Kunsthal Charlottenborg og populistiske tendenser i Danmark

I lyset af vedvarende nedskæringer af kultursektoren i en række Europæiske lande, kan situationen i Danmark – hvor Kunsthal Charlottenborg er blevet efterladt med en vaklende økonomi – dog næppe siges at være alvorlig. Alligevel, synes der at være en kortsynethed forbundet med de seneste “prioriteringer” indenfor kulturstøtten, som opfordrer til en undersøgelse og nytænkning af de kriterier, der bruges til at fastsætte samfundsværdien af både store og små offentligt støttede kunstinstitutioner.

Tallene bestemmer
Hvis der på den danske kunstscene hersker bred enighed om værdien af internationale udstillinger og diskurser, står denne ofte i kontrast til de seneste regeringers succeskriterier, der hovedsageligt fokuserer på besøgstal. Et oplagt eksempel på dette er Kunsthal Charlottenborg, hvor lave besøgstal førte til offentlig forargelse og resulterede i en forhastet og ugennemtænkt fusion med det tilstødende Kongelige Danske Kunstakademi i september 2012.

Kulturministeriet har siden 2005 drømt om Charlottenborg som en international kunsthal, uden dog nogensinde at bakke disse bestræbelser op med tilstrækkelige midler. Den manglende interesse for samtidskunst kan have noget at gøre med den afvisende måde samtidskunsten blev omtalt på, da den tidligere regering sad ved magten fra 2001 til 2011.

Populistiske tendenser
I den såkaldte kulturkamp som Anders Fogh Rasmussen iværksatte i 2001, konstruerede han i overensstemmelse med sit ideologiske fundament, venstreorienteret politik og kulturelle eliter som undertrykkere i form af deres ’smagsdommeri’ og dermed som fjender af den almene borgers frihed og smagssans. Den retoriske og værdipolitiske kamp tog også sigte mod feministiske tendenser og venstreorienterede ideer og havde i vid udstrækning succes med at sætte betingelserne for dagsordenen i den offentlige debat.

Udover denne dæmonisering af venstreorienteret ideologi, startede Pia Kjærsgaard sin egen kamp mod samtidskunsten og kunstnere. Specielt provokeret af Piero Manzonis Merde d’Artiste (1961) leflede hun i 2009 til den almene antagelse om at den moderne og samtidens kunst er svært tilgængelig, for at argumentere for denne som uvedkommende i forhold til centrale danske værdier.

Arven fra Fogh
Det virker som om disse retoriske manipulationer har haft held med at gennemsyre den nuværende S-R-SF regering, som indtil videre ikke synes at have vist interesse i at formulere deres egne argumenter eller værdiggrundlag, men afstår fra at bakke op om den eksperimenterende og udfordrende samtidskunst af frygt for at blive forbundet med promovering af kulturel elitisme.

Det er måde bekymrende og besynderligt, som fusionen på Charlottenborg også antyder, at kunst og kultur prioriteres meget lavt af en regering, som ellers bryster sig af at investere i innovation og kreativitet.

Professionaliseret kunstverden
Sideløbende med disse politikere, som forsoner populistisk fremmedgørelse overfor den formodede ’svære’ samtidskunst med kortsigtede politiske beslutninger, står en professionaliseret kunstverden og anser det for indlysende, at København mangler et internationalt orienteret udstillingssted for selvsamme samtidskunst. De fleste der beskæftiger sig med samtidskunst byder således Charlottenborg som kunsthal velkommen på banen og ser potentialet Charlottenborg har, for at sætte København på det internationale landkort.

Polemikken omkring Kunsthal Charlottenborg kan netop ses som et eksempel på hvordan sådanne forskellige værdisystemer, når de vejes op imod en populistisk tendens i kulturpolitikken, ikke bare rammer enkelte kunstinstitutioner som Charlottenborg, men også synliggør en voksende kløft mellem den bredere befolkning og en stadig stigende professionalisering indenfor kunstverden.

Fusionen
I februar 2012 annoncerede Elbæk, under den vage overskrift ‘Mere Ung Kunst på Kunsthal Charlottenborg’, en ny retning for institutionen i form af en fusion med kunstakademiet, der tilsammen vil ‘rette sig mod en bredere offentlighed’. Men i stedet for en treårige overgangsperiode og yderligere bevilling, som foreslået af den daværende direktør Mark Sladen, blev fusionen forhastet igennem, og Mark Sladen trak sig tilbage kort før fusionen.

Efter et par måneder med usikkerhed og spekulation om kunsthallens fremtidige retning under kunstakademiets vinge, blev Jacob Fabricius udnævnt som ny kunsthalsdirektør. Den danske kurator har siden 2008 været direktør på Malmö Konsthall. Med et internationalt fokus og omkring 200.000 årlige besøgende repræsenterer Malmö Konsthall netop den vellykkede kunsthalsmodel som Charlottenborg bør stræbe efter at replikere. Det er også lovende at Fabricius, velvidende om de økonomiske og publikumsrelaterede udfordringer institutionen står overfor, ser ‘et meget stort og uudnyttet potentiale’ for den ideelt placerede kunsthal som et trækplaster for både dansk og udenlandsk kunst.

Turbulent historie
Den forfejlede beslutningsproces startede i 2005, da daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen indledte transformationen af Charlottenborg fra Udstillingsbygning til ’international kunsthal’. Fra at have være set som et kunstneres hus under ledelse af professionelle kunstnere skulle det nu være kuratordrevet. Uden øje for armslængde princippet udpegede Mikkelsen selv den første direktør for Kunsthal Charlottenborg og samtidig satte han de kunstsammenslutninger, som havde udstillet på Charlottenborg i årtier og hvis udstillinger bragte et fast stort publikum, på porten.

Ganske vist virkede det på dette tidspunkt uundgåeligt at kunstnersammenslutningernes monopol på Charlottenborg skulle revideres for at revitalisere institutionen. Men at afskære de lokale sammenslutninger fra stedet uden at tilbyde et alternativ, for i stedet at fremme mulighederne for kulturturisme med internationale kunstnere som attraktion, fremmedgjorde store dele af Charlottenborgs hidtidige publikum.

Genopbygningen
Som kunsthal har Charlottenborg ikke haft meget tid til at genoptage båndene til det bredere publikum efter bruddet med kunstnersammenslutningerne, ej heller til at etablere de kunstneriske og internationale forbindelser, der blev stillet krav om, og som over tid, kunne have gjort institutionen til en destination for såvel et dansk som internationalt publikum.

Det er beklageligt, at diskussionen før fusionen ikke indeholdt en overvejelse af den (tids)forskudte værdi, der kan tillægges etableringen af sådanne bånd samt af et udstillingsprogram i generelt. (Når, for eksempel, værker efterfølgende bliver købt af museer, eller synliggørelsen af en kunstners værker på en udstilling øger værdien af værkerne og i forlængelse heraf udstillingsinstitutionens renommé).

For på trods at det økonomisk underskud Mark Sladen arvede fra sin forgænger, og de få besøgende på Charlottenborg, så København under Sladens korte embede fra 2010-12, etableringen af en international kunsthal i den kaliber drømt om i kulturministeriet i 2005, og oprettelsen af en international dialog, der med tiden, kunne have forbundet byen til et internationalt kunst-kredsløb på utallige måder. Det bliver derfor interessant at se hvordan Fabricius i den nærmeste fremtid har til hensigt at håndtere den nye retning for Kunsthallen under Kunstakademiet og genoprette forbindelsen til det lokale og internationale publikum.