Kunstforskerne IX: Mette Højsgaard: Kunstens sociale potentiale

Som postdoc i kunsthistorie ved Esbjerg Kunstmuseum og Københavns Universitet forsker Mette Højsgaard i emnet “Den konkrete kunst og dets sociale potentiale dengang og nu”. Hun undersøger hvilke idealer, der lå bag den konkrete kunst i årene efter Anden Verdenskrig, hvordan den blev opfattet i sin samtid, og hvilken betydning den har for nutidens kunstnere.I disse dage er der meget fokus på, hvilken indflydelse kunsten kan have på vores måde at være sammen på. Kunst skaber dialog, nærvær, inspiration og er noget, vi kan mødes om, diskutere, se på sammen, engagere os i både intellektuelt og kropsligt. Den kan skabe nye og uventede relationer. Oplevelse. Kunsten har socialt potentiale og bringer os mennesker tættere på hinanden og os selv.

Det moderne formsprog ud til folket

Men også i tiden efter Anden Verdenskrig var kunstnerne bevidste om det sociale potentiale, der lå i kunsten. Efter en tid med global ødelæggelse ønskede flere kunstnere at deltage i opbygningen af en ny og bedre verden. Kunstnerne fandt inspiration i et abstrakt geometrisk formsprog, som pionererne inden for den moderne kunst i mellemkrigstiden havde dyrket i f.eks. De Stijl, på Bauhaus-skolen eller blandt de russiske konstruktivister.

Tilhængerne af disse kunstskoler og grupper ønskede, at det moderne formsprog skulle ud til folket og blive en del af en moderne tilværelse, hvor alle mænd og kvinder havde lige vilkår. Teknologi og modernisering gik hånd og hånd på vejen mod bedre arbejdsvilkår, aflastning i hjemmene og mere fritid. Kunstnerne dyrkede et abstrakt formsprog, som de opfattede som et universelt formsprog, fordi dets enkle og rene former appellerede til alle. Kunsten skulle være let tilgængelig for alle, den skulle ud til folket, blive en del af det offentlige rum og være til glæde for fællesskabet.

Herhjemme delte kunstnere som Ib Geertsen, Richard Winther, Gunnar Aagaard Andersen og Richard Mortensen en fælles interesse for det geometrisk abstrakte formsprog – som herhjemme betegnes ”konkret kunst” – og dets politiske, etiske og æstetiske værdier.

Kunstnerne fandt dette forenklede formsprog ideelt til at appellere til et så bredt publikum som muligt. Værkerne forestillede ikke noget. Fokus var på farverne, formerne og samspillet mellem dem og på den rytme, der syntes at opstå af deres fælles og indbyrdes samarbejde. I kunstnernes øjne signalerede værkerne fornyelse, modernitet og tro på en fremtid, hvor netop samspil og dialog var i fokus. De ønskede ikke, at kunsten skulle være resultatet af individuelle bestræbelser, men resultatet af en fælles holdning og tro på, at kunsten kunne signalere og minde os om, at det netop er i fællesskabet, åbenheden og dialogen, at vi mennesker og dermed også samfundet fungerer bedst.

Smukke idealer

Lige siden jeg startede med at beskæftige mig med kunsthistorien, har det fascineret mig, at kunstnere ønskede, at deres kunst skulle blive en del af vores hverdag, både i det offentlige og det semioffentlige rum, og virke opmuntrende, sprede glæde og nærvær og få os til at se lysere på tilværelsen og hinanden. Det var en kunst, der støttede fællesskabet mellem mennesker og ville være inkluderende.

Det er smukke idealer, som er relevante at sætte fokus på i dag, hvor velfærdsstaten er i forandring, hvor der bliver sat grænser, og verden igen synes at være blevet et mere usikkert og ustabilt sted at være.

Men hvordan blev den konkrete kunst opfattet i sin egen samtid? Og hvordan virker den i dag? Var den virkelig så idealistisk, eller er jeg bare for godtroende og naiv, når jeg forestiller mig ,at kunstnerne brændte for at gøre vores verden til et bedre sted at være? Findes sådanne idealer overhovedet i dag? Har den konkrete kunst haft nogen betydning for vores samtids kunstnere? Og endelig: Hvad betyder det egentlig, at kunsten har socialt potentiale?

Som postdoc i kunsthistorie ved Esbjerg Kunstmuseum og Københavns Universitet forsker jeg i emnet ”Den konkrete kunst og dets sociale potentiale dengang og nu” og undersøger, hvordan den danske konkrete kunst blev opfattet i tiden efter Anden Verdenskrig og i dag. Jeg vil undersøge, om det lykkedes kunstnerne at skabe et formsprog, der appellerede til den brede befolkning, og hvilken betydning det har og har haft i vores samfund – og for samtidskunsten – i dag.

Hvordan blev den konkrete kunst opfattet i sin egen samtid?

Men hvordan er det muligt at finde ud af, hvordan den danske befolkning opfattede den konkrete kunst i efterkrigstiden, når der ikke er mange mennesker tilbage jeg kan spørge?

Jeg har lavet interviews med en række personer, der har arbejdet på eller været tilknyttet Angli-fabrikken i Herning, der i løbet af 1950erne hyrede Paul Gadegaard til først at udsmykke kantinen og senere hele fabrikken, både med inventar og rumkunst. I den sammenhæng har mit fokus været, hvordan kunsten blev opfattet af medarbejderne, om det var et inspirerende miljø at arbejde i og hvilke sociale aktiviteter, der var forbundet med kunsten. Blev fabrikken en bedre arbejdsplads af at blive et kunstværk? Overordnet fandt de interviewede personer det positivt at arbejde i omgivelserne i Angli-fabrikken.

Ellers er mit kildemateriale især arkivmateriale: Anmeldelser af udstillinger, fotografier, invitationer, breve, små notiser i aviser og dagblade, klummer, kronikker, læserbreve, karikaturtegninger. Alt der kan fortælle noget om, hvordan den almindelige borger forholdt sig til den konkrete kunst.

Blandt kritikere og kronikører ved dagbladene var der en del debat, der kan kaste lys over nogle af opfattelserne dengang. En central kilde har vist sig at være en heftig debat, der udsprang af udstillingen ”Klar Form”, som åbnede i 1951 og cirkulerede i Skandinavien for at slutte i Belgien i 1952.

Udstillingen omfattede kunstnere fra det veletablerede, men unge Galerie Denise René, der siden det åbnede i Paris under krigen havde indtaget en af de førende pladser i det franske kunstmiljø. Blandt de udstillende kunstnere var Richard Mortensen og Robert Jacobsen, som spillede en aktiv rolle i galleriet og i udstillingens realisering. I receptionen af udstillingen viser der sig overraskende holdninger til den udstillede kunst, som ikke bare peger på kontroverser blandt kunstnerne, men afspejler dybere kulturelle skel, gnidninger og modsatrettede opfattelser, hvor man måske kan finde udgangspunktet for, at den konkrete kunst har fået den status den har i dag som både dekorativ og elitær – og altså i bund og grund irrelevant.

Forskellige former for konkret kunst

I løbet af forskningsprojektet er det blevet mere og mere tydeligt, hvor forskellige indgangsvinkler kunstnere havde til arbejdet med det konstruktive formsprog. For en kunstner som Ib Geertsen var det legende aspekt en vigtig del af hans skulpturer, hvilket hans berømte legeskulpturer er et godt eksempel på. For Mortensen handlede det meget om arbejdet med synsillusioner i kunsten, og den måde disse kunne gøre os bevidste om det at se. For en kunstner som Albert Mertz var omdrejningspunktet fantasi, leg og anarkisme. Ole Schwalbe stræbte mod en nærmest meditativ ro og balance, der skulle forplante sig til beskueren. Et af felterne i min undersøgelse er at klargøre disse forskelle grundigere, end det hidtil har været tilfældet.

Få kvinder involveret

Det er i det hele taget en del af min måde at forske på, at jeg hele tiden forsøger at forholde mig til detaljer, situationer, kunstnere, samarbejder eller udsmykninger, der ellers ikke har været så grundigt behandlet i kunsthistorien. F. eks. er der kun få kvinder involveret i kunstnersammenslutningen Linien II, bl.a. Kujahn Blask og Kirsten Stenbæk, og vi ved meget lidt om deres position og betydning i gruppen, fordi der ikke har været fokus på dem. Dem vil jeg gerne skrive om og få mere frem i lyset.

Det er her arkivmateriale – bl.a. avisudklip, tidskifter og fotomateriale – har stor betydning i mit arbejde. Det er en tidskrævende opgave, for det tager tid at gå i arkiver, sortere og finde det, som er relevant. Nogle artikler har jeg samlet ind, dengang jeg skrev min ph.d.-afhandling, og det har vist sig, at jeg med det blik jeg har i dag har kunnet bruge dem på en helt anden måde, end jeg gjorde dengang. Jeg er i dag meget inspireret af forskning, som tager udgangspunkt i, hvordan man skal være opmærksom på det, der ikke er tydeliggjort eller give plads til dem, man ikke hører så meget om.

Min forskning søger også at kortlægge og undersøge en række af de mindre kendte rumudsmykninger fra tiden, og jeg beskæftiger mig for tiden med, hvordan de konkrete kunstneres fokus på kunstarternes samarbejde har indflydelse her.

I den forbindelse undersøger jeg, hvor meget den konkrete kunst fyldte i forhold til f.eks. den figurative kunst, når det skulle besluttes, hvilken kunst der skulle anvendes i det offentlige rum. Undersøgelsen skal bl. a. afklare, om der er en sammenhæng mellem den konkrete kunst og den kulturpolitik, der førtes. Det synes nemlig, som om den konkrete kunst var svaret på et behov i tiden omkring 1950, men måske også, at dens idealer var med til at præge tidens kulturpolitiske dagsorden.

Hvordan kan kunsten gøre en forskel i samfundet?

Årene omkring 1950 var på mange måder en brydningstid. Hvor der i tiden umiddelbart efter Anden Verdenskrig herskede en nærmest euforisk tro på fremtiden, satte den kolde krig hårdt ind i 1949, og verden syntes igen at blive et usikkert sted at være. Angsten og frygten for en ny verdenskrig med atombomben som skræmmebillede afløste optimismen. Det satte sine spor hos kunstnerne, der for alvor syntes at sætte fokus på deres egen situation, og hvordan de kunne gøre en forskel i det offentlige rum.

Samarbejdet mellem kunstarterne kom fra dette tidspunkt for alvor i fokus, f.eks. på Kunstakademiet i København. Tiltag blev taget til det, der senere skulle blive til Statens Kunstfond, med krav fra kunstnernes side om at blive inddraget i det nybyggeri, der fandt sted landet over.

Fundamentet for velfærdsstatens kulturpolitik blev til i denne periode. Det er vidunderlig læsning, når Julius Bomholt i 1954 gør opmærksom på, at hensigten med kunsten er, at den skal virke inspirerende på landets borgere. Det var dengang kunstpolitik syntes at vægte dannelse og sociale værdier højere end økonomi, rentabilitet og udbytte.

Konkret kunst nu?

Min forskning handler ikke kun om dengang, men også om i dag. Hvordan oplever beskueren den konkrete kunst i dag? Og hvilken betydning har de konkrete kunstnere haft for samtidskunsten? Allerede med udstillingen ”Idealer – Konkret kunst dengang nu” (Fuglsang Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum og Randers Kunstmuseum 2016-2017), som jeg var kurator for, var ønsket at sætte fokus på netop den betydning, den konkrete kunst har haft på vores samfund og på den generation af kunstnere, som arbejder med lignende, men ikke helt identiske sociale dimensioner i kunsten i dag.

Det er kunstnere som Ruth Campau, Michael Mørk, Claus Egemose og Malene Landgren, der ofte arbejder i det offentlige rum i et formsprog, der er beslægtet med det konkrete. Det er f.eks. Ingrid Kæseler, der arbejder i grænserummet mellem kunst og kunsthåndværk, og det er Jeppe Hein og Olafur Eliasson, der er optaget af vores sanser og en aktiv, kropslig inddragelse af beskueren.

En del af mit arbejde har været at interviewe besøgende på udstillingen og tale med dem om deres oplevelse af de udstillede værker – både de ældre og de nye. Det er dette fokus på oplevelsen, der er en af grundene til, at mit projekt sker i samarbejde med Esbjerg Kunstmuseum, der dels har parallelle undersøgelser af kunstens interaktion med beskuerne i gang, dels har en af de bedste samlinger af konkret kunst i landet.