“Kunsten skal have en værdig modstander”

Kun to danskere har lagt navn til en isme. Grundtvig er den ene – Peter Rindal den anden.

Rindalismen som begreb opstod, da Ekstra Bladet brugte betegnelsen til at beskrive stemningen i sluttresserne, hvor Peter Rindal (1923 – 2009) blev landskendt for sin kamp mod Statens Kunstfond (oprettet i 1964). Lagerforvalteren fra Kolding var ikke modstander af kunst som sådan, men forarget over at staten støttede kunstnere, der lavede “uforståelige og latterlige” kunstværker.

Han ville “ikke være til grin for sine skattekroner”, sagde han, og en underskriftsindsamling kronet med intens medieomtale resulterede i en proteststorm, som var en del af datidens stærkt polariserede kampe mellem ´folket´ og ´eliten´, provinsen og hovedstaden – og ikke mindst mellem skarpe politiske venstre- og højredrejninger.

Statsstøttet teater
Nu har (det stats- og kommunal-støttede) Mungo Park-teater i Kolding så netop haft premiere på stykket Rindal, som med kultursnobben, småborgeren og en brølende kronhjort under armen inviterer publikum på en fortælling drejet rundt omkring det navnkundige bysbarn.

Manus er skrevet af Tomas Lagermand Lundme – (statstøttet) billedkunstner, forfatter, dramatiker mm – og jeg møder ham på teatret nogle dage før tæppefald.

Lagermand Ludme forklarer, at forestillingen handler om den lille mand, der får en stemme i demokratiet – og faktisk bliver hørt. Og selv om han ikke er enig med lagerforvalteren i, at kunsten skal klare sig udelukkende på markedskræfternes betingelse, synes han, at fortællingen om Peter Rindal rummer en række interessante elementer.

En nødvendig modstand
“Kunsten skal helst have en værdig modstander for at fungere optimalt”, forklarer han, og taler sig varm om epoken, hvor fronterne blev trukket hårdt op: Nørgaard slagtede en hest, Thorsen malede med pikken, og Rifbjerg købte en sportsvogn – for legatpenge fra Statens Kunstfond.

Og så var der denne “lille mand”, som turde sige det, som mange tænkte, og som var god til at tale sin sag. Som Lagermand Lundme formulerer det: “I dag ville man sige, han var en ´god type´ i medierne”.

“Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby og andre af datidens kunstnere fandt ud af, at de kunne bruge Rindal. “Når han siger det, kan jeg sige sådan” – parterne brugte modstandernes udsagn til at skærpe deres eget”.  

Dermed bliver balladen om Peter Rindal ifølge Lagermand Lundme også en historie om nødvendigheden af at diskutere kunsten:

“Han var jo en stærk mand, der turde diskutere kunsten. I en tid hvor provokationer blev vakt til live og skubbede til vores opfattelse af kunsten, var hans stemme væsentlig. Det er ret vigtigt at forstå, at tingene hænger sammen – og at debatten er en måde at skabe fællesskab på. Set i det lys var 1960érne en tid, hvor man for første gang begyndte at diskutere, hvad kunst er – og det er stadig en vigtig og aktuel diskussion”.

Statsstøttet statskritik
Lagermand Lundme mener også, at konfrontationen mellem Rindal og kunsteliten peger på en række skismaer:

“Hvordan hænger det egentlig sammen, at kunstnerne i tresserne, som ofte var de største kritikere af staten, blev betalt med de største beløb af staten? Og Rindal selv blev jo forført af den magt, han pludselig fik, og endte med at sidde i repræsentantskabet for Statens Kunstfond (som medlem af Fremskridtspartiet, red) – efter opfordring fra Julius Bomholdt, landets første kulturminister og arkitekten bag Statens Kunstfond. Vi har fået skabt det her underlige system, der på en eller anden måde bider sig selv i halen”.

Statens Kunstfond var et socialdemokratisk projekt baseret på tanken om, at kunst har værdi for samfundet, og at staten derfor skal støtte og indkøbe kunst og gøre den tilgængelig for folket.

I dag har højrefløjen assimileret denne politik – selv Dansk Folkeparti går ind for en “balanceret” statslig støtte til kunsten. Men diskussionen er ikke desto mindre stadig levende:

“Hvis vi kigger dybt i os selv, så har vi nok alle sammen en lille Rindal i maven. Vi er allesammen blevet prikket til og har oplevet noget, hvor vi har tænkt: “Arh… er det nu også kunst”? Samtidig vil jeg gerne netop vække debatten om nødvendigheden af, at staten støtter kunsten. For Rindals tanker lever jo endnu i den politiske tænkning:  Det er ikke så mange år siden, at Pia Kjærsgaard sagde, at “moderne dans er tre nøgne mænd, der løber over scenen og siger pling””.

Har Rindalismen sejret?
Vi er tilbage ved spørgsmålet mellem ´folkelighed´ versus ´elitær kunst´, og jeg spørger, om ikke netop Rindalismen har sejret i dag, når man må konstatere, at landets største offentlige museer står i kø for at vise Dronning Magrethe og Skagensmalerne?

“Jo, Rindalismen har i hvert fald affødt, at vi har skabt en eventkultur på kunstudstillingsstederne, hvor det gælder om at få alle med. Det handler om besøgstal og publikum, publikum, publikum – og så kommer Bubber om søndagen”.

Hvilken værdi har følelser?
Tomas Lagermand Lundme påpeger dog, at man skal være lidt varsom med at se alt for skævt til disse tendenser, da der også er mange smalle, skæve udstillinger på landets kunstinstitutioner. Alt i alt vidner det om, at der er en forståelse af, at kunsten kan skabe nogle særlige rum:

“Min tese er, at kunsten stadig kan noget. Vi står i en krise, hvor alt handler om, hvad det koster i kroner og ører? Og her er det interessant at tænke på, hvilken værdi følelser, menneskelighed og næstekærlighed har. Kunsten kan skabe platforme for diskussioner, hvor vi kan få en følelse af fællesskab”.

“I den forbindelse vil jeg også – uden at moralisere – sige at kunstneren har et ansvar – et ansvar for at lave nogle ting, som kan skabe diskussioner. Kunstens særlige kvalitet er, at den kan forklare det ulogiske på en logisk måde. Kunst kan noget andet end et læserbrev, fordi den har muligheden for at skabe åbne fortolkninger”.

Bruger du Peter Rindal som en katalysator for at tale om demokratiets grundpiller?
“Det, synes jeg, er en meget god måde at sige det på. Vi lever i et mangfoldigt land, hvor vi aldrig bliver enige – og det er dejligt. Vi skal ikke opnå enighed om, hvad der er god kunst – det ville være forfærdeligt”.

“Systemet fungerer kun, fordi der er forskellige holdninger. Det er demokratiets grundpille, og man har brug for en mur at spille bolden op ad. Det er en ret god måde at være politiker på – og det er en ret god måde at være kunstner på”.