Kunsten til debat

Kritik af kritik
Et væsentligt omdrejningspunkt på flere af weekendens debatter var kritik og formidling af samtidskunsten.

Med fokus på kunstens politiske lavstatus, økonomiske problemer eller etiske ansvarlighed vendte debatørerne gang på gang tilbage til spørgsmålet om, hvordan vi etablerer en dialog om og med kunsten i den brede offentlighed.

Den aktuelle debat om kunstkritik startede blandt andet med et interview på KUNSTEN.NU med kunstneren Kaspar Bonnén. Nu var tiden så kommet til at sætte Bonnén over for de anmeldere, som hans kritik var rettet imod.

Indspisthed og mangel på ansvar præger i hans øjne anmelderkorpset i dag.

Tom Hermansen genkender ikke den omtalte krise og han skyder tilbage på kunstnerne:

“Hvis man kan tale om noget, så kan man tale om, at vi har en dårlig kunstdebat-kultur i Danmark,” siger han og uddyber, at de kunstnere, der efterlyser kritikken, bliver sure, hvis de får den, og at det kun er de gode anmeldelser, der kommer med i museets samling af avis-klip. Han mener, at kritikeren skal stå uden for kunstkredsløbet, og hans anmeldelser bliver skrevet for læserens skyld, ingen andre.

Bonnén mener, at kritikeren skal mere end blot servicere sine læsere: “Der må være noget andet, der interesserer én.”

“Det har noget at gøre med vores dannelse, vidensniveau og åndelighed, som lever i det stof, og hvis man begrænser sig til at servicere læserne, så synes jeg, at det brede udsyn går tabt,” udtaler Bonnén og uddyber, at kunsten eksisterer i dialog med den kritik, der er omkring den.

“I virkeligheden bliver der jo talt enormt meget i kunstverdenen,” lyder det fra Toke Lykkeberg. “I dag er det sådan, at så snart kunstneren slår en prut, så har man artist talken – man venter ikke bare, til den er sevet.” Han mener dog, at anmeldelsens format er utilstrækkeligt og ikke bør have eneret på kunstkritikken.

Skal det ligne samtidskunst?
På Alt_Cph diskuterede panelet fredag aften hvilket samtidskunstbegreb, der arbejdes med i kunstfaglige kredse i dag og hvilke mekanismer, der gør, at ikke alle bliver medregnet i det samtidige selskab.

Merete Sanderhoff mener, at der sker en udvælgelse i kunstverdenen på baggrund af en konsensus om genre og smag. Hun påpeger, at der er en lang række kunstnere, særligt malere, som ikke bliver medregnet under begrebet samtidskunst, selvom de er lige så samtidige som alle andre:

”Vi taler så meget om, at i dag er alt tilladt – i dag er der ingen grænser for, hvad man kan som samtidskunstner, men alligevel er der en stærk konsensus om, at der er nogle ting, der ikke er tidssvarende, og som ikke skal tages i betragtning.”

Resten af panelet afviser, at der er tale om genremæssige udskillelsesmekanismer. Det handler ikke om ‘installation vs maleri’ men om kunstens relation til samtidige problematikker, og der er det ikke alt, der er lige interessant som en kommentar til nuet.

Bjørn Nørgaard understreger det problematiske i, hvis det nyskabende i samtidskunsten betragtes som et formelt spørgsmål og ikke et spørgsmål om selve idéen i det kunstneriske arbejde:

“Hvis vi ser på den udstilling her, så er det jo det, man vil kalde en samtidskunstudstilling, fordi den formelt ligner sådan en. Men så er spørgsmålet; skal vi ligne samtidskunstnere, eller skal vi være samtidskunstnere?”

Hvor går grænsen?
Netop den kunst, som direkte behandler samtidige problemstillinger, blev debateret med fokus på, hvor de etiske grænser for den type kunst går, og på hvilket grundlag den skal vurderes?

På panelets ene fløj lægger Tom Hermansen vægt på, at når kunstnere postulerer, at de kæmper for en bedre virkelighed, må kritikeren undersøge, om det faktisk sker. Han er gang på gang stødt på velmenende initiativer fra kunstnere, hvor værket aldrig har udmøntet sig i et bæredygtigt projekt.

Også Mette Sandbye finder kritiken berettiget, når værkerne involverer socialt udsatte. “Ellers har man i bedste fald gjort opmærksom på noget, som vi måske vidste i forvejen, og i værste fald udnyttet nogle mennesker,” siger hun.

Den vurdering er FOS lodret uenig i:

“Et billedkunstnerisk projekt skal ikke have den samme funktion som et projekt hos Danida. Billedkunsten åbner op for en dialog om nogle strategier, for når billedkunstneren laver det, så kan vi tale om det på en anden måde.”

Det socialt orienterede kunstfelt kan ikke reduceres til diskussionen om målelige resultater, for så overser man de strukturelle analyser og kommentarer, værkerne også indeholder, lyder det fra dele af panelet.

Mikkel Bogh understreger, at kunstakademiets største forpligtelse ligger i at holde feltet så åbent som muligt for de studerende, også når de arbejder med værker på kanten af loven og det moralsk ansvarlige. “At tale om nytteværdi i forbindelse med kunst, synes jeg, er decideret perverst,” udtaler han.

Finanskrisen
Et af de mere håndgribelige temaer i weekendens debatter var finanskrisen. En krise, der kan mærkes overalt i kunstlandskabet.

Men nogle kunstnere klarer sig simpelthen bedre end andre. Kristian von Hornsleth er for eksempel en kunstner, der både har åbnet nyt projektrum, en bar og igangsat store projekter i krisetiden.

Debatten rettede med kommunikationsekspert Christian Have blikket imod, hvordan man kommunikerer sig selv som kunstner, og Elisabeth Toubro, fra Statens Kunstråd, satte fingeren på det statslige ansvar i en krisetid.

“Finanskrisen handler jo om, at der er nogle kunstnere, der har svært ved at få penge til brød på bordet,” siger Toubro og uddyber, at det ikke er det, Kunstrådet deler penge ud til. De støtter et levende og mangfoldigt kunstliv, uanset om der er krise eller ej.

Hornsleth henvender sig direkte til messens gæster:

“Hvis I nu allesammen gik ud og købte lidt mere, så behøvede vi ikke alle de her fucking statspenge,” siger han.

“Måske skulle man starte med at undervise folk i, hvad fanden kunst er og så på den måde skabe et marked. Vi bilder dem ind, at de har et behov, og så køber de,” lyder det fra kunstneren, der ikke selv mærker noget til finanskrisen, for som han siger, er det umuligt at slå et godt brand ihjel.

I panelet er der enighed om, at kunstnerne selv må tage ansvar for at kommunikere til offentligheden, hvorfor deres kunst er vigtig, og Have foreslår, at man simpelthen betaler folk for at gå på kunstudstilling, for på den måde at få nye generationer i tale.

Vækstgrundlaget og formidlingen
Debatten lørdag eftermiddag på Alt_Cph greb fat i samtidskunstens grundvilkår idag.

Politikernes uvidenhed og formidlingens trange vilkår blev omdrejningspunktet for debatten, der også indeholdt en del kunstpolitiske opfordringer til de fremmødte om at engagere sig.

Flere stemmer i panelet lægger vægt på, at samtidskunsten må komme ud af den utilgængelighedsrolle, den har fået.

“Almindelige mennesker mener, at samtidskunsten er svær, utilgægnelig og uvedkommende. Det kan vi kun komme ud over, hvis vi kan få debatten ud i alle lag af samfundet, fra folkeskolen til medierne,” lyder det fra Maibritt Pedersen, og formidlingen skal også nå politikerne.

Christine Buhl Andersen påpeger, at Kunstrådet kæmper med kunstens politiske lavstatus, og efterlyser at aktører i miljøet råber op. “Ellers bliver det for nemt for politikerne at slette 10 millioner af budgettet med et pennestrøg,” siger hun med henvisning til det seneste finanslovsforslag.

Kollektivet – et eksperiment

Der har været en del sladder i krogene. Rygter har løbet fra fernisering til fernisering.

Og lørdag i Forum kunne man så endelig få syn for sagn. Kunstnergrupperne Bank&Rau, Ingen Frygt, Randi & Katrine og Hesselholdt & Mejlvang har for en stund forladt deres trygge grupper og opløst sig i et enormt kunstkollektiv med det sigende navn Party and Lost.

Den kritiske samtale med dem alle (og deres børn) synes måske kaotisk – og det var det.

Men kaos, opgøret med kunstnerjeg’et (derfor den sorte sminke?) og dedikeringen til skabelsen af noget fælles større gav efterhånden mere og mere mening, som samtalen skred frem.

I et samfund, hvor individet er i fokus, kan kollektivet bruges som et instrument til at undersøge, hvor langt man kan strække en intern forståelse.

“Lige nu føles det som om, det er nemmere at være flere end at være få, men hvornår er det, man holder op med at kunne drage nytte af hinanden?”

“Det handler ikke kun om at give afkald på sin identitet,” lyder det fra en af de sortsminkede.

“Vi skaber en overidentitet. Man kan skille sig af med sine svagheder, men det kan også være, at ens styrker forsvinder i gruppen.”

Udtalelserne fra det nye kollektiv er ofte fulgt af et “måske”, for alt er endnu uprøvet, men supergruppen er dog overbevist om en ting:

“Vi får mere magt!”