Kunstens opgør med stigmatiseringen

Kunsten er i dag et af de få rum, hvor der stadig bliver rejst spørgsmål om, hvordan vi tænker og opfører os. Og i takt med at samtidskunsten nu for alvor synes at manifestere sig som et globalt fænomen og udsagn, er de globale spørgsmål trådt ind i centrum for kunstscenens praksisser og dagsordener. Klima, social ulighed, menneskerettigheder og geopolitik vil blot være nogen af de presserende temaer, kunsten helt oplagt vil adressere.

Men hvad adskiller eller forener to kunstnere, den ene fra Ghana, den anden fra Danmark i spørgsmål om sociale, politiske og kulturelle forhold og stigmatiseringsmekanismer? På onsdag den 27. maj kl 11-13 vil Ibrahim Mahama og Kenneth A. Balfelt i selskab med den italienske kurator Silvia Litadi diskutere kunstens virkningsfulde metoder til sådanne overskridelser.

Eller sagt på en anden måde: Hvad kan ændre vores forståelse af resurser? Og er begrebet ’hjælp’ i sådanne sammenhænge med til at placere store grupper i en rolle, hvor deres viden, kompetencer og handlingskraft forvandles til afmagt, passificering og umyndiggørelse?

Fra umyndiggørelse til resurse
Politikernes ’ghettoliste’ er et rigtig godt eksempel på en politisk produceret stigmatisering, der fastholder et boligområde i en stereotyp forestilling præget af netop denne stigmatisering.

Disse to kunstnere er på den anden side vant og dedikeret til netop at vende den form for umyndiggørelse om og basere deres kunstneriske praksisser på disse stigmatiserede grupper og deres uudnyttede og ikke-anerkendte resurser. Kenneth A. Balfelt har således i mange år arbejdet i Tingbjerg, med øldrikkere, hjemløse, fængselsindsatte, indvandrerbørn og stiknarkomaner.

“Det at arbejde visuelt gør, at vi kan sætte nogle helt andre lag af følelser og tanker i gang. Når jeg laver et fixerum som et kunstprojekt, der er et visuelt indlæg i en social-politisk debat, så ved jeg, at det fysisk tilstedeværende rum har en magt. Magt forstået som en påvirkningskraft af sociale og politiske processer. […] Frem for at benytte metaforer og et symbolsprog, prøver jeg at tilstræbe, hvad vi kan kalde et “dialogsprog”, hvor formålet er at udveksle og udvikle noget sammen. Ved at vælge et dialogsprog, som benytter sig af en anden strategi, vælger jeg også et sprog, der producerer noget andet i mødet med min kunst,” skriver Balfelt selv i den just publicerede bog, Art as Social Practice – A critical investigation of works by Kenneth A. Balfelt, 2015.

Den ærlige dialog som værktøj
Det var på lignende vis oplagt at en kunstner som Ibrahim Mahama, der til dagligt arbejder med store grupper af afrikanske migranter i hans projekter, er blevet indhentet til at arbejde i Vangkvarteret i Holbæk som en del af Images Festivalen 2016. Og under konferencen Arts & Globalization – Achieving intercultural dialogue through the arts 26.-28. maj er netop kunstens mulige rolle i centrum for foredrag, workshops, performances og debatter.

Se hele programmet for Arts & Globalization.

Udfordringen – og her er det med globalt perspektiv – er, at de kulturelle og strukturelle forestillinger og hierarkier skal overskrides, hvis den ligegyldighed disse grupper er distanceret af, skal udvikle sig til en lige-gyldighed, en jævnbyrdig dialog og værdighed.

“Målet er for mig en troværdig og ærlig dialog med de mennesker jeg arbejder med, og hvis den ikke er der, så venter jeg, måneder, år måske. Det kræver en masse tålmodighed, men for mig er der ikke et alternativ. Og der er altid noget, der udfordrer den ligebyrdige dialog, som jeg søger. Det er ikke bare et samarbejde jeg søger, men en situation hvor vi sammen forsøger at redefinere den sociale struktur,” forklarer Ibrahim Mahama, da jeg møder ham i Vangkvarteret i Holbæk.

“For mig som kunstner bliver spørgsmålet, hvordan man kan trække sig selv ud af ligningen og undgå de kapitale strukturer, der præger vore relationer til hinanden. Det er en konstant kamp mod de kontraster og oppositioner i samfundet vi typisk navigerer efter henimod en position, hvor vi ser kompleksiteterne og mangfoldigheden i øjnene. Vi skal nærmest overskride os selv, for at nå derhen.”

Kollektive monumenter
I forbindelse med Mahamas lokale, ghanesiske værker har materialet været aflagte lærredssække – et traditionelt materiale med direkte tilknytning til vareproduktion og arbejdsforhold i Ghana. Sækkene bliver indsamlet og bearbejdet – syet sammen til enorme tæpper – af kvindelige migranter fra det nordlige Ghanas fattige regioner.

Man kunne kalde dem ‘kollektive monumenter’, der henvender sig med en mægtig fysik og et uundgåeligt udsagn fra samfundets yderste kant og en af de nationer, Vesten udnytter og udbytter.

“Mine overvejelser går på, hvordan værket vil udvikle sig til en ny form for produktion, der overskrider de strukturer,” siger han og uddyber, da jeg spørger til det lokale, ghanesiske materiale han ellers har udtrykt sig i:

“Materialet er egentlig underordnet. Mine værker er i sig selv den proces, der skal lede hen til en sikring af disse kvinders rettigheder og opholdstilladelser. Sækkene er ikke vigtige som andet end et materiale, der kan indsamle og samle begivenhederne og informationerne.”

Ønske om nyt perspektiv
De store værker med lærredssække indeholder, hvis man kigger nærmere, navne, fødselsdatoer og en række informationer, der knytter sig til specifikke liv på kanten af civilisationen i Ghana.

“Mit valg, om at komme hertil for at arbejde, var et håb om at kunne se og bearbejde de samme forhold fra et andet perspektiv. Lige nu ved jeg slet ikke om der kommer noget materielt ud af projektet.”

Ibrahim Mahama skal arbejde og researche i Vangkvarteret de næste par uger og vender så efter planen tilbage til området og Image Festivalen i foråret 2016 for at realisere projektet.