Kunstindgreb i Næstved

Når mørket falder på, sker der noget på Næstved Havn, som byens borgere ikke er vant til. Klokken 20.00 forvandles en 37 meter høj silo til et islandsk vandfald, som fylder byrummet med lys og lyden af fossende vands brusen.

Det er den danske kunstner Eva Koch, som står bag værket Skógafoss, en enorm videoprojektion, som afbilder et vandfald i Island.

”Det handler om noget, som er større end én selv,” siger Eva Koch, der er kommet til Næstved for at opleve sit værk. Som kunstner har hun længe været optaget af vand og tid:

”Som den græske filosof Heraklit siger, kan man ikke krydse en flod to gange. Vandet vil altid være nyt, fordi det flyder videre. Ligesom mennesket og verden hele tiden ændrer sig,” siger hun.

Otte samtidskunstnere
Den høje silo på havnen er langt fra det eneste, der har forandret sig i Næstveds bybillede. Siden den 12. september har otte danske samtidskunstneres værker været en del af hverdagen i Næstveds gader i forbindelse med Gangart – en ny festival for kunst i det offentlige rum. Samtlige værker kan opleves på en 3,6 kilometer lang rute, og ifølge festivalens arrangører skal kunsten give et nyt blik på byen, eftersom kunstnerne har ”skabt en tæt forbindelse mellem sted og værk, et indgreb i bybilledet.”

”Man kan tydeligst opleve det via de to værker, der er nede på havnen. De tager nemlig klart udgangspunkt i noget, der allerede er i byen og gør det til noget andet,” siger Malene Schrøder, event- og udviklingschef ved VisitNæstved. Hun henviser til Eva Kochs vandfald på siloen og Peter Callesens bidrag til festivalen – Hullet. Callesen har med sit værk skabt et hul gennem en af flere store brændestabler, som ligger opmagasineret ved Næstveds havneløb.

Ud over Koch og Callesen har Kasper Bonnén og Bank & Rau bidraget med værker til Gangart. Dertil præsenterer festivalen en række unge kunstnere, Dorte Buchwald, Andreas Rasmussen, Janus Høm og Søren Bjørn, som alle har tilknytning til byen.

Rippet punker
Midt på Næstveds Hjultorv, omringet af diverse tøjbutikker, caféer og bænke, har kunstnerduoen Bank & Rau opstillet tre overdimensionerede kropsdele i farvet beton.

”Det er ikke kunst, man behøver at opsøge. Det bringer kunsten hen til nogle mennesker, der måske ellers ikke interesserer sig for den,” siger Malene Schrøder om festivalprojektet, mens hun ser ned på den store blå betonhånd, som ligger på torvet.

På Fabriksvej – fem minutters gang fra havnen – har Andreas Rasmussen placeret sit værk “The space we enclose”, der med sine præfabrikerede betonelementer umiddelbart flyder sammen med det omkringliggende industrielle miljø. Men når man ser nærmere efter, er det hensigten, at installationen skal skabe en fortælling i et “scenografisk” rum og en ny forståelse af stedet.

Men det er åbenbart ikke altid ligetil at lade værker stå ubeskyttede i det offentlige rum. På Munkebakken kan byens forbipasserende opleve Dorte Buchwalds Sovende punker – eller det, der er tilbage af ham. Malene Schrøder fortæller, at han oprindeligt havde læderjakke og støvler på.

”Men det var der altså nogen, som ikke kunne holde fingrene fra,” siger hun om værket, der nu står tilbage som en rippet og halvnøgen dukke, der læner sig sovende ind over et bord.

Tilbagevendende begivenhed
Malene Schrøder har endnu ikke overblik over, hvor mange besøgende byen har fået i forbindelse med festivalen, men fortæller at der dagligt har været folk forbi turistkontoret og spurgt efter et festivalprogram.

”Men vi er ikke blevet bombarderet med gæster. Vi håber, det bliver en tilbagevendende begivenhed, som flere og flere vil besøge,” siger hun.