Kunsten omkring os

Fra hospitalets fødegang over skolegården, gymnasiets aula, universitetets gange og pladsen foran rådhuset til det lokale bibliotek, plejehjemmet og fængslets fællesarealer. Overalt ligger kunsten som et (u)mærkeligt bagtæppe for markante begivenheder og skelsættende år i vores liv. Det skyldes en bæredygtig kulturpolitisk vision, der i 2016 fyldte 60 år. Ph.d.-forsker Lotte S. Lederballe Pedersen slår et slag for den fælles kulturelle kapital, som udsmykningsordningen har sikret os.

Snart flytter studerende og forskere fra Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet ind i deres nye bygning på Bülowsvej i København. Og de kan ikke kun glæde sig til, at den organisk celleformede bygning, der er tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg, nu skal udgøre rammen om deres daglige færden. De kan også glæde sig til en hverdag med kunsten i centrum. For helt konkret kommer deres studier og forskning til at foregå på en bund af kunst.

Den danske billedkunstner Milena Bonifacini har nemlig skabt et ornamentalt terrazzogulv i bygningens centrale atriumrum, der ikke blot er husets hovedfærdselsåre, men også et visuelt omdrejningspunkt for hele bygningen. Hendes kunstneriske bearbejdning af gulvet føjer sig på én gang fint ind i arkitekturen og lægger en ekstra dimension til bygningen, som både i form og materialer er rig på oplevelser. Det er et kunstværk, der både tjener en praktisk funktion og udgør en form for visuelt vartegn for institutionen.

Seneste skud på stammen
Udsmykningen er resultatet af et yderst vellykket samarbejde mellem kunstner, arkitekter, bygherre, brugere og kunstkonsulenter. Den er udtryk for et forbilledligt samspil mellem kunsten og arkitekturen.

Men det kunstneriske indslag i bygningen er hverken en enlig svale eller en tilfældighed. Det er i stedet et af de nyeste skud på stammen inden for den danske tradition for udsmykning af statsligt byggeri. En tradition, som har rod i dén lov om Statens Kunstfond, der blev stadfæstet den 25. maj 1956 efter pres fra danske billedkunstnere og på foranledning af daværende undervisningsminister og senere minister for kulturelle anliggender, Julius Bomholt (S).

Loven, der sidste år rundede 60 år, havde titlen Lov om oprettelse af Statens Kunstfond og Eckersberg-Thorvaldsenfondet. Dens primære formål var at fremme “den billedkunstneriske medvirken ved udformning og udsmykning af statens bygninger og anlæg”. Og den var udtryk for en strategisk og visionær kulturpolitisk satsning. En satsning på det kulturelle demokrati, der skulle sikre borgerne i alle egne af Danmark adgang til kunst af høj kvalitet dér, hvor de færdes i dagligdagen. I en periode, hvor staten generelt øgede velfærdsydelserne, var loven også udtryk for statens anerkendelse af sit ansvar over for kunstens producenter og den kunstproduktion i samtiden, der senere bliver en del af vores kulturarv. Som Viggo Kampmann (S) udtrykte det i 1960: “Vi vil bygge universiteter og læreanstalter. Vi vil bygge sociale institutioner. Vi vil støtte kunst og kultur. Vi vil højne standarden på alle områder.”

Både for forskere og fanger
Ifølge Kampmann og Bomholt skulle udviklingen af samfundets sociale velfærd gå hånd i hånd med udviklingen af samfundets kulturelle velfærd. Og derfor ligger kunsten i dag som et (u)mærkeligt bagtæppe for markante begivenheder og skelsættende år i vores liv: fra hospitalets fødegang over skolegården, gymnasiets aula, universitetets gange og pladsen foran rådhuset til det lokale bibliotek, plejehjemmet eller sågar fængslets fællesarealer.

På Århus Statsgymnasium vidner en uendelig række af klassebilleder om de studerendes daglige omgang med Asger Jorns store, keramiske relief. I Statsfængsel Østjylland tillader Øivind Nygårds hul i muren fra fængselskirken de indsatte en midlertidig mental eller åndelig flugt fra virkeligheden. Uanset hvem eller hvor vi er, er vi overalt omgivet af malerier, skulpturer, relieffer eller andre kunstværker, der er tænkt sammen med rummene i vores hverdag og præger den måde, vi oplever dem på. Kunsten omkring os er det tydeligste vidnesbyrd om det kulturelle demokratis udbredelse: Det er ikke kun noget, en særlig kulturel elite skal opsøge på museer og gallerier.

Succes eller akilleshæl?
Hensigten med loven var, at kunsten skulle ud i samfundet og blive en integreret del af vores omgivelser. Måske er det på én gang et udtryk for succes og en akilleshæl for Bomholt og Kampmanns projekt, at det er sket i en sådan grad, at kunstværkerne i dag er blevet en selvfølgelighed for os? At mange af os er blevet blinde overfor kunsten omkring os, selvom – eller måske netop fordi – vi færdes op og ned ad den? I hvert fald nyder de statslige udsmykningsprojekter kun sjældent bevågenhed fra medier og offentligheden – medmindre der anlægges et økonomisk perspektiv, som fokuserer på muligheden for besparelser ved at afskaffe udsmykningerne. Eller i de yderst sjældne tilfælde, hvor der opstår blæst om kunstens egnethed i en specifik, lokal kontekst.

I den offentlige debat fremhæver kun få det enestående ved den akkumulerede, fælles, kulturelle kapital, som udsmykningsordningen har sikret og til stadighed sikrer os. Kun få italesætter de kunstneriske frembringelser som udtryk for en grundlæggende dansk samfundsværdi, vi skal holde fast i.

Men det skyldes ikke nødvendigvis manglende påskønnelse fra de daglige brugere eller offentlighedens side. Det skyldes snarere, at formidlingsindsatsen kunne være bedre – både overfor de bygherrer, som skal tænke kunsten ind i deres byggerier, overfor de mennesker, som skal leve med kunsten i hverdagen, og overfor de politikere, som også i fremtiden skal sikre økonomisk opbakning til udsmykningerne.

Det kræver en kontinuerlig indsats og synliggørelse af, hvor, hvad, hvorfor og ikke mindst for hvem, der skabes kunst i vores offentlige miljøer. Og det kræver en accept af, at betydningen af kunst ikke skal bevises gennem evidens, men gennem langtidseffekten på den enkelte og på samfundet som helhed.