Kunstkritikkens krise og globale udfordring

Det er en underdrivelse at påstå, at kunstkritikken har det godt, og sådan har det været længe – ikke bare herhjemme.

Diskussionen har dundret utallige gange og debatter vedrørende kritikkens usikre fremtid trækker ofte fulde huse. I en sådan grad, at man bliver i tvivl om, hvorvidt "krisen" bare er en undskyldning for at sidde og granske sit kunstfaglige indre i fuld offentlighed. Det var også tilfældet med Let’s get critical.

Udenlandske, danske, kunstfaglige og kunstinteresserede havde fundet vej og nu skulle opfordringen om kritisk stillingtagen også føres ind på egen banehalvdel:

Hvad er kritikkens egentlige problem? Hvordan kan man genetablere et sundt forhold imellem kunsthistorien og kunstkritikken? Og helt centralt blev spørgsmålet om kritikkens globale udfordringer i dag? Sidste spørgsmål blev behandlet både i T. J. Demos, Charlotte Bydler, Ahu Antmen, Lotte Philipsen og Lars Bang Larsens oplæg.

Kritikkens problemer
Den amerikanske kunsthistoriker James Elkins arbejder til dagligt med det problematiske forhold mellem kunstteori og -kritik. Selvom hans bog What Happende to Art Criticism? (Hvad skete der for kunstkritikken?) er fra 2003, så var det de samme pointer vi skulle have igen:

Kunstkritikerne kan ikke definere deres praksis og vil hellere beskrive end at vurdere. Kurator og kunsthistoriker Ruth Noack tog i sit oplæg bladet fra munden: "Somme tider er kuratoren en bedre kritikker," sagde hun og pegede indirekte på kritikkens manglende evne til indlevelse.

Noemi Smolik pegede, så vidt undertegnede forstod, på den kunsthistoriske kanon i Vesten, som har været ude af stand til at indlemme kunstnere som eksempelvis russiske Malevich, der ikke har fulgt den konventionelle historieskrivnings logik eller forløb.

En global kritik
En af de nyere problematikker vedrørende kritikken er den globale kunstscene, som i dag er meget mere end Europa og Nordamerika.

T. J. Demos rejste det meget relevante spørgsmål: "Kan vi som kritikere overhovedet være kritiske, når vi møder kunst produceret og udstillet i en kulturel kontekst fjern fra vores egen?" Det spørgsmål hang i luften resten af tiden og flere andre illustrerede problematikken uden dog at komme med løsninger.

Er kunsten ikke længere universiel i sit sprog? Kan kinesisk kunst udstilles uden, at man bekræfter de vante vestlige fordomme?

Tyrkiske Ahu Antmen og danske Lotte Philipsen pegede i den sammenhæng begge på en tyrkisk og kinesisk samtidskunst, der bevæger sig via andre kanaler udenom det konventionelle kunstmarked og peger kritisk på mekanismerne indenfor.

En ny kritik?
Var der så noget nyt i disse perspektiver?

Nej, kun flere styrkede pointer. Vil kritikken overhovedet revitaliseres? Det er tvivlsomt, for så havde den nok gjort det uden at sidde frygtsomt tilbage med hænderne i skødet og pege på kuratoren som en mulig arvtager for den kritiske refleksion.

Herhjemme forsøgte Manual for Dansk Samtidskunst (2006), Nybrud (2006) og Overblik – 63 danske samtidskunstnere (2006) at gøre op med den elitære barrikade til samtidskunsten. En proces, der stadig er i sin vorden, og som forhåbentlig vil skabe reflekterede kunstoplevelser i fremtiden for flere.

Den proces pointerede Lars Bang Larsen som konferencens sidste. Han pegede samtidig på formidlingens høje status i forhold til kritikken herhjemme med kopenhagen.dk som et eksempel på analytisk mangel i den danske kunstformidling.