“Kunsten skal så tvivl”

Under Cph Art Week blev publikum – i en række talks – inviteret ind ‘bag scenen’ til kunsternes univers af inspirationer, tankestrømme og intense materialesamplinger. At have en åben tilgang til materialet og omverdenen ser ud til at være en underliggende præmis for kunstnernes arbejde. Det er en position at betragte kunsten fra og en måde at skabe på. I den optik vil kunsten ikke pådutte os noget. Den vil ikke give svar. Men hvordan kan vi så bruge kunsten til at spørge med?

”Kunsten er et lille værktøj til at så tvivl om noget. Det er små redskaber, små modpoler til, hvad man ellers ser andre steder. Det kan give mulighed for, at man kan forestille sig noget andet. Og så synes jeg heller ikke, kunsten skal kunne så meget mere end at så det lille kim,” siger Jesper Carlsen til Symposiet Creation – The Act of Making på Tranen, som er Gentofte Kommunes udstillingssted for samtidskunst.

Symposiet på Tranen bød på indsigtsfulde og forvirrende øjeblikke i mødet med kunstnernes egne fortællinger om kunstnerisk skabelse. Mens talken Engaging in Art så kritisk på samtidskunsten i det offentlige rum med et kuratorisk blik. Engaging in Art fandt sted på Kunsthal Charlottenborg i forbindelse med CHART SOCIAL og var kurateret af det engelske magasin ArtReview.

Den kunstneriske skabelsesproces kom under debat i symposiets generøse række af “talks, live essays, performance og debat”. Et kalejdoskopisk format, der nok forvirrede en smule, men også fint spejlede kunstnernes måde at tænke og ordne ny viden.

“Det er en hardcore casting af objekter,” forklarer Astrid Myntekær om udvælgelsen af materialer, hun undersøger indgående i en næsten-videnskabelig proces. Og “koger ind” til et koncentrat af mening. Hos Myntekær finder vi det kritiske potentiale i valget af materialer. I dette tilfælde er det en ‘besættelse’ af alger, som danner grundlag for udstillingen Mana, der kan opleves på Tranen til efteråret.

At stjæle kunsten tilbage
Vi ser en heftig form for materialesampling hos mange af kunstnerne, som nok peger på et virvar af tankestrømme i en kreativ proces, men også peger videre ud på en forbundet verden, gennemsyret af mediernes uendelige strømme af informationer og billeder. En præmis for vores samfund, som kunstnerne tilsyneladende både arbejder med og opponerer imod.

Som filminstruktør Sidse Carstens, der arbejder med en meget tydeligt visuel sammensætning af billeder i kollager og filmmontager, og på tværs af kunstarter i tværfaglige fællesværker som en del af Valerie Galner med lyd, film og poesi. Sampling og remix bliver selve arbejdsmetoden, hvor fundne billeder transformeres i Carstens kunstneriske bearbejdelse. “Visualiteten skal tilbage til kunsten,” siger Carstens, som mener, at reklamebranchen har “hijacket kunstens rolle.”

Hvor reklamebranchen ikke er bleg for at diktere gennem sansemættede billeder, må kunsten ikke komme med svaret. Kunsten skal “bare vise et område frem, som er interessant. Der er ikke nogen hjælp til at forstå noget, eller nogle svar på spørgsmålene,” siger Johan Rosenmunthe, der stod for aftenens kropslige møde med kunstens spæde begyndelse i sin østersperformance The Act of Opening an Oyster. I en kunstnerisk-antropologisk omgang med fortidsmennesket åbner vi østers med flintesten og ridser mønstre i skallerne.

Mediernes forførende glasbilleder
Skribent og kunstkritiker Maria Bordorff lægger et teoretisk perspektiv ned over symposiets talks i et live essay. Hun udfolder et historisk blik på samfundsudviklingen fra 1960’ernes postindustrialisme til et overproduktivt præstationssamfund, der er fattigt på tvivl, tøven og langsommelighed.

På Charlottenborg satte Engaging in art også fokus på kunstens vaklende rolle i en verden præget af en stærk medie- og underholdningsindustri.

“Det er uden for museumsrummet, at kunsten virkelig bliver testet,” siger den amerikanske kurator Tom Eccles og forklarer, at der er meget uærlighed i den medievirkelighed og de forførende glansbilleder, vi ser i gadebilledet. “Vi må ikke lave kunst, som blot ligner kunst og skal udfylde en særlig rolle. Der skal være en risiko. Noget skal være på spil – kunstnerisk og intellektuelt.”

Arkitekten og kuratoren Nikolaus Hirsch, som også gæstede talken, udtrykte en bekymring for den instrumentalisering af kunsten, han iagttager. Når kunsten – og kulturel praksis i det hele taget – forventes at have en direkte nytteværdi for et publikum. Forventninger til kunsten, som han prøvede at vende op og ned på under Manifesta 7, ved at lade publikum vaske deres service op til den store biennale.

“Jeff-Koons-fænomenet”
Eccles fortæller om sin tid som direktør for Public Art Fund i New York City i 1996-2005, hvor han arbejdede for at skabe en mere udadvendt profil og etablerede samarbejder med museer, kunstnere og med lokalsamfundet. En gestus, der skubbede grænserne for kunst i det offentlige rum ved at engagere publikum. Og en gestus, der blev mødt af mange strukturelle udfordringer. Som trafikministeriets absurde indsigelser mod Ilya Kabakovs Monument to the Lost Glove (1997) – en glemt rød handske i gadebilledet i New York City.

Men engagementet og populariteten i Eccles kurateringer var ikke uden farer. Eccles fortæller om det, han kalder “Jeff-Koons-fænomenet.” Han hentyder til Jeff Koons’ Puppy – en gigantisk drømmelignende skulptur i form af en hundehvalp af blomster, der i år 2000 blev vist ved Rockefeller Center. Puppys succes i offentligheden gjorde efterspørgslen stor på værker med samme publikumspotentiale. “Kan vi ikke få noget nyt, som ligner Jeff Koons’ Puppy?” blev Eccles spurgt.

En magtfraskrivelse
Tilbage på Tranen stiller Jesper Carlsen skarpt på 3D-computersimulering og digitale teknologiers forførende billeder. Han ‘piller mediet fra hinanden’ og undersøger dets massive lag-på-lag-effekter, som til sidst bliver uforståelige for os. Og bliver en ‘virkelighed’, vi ikke kan spejle os i. Gennem sine undersøgelser af en “materialefokuseret fysik i det digitale” reducerer han teknologien til en basal form af rå strukturer og lader teknologien stå frem som det materiale eller redskab, det er. En form for ikke-strukturer, da de netop ikke bidrager med “fysik og magt”.

Nok er kunstarbejdet én af de få positioner i samfundet, hvor vi kan tænke kritisk. Men kritikken kan tage mange spørgende former. Uffe Isolotto sammenligner kunsten med en kærlighedssang, “der tager en følelse, man har følt mange gange før. Og vender den på en måde, så der er opstår nye nuancer.”

“Man tager fornemmelser, som man snapper op, men ikke kan formulere. Fornemmelser, som ikke er politiseret, men som alligevel er typiske for tiden. Og så hakker man dem igennem maskinen og spytter dem ud på en ny måde. På den måde får vi et ret tidligt spejl af samfundet, før der opstår græsrødder og bevægelser. Så kunsten er et sted, vi kigger hen for nye måder at tænke på,” konkluderer Isolotto. Hans ord bliver symposiets sidste.