Heartland x kunsten.nu: Kunsten som kompas for verdenen

“Skal vi ikke bare overlade til de samlere og institutioner, som allerede gør det – og gør det godt? Nej, det skal vi ikke, hvis vi vil være den festival, vi satte os for at være: en festival, der sammensætter brudstykkerne til et kompas for verden,” forklarer festivalleder Rasmus Quistgaard om Heartland Festivalens prioritering af samtidskunsten.

Danmark er det land i verden med flest festivaler pr. indbygger, men hvor langt de fleste er ‘genrefestivaler’ (musik, teater, o.s.v.), hvor der er ét stærkt programpunkt – og så noget andet lidt ved siden. Her hører kunsten ofte til, lidt i periferien af de etablerede festivalers programmer.

Nye festivaler med fokus på kunsten
Men det er en tid, der er under forandring. Bloom, der lige har udfoldet sig under åben himmel i Søndermarken på Frederiksberg, placerede kunsten centralt som samtalepartner med naturvidenskaben. Sejerø Festivalen var et andet initiativ, hvor musik, poesi, arkitektur og samtidskunst (og især lyd- og installationsværker ) blandede kortene lige, og Heartland Festival er nu det mest ambitiøse af disse få festivaler der sidestiller flere programdele, og hvor samtidskunsten er en ligevægtig bidragsyder. Og det var tanken helt fra starten:

“Samtidskunsten var faktisk den første del af programdelen, der kom på bordet, da vi ønskede at skabe en anderledes festival i Danmark. Det er noget lidt nyere, at festivaler herhjemme har flere parallelle programpunkter, der er lidt mere sidestillede, og Heartland er en af de få festivaler herhjemme, hvor vi forsøger at gøre det på så højt et niveau. Hos os er kunsten, talks, musikken og mad i princippet vægtet lige, men vi vidste jo fra starten af, at de forskellige dele langt fra koster det samme. Og jeg må indrømme, at det først er nu, at kunsten prioriteringsmæssigt, prorammæssigt og økonomisk er nået rigtig på niveau.”

“Det vil sige at navnene, økonomien og formidlingen nu er prioriteret også med en formidlingspavillion, en informativ app og guidede ture. Kunstprogrammet er polstret nu – også rent kvalitativt,” forklarer Rasmus Quistgaard, der er programchef for kunst- og talkprogrammet, og som var med helt fra starten.

Han uddyber efter en kort tænkepause:
“Jeg synes, der er ting man kan skrue på stadigvæk, men vi har allerede nu en ret god erfaring med at involvere kuratorer til at stå for dele af kunstprogrammet, som i år med Iben Elmstrøm, der står for Heartland Temporary og udstillingen The Object Is to Change The Soul.”

Et kompas for verden
Men hvorfor er det overhovedet vigtigt at vise samtidskunst på en festival. Skal vi ikke bare overlade det til de samlere og institutioner, som allerede gør det – og gør det godt, spørger Quistgaard retorisk.

“Nej, det skal vi ikke, hvis vi vil være den festival, vi satte os for at være: en festival, der sammensætter brudstykker i vores kultur til et kompas for verden. Vi vil gerne prøve at komme med nogle bud på, hvordan vores verden ser ud, og hvor er den på vej hen. Og kunsten, synes jeg, er et sprog, der måske er endnu vigtigere nu end det har været før i den sammenhæng. Vi lever en tid, hvor tingene går så hurtigt med konstante opbrud i vor måde at tænke det sociale, kulturelle og politiske på. Der sker så mange dramatiske ting foran øjnene på os, og vi har behov for at tage stiling til de ting på nye måder, som ikke kun er guidet af økonomer eller politikere. Vi har behov for den her type sprog som samtidskunsten er. Videnskaben og forskningen har en anden praksis, der er langt mere rettet mod svar. Samtidskunsten er lyttende, nuancerende og producerende som alternativ, som ingen af de andre sprog,” understreger Quistgaard.

Quistgaard mener at der i år er skruet op for de kritiske dimensioner i samtidskunstprogrammet, hvor der bliver sat spørgsmålstegn ved vores liv og samtid. En udvikling, der lig talk-programmet tager stilling til verdens tilstand, og som derfor giver kunsten stor relevans:

“Der er lidt flere lods til vores skinneben med de helt store spørgsmål i Allora & Calzadillas værk om menneskehedens fejlbarlighed og nogle konfrontationer på et mere lokalt – måske lidt vesteuropæisk, identitetspolitisk – og personligt plan i The Object Is to Change The Soul. Den form for kommentarer, der ligger i festivalens værker i år, er en del mere meningsfuldt, hvis ens publikum, bliver ramt og føler relevansen. Jeg synes den individualisme- og samfundskritik giver rigtig god mening i mødet med vores publikummer, der jo godt kan betegnes som et vestligt i-landspulikum.”

En særlig kontekst
Noget andet er i følge Quistgaard, at Heartland Festivalen har en helt særlig kontekst for kunsten med et landskab, hvor der er mange lag af tid.

“Vi står midt i en arkitektonisk plastik – et totalt konstruerede landskab, som er blevet manikureret siden 1500 tallet. I al sin skønhed, er det jo også værd at betragte kritisk, hvordan vores kultur, politik og samfundsnormer er en del af det her landskab. Vi står i et minikosmos, der skaber kontrast til den normale, travle og beskidte, urbane hverdag vi lever i. Og som kontrast til det, er stedet her noget ret særligt, også med mulighederne rent fysisk for at vise, skabe rum og tid for samtidskunst.”

Quistgaard må dog stadig erkende, at de fleste af gæsterne ikke køber billet til Allora & Calzadilla, men til LCD Soundsystem, men netop derfor er det vigtigt at kunne præsentere et værk af den skala.

“Måske har vi rent faktisk en forpligtelse til at gøre sådan nogle ting. Det giver i hvert fald god mening for mig. Det er vigtigt at vi ikke får sektoropdelt vores publikum, sådan at vi præsenterer noget kunst, der også kan være fedt for én, der har købt billet til The The. Selvom vi har prioriteret kunsten højt, så ved vi jo også godt at kunsten ikke i samme grad sælger billetter som musik og talks gør, og jeg tror andre festivaler ville tøve med at gøre som vi gør. Men som sagt, så er det i vores øjne helt centralt, hvis man vil give folk det her kompas, at give kunsten plads og fokus.”