at finde kunsten. Her støder man ind i det paradoks, at kunsten i det offentlige rum på den ene side er tilgængelig og demokratisk, men på den anden side også påduttende og altså svær at komme uden om, hvis man ikke bryder sig om den.

Özlem Cekic, der selv har boet på Nørrebro og stadig kommer der, mener, at der er en bevidsthed blandt beboerne om Hjertets budskab, og det er vigtigt at sprede det. Desuden siger hun, at ”kunst handler om, hvordan det modtages.” Dette kan hun jo have ret i, for et eller andet sted er det netop modtagelsen, der afgør om et værk betyder noget eller ej, og lige præcis dette med en betydning for nogen, er vel ret essentielt i forhold til netop mindesmærker?

Bodegaviser
På pladsen foran scenen er der både mødt unge og gamle op (undertegnede spotter endda en lille hund). Nogle er tydeligvis kommet for at opleve showet fra start til slut, og andre er tilfældige forbipasserende, der stopper for at se, hvad der er gang i. Her får en gråhåret dame og en ung kvinde mulighed for at give deres besyv med – helt klart et par kvinder med meninger. Debatten rundes af, og vi får at vide, at bandet Pligten Kalder leverer underholdning, når de har sat deres grej op.

Pligten Kalder består bl.a. af Torben Steno, der spiller på et orgel, som han påstår at have givet 300 kr. for, og da han ikke kan finde sine briller, er der en venlig herre fra publikum, der donerer et par, som er købt i Tigerbutikken overfor, så dem kan Torben bare beholde.

Johan Olsen, som nogen måske kender fra Magtens Korridorer, er forsanger og giver den gas med sin rockede vokal, mens der både ryges et par smøger og drikkes en fadøl (eller tre) på scenen. Dette ligger dog meget fint i tråd med de bodega-inspirerede sange, der eksempelvis har titler som Den polske kavalergang, Hvorfor er jeg ikke død? og Tre ældre kvinder på en tom bøssebar i november.

Noget at tænke over
Da Pligten Kalder har givet et ekstranummer, er det slut for denne gang. Nu ved jeg lidt mere om Nørrebros Hjerte, og måske også om Nørrebro? Det har da givet mig noget at tænke over, for som Lone Aburas ærligt påpegede i debatten, havde hun egentlig ikke lagt særligt meget mærke til Hjertet.

Det er netop derfor, at et arrangement som dette har sin berettigelse, for mange mindesmærker er der jo netop skabt af en (vigtig) grund – eller er de det, hvis vi ikke engang ser dem? Svaret på dette kommer nok an på, hvem man spørger, men pointen her er, at man spørger, og det gør KØS flere steder i landet i den kommende tid.