Kunsten som fællesskab

Hvilke fælleskaber muliggør kunsten, og hvad er det for fællesskaber, kunsten skaber? Forskningsprojektet Kunsten som Forum forsøger at opløse det snævre kunstbegreb, som fokuserer på kunstnerindividet og den individuelle smagsdom for i stedet at stille ind på de sociale infrastrukturer, kunsten eksisterer i. Litteraturprofessor Frederik Tygstrup og adjunkt Cecilie Ullerup Schmidt leder projektet og fortæller her om forskergruppens arbejde med at udvikle en diskurs, der tænker det kunstneriske meget bredere.

Kunsten.nu følger Kunsten som Forum i en temaserie, der i den kommende tid vil introducere til de enkelte hæfter i centrets bogserie, baseret på forelæsninger hvor forskere og kunstnere bidrager med ny viden.

I det gamle Rom var Forum Romanum markedspladsen, hvor man udvekslede varer. Men samtidig var det stedet, hvor byens borgere kunne samles for at diskutere fælles anliggender, og det er netop dette fokus på fællesskab, der er centralt for Københavns Universitets storstilede forskningsprojekt Kunsten som Forum.

Der har nemlig i den moderne tænkning om kunst været en tendens til at begrænse sig til at betragte såvel kunstskabelsen og kunstoplevelsen som et individuelt anliggende, hvor ‘kunstnergeniet’ skaber kunstværket, og hver betragter har sin egen personlige oplevelse af det. Det er den tænkning forskningsprojektet ønsker at udfordre.

Det startede med en henvendelse for fem år siden fra Statens Kunstfond til litteraturprofessor Frederik Tygstrup.
“Fonden havde behov for at få italesat kunstens værdi i samfundet”, beretter Tygstrup, der sammen med adjunkt Cecilie Ullerup Schmidt leder forskningscentret Kunsten som Forum. “Og det er egentlig tankevækkende: Vi har at gøre med en fond, som skal legitimere over for dem som ejer fonden, altså Staten, at fonden er en god ide. Sagt med andre ord: Det er vigtigt for Kunstfonden at få en måde at tale om deres felt på, som politikerne kan forstå”.

Kunsten er det sted, hvor samfundet skaber et billede af sig selv – til sig selv

Her var det, Frederik Tygstrup undrede sig. Han fandt det slående, at der faktisk var rigtig meget tale om kunstens samfundsmæssige værdi. Der var eksempelvis netop kommet en stor rapport fra det britiske forskningsråd for kunst og humanvidenskab, som søgte at klargøre, hvordan kunst kan være godt for eksempelvis boligområder, kræftpatienter eller skolebørn.

“Hele den diskurs handler om, at kunsten skal være et middel til at løse forskellige problemstillinger”, påpeger han. “Da vi gik i gang, tænkte vi: Der er et eller andet galt i at se på kunsten som en måde at opnå noget andet på. Hvad nu, hvis vi flytter blikket og siger, at kunsten i stedet selv er en afgørende del af det velfungerende samfund? Kunsten skal sådan set ikke gøre noget for nogle andre områder. Vi skal ikke se på, hvordan kunst er godt for velfærd, men nærmere betragte kunsten som en integreret del af velfærdssamfundet. Kunst hører med til måden at være samfund på. Vi tog afsæt i sociologen Émile Durkheim (1858–1917, red.), som sagde, ‘at kunsten er det sted, hvor samfundet skaber et billede af sig selv – til sig selv’”.

I tråd med det fandt Tygstrup og hans kollegaer, at det ville være langt mere interessant at undersøge kunsten ud fra en mere grundlæggende præmis, nemlig at spørge til, hvilke typer af fællesskab, der knytter sig til det sociale fænomen, vi kalder for kunst.

Det lykkedes at få Ny Carlsbergfondet til at indgå i finansieringen, og for to år siden kunne forskningsprojektet Kunsten som Forum så sætte fra land. Og det er et stort projekt: Ti forskere, fem år, 18 millioner kroner.

En ny kunstanalyse

Og hvordan griber man så det an? Cecilie Ullerup Schmidt forklarer:
“Vi har brugt meget tid på at finde fælles fodslag som forskergruppe og finde en måde at lave kunstanalyse på. Vi ser lidt mindre på forholdet mellem det enkelte individ og kunstværket. I stedet forestiller vi os en trekant, som udgøres af kunstværket, dets reception og dets produktion. Og dermed opstiller vi en analyse, der kan brede feltet ud til den offentlighed, værket taler ind i, men også til alt det, der danner baggrund for produktionen af kunstværket: De økonomiske forhold, der gør, at netop dette kunstværk kan skabes. De institutionelle rammer, som er omkring kunstværket. Den sociokulturelle kontekst, som værket skabes i, og alt det der medproducerer – såsom venner, partnere eller det aktivistiske netværk, som kunstneren eventuelt befinder sig i. Vi er interesseret i at se, hvordan der er et samspil mellem de forskellige producenter og produktioner af værket”.

“Vi må altså tænke kunsten som noget, der produceres af, i, for og med forskellige former for fællesskaber”, supplerer Frederik Tygstrup. “Det er en anden måde at tale om kunsten på end den måde, vi har talt om den igennem de sidste to hundrede år, som er præget af den moderne opfattelse af kunst. At kunsten hører til i vores æstetiske dom, hvor det handler om en intim relation i mødet med et værk, og om hvad jeg synes om værket – om det rør mig”.

“Det er også en vigtig del af kunsten, men det sprog, der ligger deri, har meget svært ved at se kunsten i et større billede. For hvilke sociale infrastrukturer muliggør kunsten? Hvad er det for forskellige sociale udvekslinger, kunsten faktisk skaber i den måde den cirkulerer og i den måde, hvorpå vi bruger den sammen?
Der gør sig jo også det forhold gældende, at når man bliver tiltalt af kunst, ja, så er der også andre, der bliver tiltalt. Vi er nogen, der sammen får præsenteret det billede af os selv, som kunsten kan lave. Og det fører til det interessante spørgsmål: Hvad er det egentlig for en type af socialitet, der ligger allerede i mødet med kunsten?”

Gruppedynamik

Kunsten som Forum lever i kraft af en tværfaglig forskergruppe, hvor nogle af deltagerne er optaget af samtidskunst, andre af litteratur, performancekunst, social kritik eller antroplogi. Line Ellegaard, Ph.d.-stipendiat i Kunsthistorie, arbejder eksempelvis med kollektive udstillinger og undersøger i den forbindelse Kvindeudstillingen (1975), anti-Apartheidudstillingen Art contre/against Apartheid (1983) samt Kuratorisk Aktions tidlige kolonihistoriekritiske udstillinger. Hun undersøger bl.a. betydningen af, at det er en kollektiv, socialæstetisk struktur, der organiserer udstillingen.

“Line Ellegaard spørger, om man se den gruppedynamiske udstillingsorganisering i sig selv som et kunstnerisk bud, fremfor kun at se på de enkelte værker eller kunstnere, der er i udstillingen”, forklarer Cecilie Ullerup Schmidt. “Måske består den kunstneriske og politiske forandring netop i, at det er en kunstnerisk praksis i sig selv at vælge at være fælles om at lave en udstilling i modsætning til at optræde som enkeltindivider, der skriver deres egen værksignatur”.

“Grundlæggende er der mange af os i forskergruppen, der beskæftiger os med nye former for autorskaber, som også giver nye forståelser for hvem, der kan skabe kunst, hvordan kunsten skabes, og hvem der hører til i kunsten”, fortsætter hun. “Om det for eksempel er den gode kvalitet og den klassiske værkkategori, der skal karakterisere det egentlige kunstværk – eller om det kunstneriske nybrud nærmere findes eksempelvis i de sociale praksisser mellem kunstnerne eller i udvekslingen med sociale bevægelser. Man kan sige, at vi som forskergruppe også leder efter nye værk- og kunstforståelser”.

“Eksemplet viser meget godt, hvilken metode vi prøver at udvikle”, supplerer Frederik Tygstrup. “De spørgsmål, vi forsøger at rejse, findes jo i høj grad i de sidste 30 års kunst, som er meget bevidst om det sociale, hvad eksempelvis 1990’ernes såkaldte relationelle æstetik er et eksempel på. Hvordan kan vi se på den impuls – ikke bare som en bestemt mere eller mindre aktivistisk kunstnerisk bevægelse, der hører en bestemt tid til – men måske få øje på den sociale fællesskabs-konstituerende og fællesskabs-forhandlende funktion i kunsten på tværs af tiden. Hvordan kan vi se på eksempelvis 1700-tallets teater såvel som internetkunsten med det blik?

Også Mathias Overgaard, Ph.d.- stipendiat i Litteraturvidenskab, arbejder som medlem af forskergruppen i et felt, der tidligere har ligget i udkanten af kunstforståelsen. I sin forskning undersøger han nemlig ritualer og spørger, om man også kan se på det at samles om kunsten som en form ritual. 

Frederik Tygstrup peger i den forbindelse på, at det rituelle er tydeligt i meget af samtidens aktivistiske og performative kunst:
“Men Mathias Overgaard spørger desuden, om vi også kan få øje på det andre steder. Kan man spørge til selve den rituelle funktion i det æstetiske felt? Måske har vi brug for at tilføje den rituelle funktion i forhold til vores kunstforståelse – ikke blot som en æstetisk fetish, men som et socialt fællesskabs-konstituerende ritual”.

Feedback loop mellem kunsten og kunstkritikken

Andre af projektets forskere ser på udvekslingen mellem kunsten og kunstkritikken.
Ph.D Frida Sandström undersøger aktører, som bryder med den vanlige grænsedragning mellem kunst og kritik, blandt andet Adrian Piper (f. 1948), som både er billedkunstner og kunstkritikker og Carla Lonzi (1931-1982), som virkede som kunstkritiker såvel som feministisk aktivist i Rivolta Femminile, et feministisk kollektiv.

Post-doc Solveig Daugaard ser derimod på det feedback loop, der er mellem kunst og anmelderi.
“Hun undersøger for eksempel, hvordan Yahya Hassans tekster bliver formet af receptionen”, beretter Cecilie Ullerup Schmidt. “Hvilken rolle han fik lov til at spille i den danske offentlighed. Og ikke mindst hans genforhandling af den rolle i værkerne og i medierne. Dagbladskritikken kravler helt ind i teksterne og er med til at skabe hans næste værk.”

“Det er eksempler på, hvordan vi forsøger at opløse det snævre kunstbegreb for at forstå nogle af de økologier kunsten eksisterer i”, forklarer Frederik Tygstrup. “Kunsten eksisterer ikke kun i kraft af et geni, der sidder på et loftsværelse. Den er indlejret i alle mulige sociale relationer og magtstrukturer, som den lærer af, og som den giver os billeder af”.

Kan I sige noget om, hvilke karakteristika eller kvaliteter disse fællesskaber rundt om kunsten så har?
“De fællesskaber, der findes i det moderne post-velfærdssamfund er enormt identitære. Man mødes med andre, som har de samme interesser eller mener det samme som en selv”,  svarer Frederik Tygstrup. “De fællesskaber, som potentielt kan produceres af den måde, kunsten opererer på, er netop fællesskaber, som ikke har udgangspunkt i det identitære. Fællesskabet er snarere karakteriseret ved at stille spørgsmål. Fremfor at kalde på konsensus, viser de os dissensus – at man er nødt til at forhandle spørgsmål med dem, man danner samtid med”.

Er kunsten god til at overkomme de lukkede interne fællesskaber?
Frederik Tygstrup: “Ja, det tror jeg, og det er noget, vi kan spore gennem de sidste par hundrede års kunsthistorie. Man kan spørge sig selv om, hvor ideen om en politisk offentlighed begyndte. Den begyndte faktisk i kunsten. I 16-1700 tallet.

Der er en grundlæggende demokratisk, social interaktion i den måde et kunstværk henvender sig til ‘ingen’ og ‘alle’. Kunstværket spørger: ‘Hvordan vil I bære jer ad med at se jer selv som de ‘ingen’ og ‘alle’, som er forsamlet i dette billede’? Kunstværket er en åbning af det sociale”. 

“Men vi er jo forskellige i vores gruppe”. Cecilie Ullerup Schmidt tager ordet. “I min forskning arbejder jeg blandt andet med separatistiske fællesskaber, for eksempel ikke-hvide fællesskaber i samtiden eller mandefri fællesskaber i 1970’erne. Jeg er optaget af det demokratiske potentiale, der er i at skabe en slags lukkede tænketanke med det formål at føle sig tiltalt og inkluderet i den kunstoffentlighed, som principielt skulle være for ‘alle’ og ‘ingen’, men som viser sig ikke at være det”.

Cecilie Ullerup Schmidt er optaget af kollektive aktører som Feminist Collective with No Name, Maronnage og med det nyetablerede The Union, som er en fagforening for BIPOC kunstnere og kulturarbejdere. Historisk har hun interesseret sig for kollektivet Forsøgsscenen, som eksisterede fra 1929-31, og som var en sammenslutning af billedkunstnere, scenekunstnere, akademikere og politiske aktivister. Forsøgsstationen stod bag et tidskrift, filmscreeninger af avantgardefilm og teaterstykker.

“Noget af det man får øje på er, at kollektiverne arbejder aktivt med at omfordele tid, kapacitet, ressourcer og økonomi mellem hinanden. Man ser det for eksempel i kollektivet Maronnage, hvor medlemmerne, af hvilke nogle har en akademisk løn, mens andre er på dagpenge, omfordeler den økonomi, de indtjener ved deres aktiviteter efter behov. På den måde kan kunstnerkollektiver også være små mikrotopier, som foreslår nye måder at forhandle økonomi på i samfundet.”

“Jeg ser jeg også på det kulturpolitiske”, fortsætter Cecilie Ullerup Schmidt. “For hvordan støttes kollektive kunstpraksiser? Kunststøtten er bygget op omkring individet, og det er jo en udfordring, hvis man tænker, at kunstneriske fællesskaber kan fortælle os noget nyt om fællesskaber. Fordi støtten er målrettet individer, har kollektiverne dårlige vilkår. Det er sjældent, der gives bevillinger til at være fælles om at skabe kunst – men samtidig er der en forestilling i samtidskunsten om, at vi skal være fælles om at deltage i kunsten. Vi skal have masserne ind på museerne, vi skal tælle, hvor mange der kommer til SMK Friday, vi skal være mange, der danser sammen med den dér koreograf på museet.
Det er en problematisk modsigelse. Så min forskning er også en strukturel analyse af kulturpolitiske betingelser for forestillinger om fællesskab.”

I taler om, at kunsten er et åbent, ikke-identitært fællesskab. Men er det ikke sådan, at mange, der ikke lige hører til inderkredsen, vil mene, at kunsten netop er et elitært og lukket fællesskab?
“Det er rigtigt”, siger Frederik Tygstrup promte. “Der findes en social stratifikation, når kunst-crewet mødes og drikker dårlig hvidvin. Det, vi vil sige til det, er, at hvis det passer, at det er velgørende at deltage i kunstens offentlighed, så vil vi argumentere for den gamle, Bomholske kulturpolitiske strategi: Vi må tilgængeliggøre denne mulighed. Ikke bare på grund af kunstoplevelsen men også som en demokratisk træning i at tænke sammen – og i uenighed – om, hvem vi er.

Hvis vi siger, at kunsten er en social infrastruktur, så har vi vel også et socialpolitisk ansvar, som ikke blot kan overlades til markedet. De kritiske samfundsmæssige infrastrukturer er et kollektivt, politisk anliggende. Måske kan vi måle, hvor godt et samfund er på, hvor godt det har mulighed for at bruge den ressource, kunst er?”

Hvad kommer der ud af et forskningsprojekt som Kunsten som Forum?
“Jeg håber på en forskningsmæssig indvirkning”, siger Frederik Tygstrup. “Hvis vi med dette tværfaglige projekt kan være med til at udvide den forskningsmæssige tilgang til kunstens liv i samfundslivet, så er det vores første ambition. Ofte spreder sådan noget sig som ringe i vandet. Det forskningsmæssige har et langsomt aftryk.

Vi håber på at være med til at præge en ny diskurs, der tænker det kunstneriske meget bredere, og som hele tiden medtænker den vekselvirkning, der er mellem kunsten og det, der omgiver den. Vi skal i kunstvidenskaben lære, at kunsten har en bestemt eksistensmåde i verden, og at det er den eksistensmåde mere end de empiriske eksempler på kunst, som vi bør undersøge. Så vil vi have flyttet noget, som vi kan være stolte af, tror jeg.”