Kunstlegepladsen har fået et hovedværk i bambus

Midt i en ombygningstid udvider Ordrupgaard sin skulpturhave med især ét spektakulært værk, der bør opmuntre den legesyge oplevelsesdrift for besøgende i alle aldre.

“Det er vidunderligt og fantastisk,” udbryder fireårige Ejvin, der i selskab med sine forældre har valgt at begive sig op i det nyopførte værk Geometry of Innocence (2018) i Ordrupgaards skulpturhave. Til den lille familie og denne anmelders fælles forundring er værket denne tidlige lørdag eftermiddag dog lukket for offentligheden.

Da afspærringen er lige til at forcere, og et skilt alligevel påpeger, at indtræden i værket foregår på eget ansvar, har de såvel som jeg efter nogen tøven valgt, at turen til Ordrupgaard ikke skal være forgæves og har bevæget os ind i den store bambusstruktur.

Geometry of Innocence er det seneste værk i Big Bambú-serien, der er udtænkt af det amerikanske kunstnertvillingepar Doug og Mike Starn (f. 1961). Det mest kendte værk i serien er You Can’t, You Don’t and You Won’t Stop, der i 2010 blev både opført og nedtaget med hjælp fra et hold bjergbestigere på taget af The Met i New York.

Senere er Big Bambú blevet til værker i både Israel, Japan og Italien ofte med genbrug fra de tidligere installationer. Værket på Ordrupgaard er det tiende i serien og kun det andet, der bliver opført som et permanent værk – det første er værket 5000 Arms to Hold You (2014) ved Israeli Museum i Jerusalem.

En del af helheden
Turen rundt i det kolossale bambusværk går ikke direkte mod toppen, men bevæger sig på uforudsigelig vis både op og ned, så man i lang tid er i tvivl om turens længde. Da der kun er én vej rundt i værket, passerer man andre besøgende på deres vej op eller ned, men grundet værkets opbygning er andre personers tilstedeværelse i værket hele tiden nærværende.

Dette nærvær er da også for Starn-brødrene en helt central pointe, og Big Bambú søger da også – ud over at være imponerende skulpturelle kæmpekonstruktioner – at binde de besøgende sammen i et aktuelt nærvær, såvel som i en forståelse af samvær overhovedet.

Således fremstår de enkelte værker både konceptuelt og materialemæssigt som en del af en helhed, der lader sig direkte overføre til de besøgendes oplevelse af at deltage i en fælles kropslig tilstedeværelse i værket, der igen ansporer til en refleksion om en fælles væren i verden.

I hvor høj grad dette fællesskab forplanter sig i den enkelte besøgende, er selvfølgelig en individuel betragtning, men Doug og Mike Starns forsøg er helhjertet og udført med stor grundighed.

Processen som del af værket
Det bliver ofte påpeget, at tilblivelsesprocessen af en Big Bambú-installation er en central del af værket, og dette understreges også af pressematerialet fra Ordrupgaard i forbindelse med lanceringen af Geometry of Innocence. Således er opførslen da også foregået i fuld offentlighed, og efter at værket er blevet tilgængeligt, kan man fortsat se byggematerialer i form af bambusstænger og tovværk, der understreger værkets potentiale som ufuldendt.

Der er dog noget forlorent ved at fokusere for meget på tilblivelsen af værket, for omend den kan synes spektakulær, så er den efter mine begreber ikke mere værkdefinerende end det at påføre lærreder med oliemaling eller at hugge en figur ud af sten. Selvom processen med at binde bambus sammen beskrives som både intuitiv og improviseret, foregår den ene og alene på kunstnernes side og bidrager næppe til anden beskuerinddragelse end en hvilken som helst anden byggeplads.

Den svenske forbindelse
I udtrykket er de store bambusværker i familie med skulpturen Nimis, der gennem en lang årrække er opført at kunstneren Lars Vilks på kysten i et skånsk naturreservat. Hvor svenskerens værk kan opleves, som om det nærmest er vokset organisk ud af landskabet, fremstår Starn-brødrenes værker mere i kontrastfyldt spil med deres omgivelser.

Således indskriver Geometry of Innocence sig på linje med mange af de andre værker i haven, der på trods af deres naturmaterialer virker som fremmedelementer i bevoksningen omkring Ordrupgaard.

Ved nærmere eftersyn er det heller ikke kun en naturlig bambusæstetik, tvillingerne går efter. Alle de mange knob og knuder, der holder grenene sammen er udført med forskellige farvestrålende reb, som for sin del ikke blot bidrager med funktion, men også udgør et betydeligt element af værkets udtryk – ikke mindst, når man kommer helt tæt på.

Det store farvevirvar, som rebene tilfører værket, kan lede tankerne hen på indtryk fra eksotiske markeder, musikfestivaler eller måske ses som et aftryk fra en oftest farvestrålende bjergbestiger- eller klatreæstetik. I en dansk kontekst giver det Geometry of Innocence et vist slægtskab med værker af kunstneren Maiken Bent, der uden sammenligning ellers netop har tøjret mange af sine værker med udstyr, der skaber associationer til klatring.

En skulpturpark som legeplads
Med de seneste tilføjelser fremstår Ordrupgaards skulpturhave i endnu højere grad som en samling, kurateret over temaet legeplads med legehuset som sin primære udtryksform, og haven omtales da også gerne som en kunstlegeplads.

Sidste år blev samlingen udvidet med duoen Randi og Katrines koglehus Pinecone Pavilion (2017). Værket kan minde om en forstørret pyntegenstand fra børneværelset og lykkes med sin stiliserede naturalisme på en gang at falde ind i og være i kontrast til den omgivende bevoksning i haven.

Hvis man som jeg oplever, at Pinecone Pavillion i sit udtryk kommer for tæt på mainstream-tendenser inden for ny nordisk interiør, kan man i stedet finde glæde ved at betragte værket som en konisk miniature-Pantheon komplet med ovenlysindfald og kassetteinteriør.

Endvidere er der i haven i år også opført et træhus af den japanske kunstner Terunobi Fujimori. Kunstneren er kendt for sine fortolkninger af japanske tehuse, som han generelt gør svært tilgængelige ved at løfte dem fra jorden. For værket Tea Tree House (2018) på Ordrupgaard betyder det, at besøgende (i værkets åbningstid) kun har adgang til huset via en smal stejl trappe.

For så vidt kommer Fujimoris værk til at stå i kontrast til Geometry of Innocence. Det lader sine besøgende fjerne sig fra fællesskabet i haven, da et svært tilgængeligt træhus netop er kendetegnet ved at være et tilflugtssted væk fra ‘de andre’. Når Ordrupgaard holder tesalon i Tea Tree House, er det det smalle snarere end det brede fællesskab, der dyrkes.

Et definerende værk
Med titlen Geometry of Innocence har Starn-brødrene omfavnet idéen om legehuset eller hulen som en konstruktion af den barnlige fantasi og bliver dermed et definerende værk for kunstlegepladsen som sådan.

Det er svært ikke at tilslutte sig den umiddelbare begejstring over værket som både vidunderligt og fantastisk, og man må ønske sig, at Ordrupgaard udvider værkets officielle åbningstid, så besøgende i alle aldre kan nyde konstruktionen uden den autoritetsbrydende uro i kroppen, det giver at besøge værket uden at have fået lov.