Kunstnerduoen J&K: “Spændende at arbejde rituelt i det rum for ritualer, som kirken er”

Mariakirken på Vesterbro bliver i de næste par år udgangspunktet for en række kunstneriske manifestationer. Kin Matter (Ritual Practices I-V) af kunstnerduoen J&K er første kunstprojekt i Maria Projektet, et projekt der danner mødested for tænkning og dialog med afsæt i kirken og samtidskunsten – og en fælles optagethed af spørgsmål om ulighed og udsathed i vores samfund. Kunsten har været en stor del af kirkens historie, og kirkekunsten er en betydelig del af den vestlige kunsthistorie, men det er hverken udsmykning eller kristne illustrationer Maria Projektet i Mariakirken på Vesterbro handler om.

Syv kunstnere og kunstnergrupper er inviteret til at skabe samtidskunstprojekter, der præsenteres over en toårig periode både i – og i forlængelse af – kirkens rum. Matthias Hvass Borello er kurator på Mariaprojektet, som er udviklet på initiativ af og i samarbejde med præst i Mariakirken, Lise Rasmussen.

Kirken er lukket indtil 12.30, får jeg at vide, da jeg tager i håndtaget. Jeg lukkes i stedet ind igennem Mariakirkens gård. Jeg skal interviewe kunstnerduoen J&K om deres performanceprojekt Kin Matter (Ritual Practices I-V). I gården er der fyldt med tomme barnevogne og klapvogne. Indefra kirkerummet høres en klar sangstemme med flere påhængsstemmer i kølvandet. Der er babysalmesang.

Torsdag den 18. november skydes Mariaprojektet i gang med en andagt med kunstneriske indslag af kunstnerduoen J&K bestående af kunstnerne Janne Schäfer og Kristine Agergaard. Over de næste par måneder har kunstnerduoen tilrettelagt rituelle workshops, som kulminerer i et performativt ritual i slutningen af januar.

“Vi er nok det projekt, som går mest ind i kirkens rum, hvor de andre kunstnere arbejder mere specifikt med det social-etiske eller med området omkring,” siger Kristine Agergaard. Vi sidder i præstens kontor. På knagerækken hænger præstekjolen, og der er the, kaffe og chokolade på bordet.

“Vi har mange spor i vores praksis. Et af dem er det rituelle eller spirituelle, og når man kommer ind i det her kirkelige rum, skal man passe på, at man ikke tager for meget farve af, at konteksten er så ladet. Det har virkeligt været et knivsæg at gå på.”

Det social-etiske er en integreret del af kirkens praksis. Mariakirken, som er kendt for sit sociale engagement, har siden 1974 huset Mariatjenesten; et anonymt tilbud til udsatte mennesker i samfundet. Desuden er der i den kristne praksis forestillingen om, at mennesket er kaldet til at drage omsorg for den fattige, den faderløse eller enken, samtidig med, at der er denne fortalervirksomhed, som handler om at forbedre menneskers livsvilkår, fortæller præst Lise Rasmussen over telefonen et par dage før.

Og netop det social-etiske er bindeledet mellem kirken og kunstnerne i Maria Projektet:
“Kunsten kan tilbyde nogle måder at udvikle praksisser på. Både i forhold til, hvordan man møder, engagerer eller involverer folk i meningsfulde aktiviteter, og hvordan man kan skubbe til strukturelle spørgsmål, forestillinger og virkeligheder,” siger kurator Matthias Hvass Borello, og fortsætter:

“Dét har kunsten gjort siden 60erne og særligt op igennem 90erne, hvor man taler om en egentlig social vending i kunsten med begreber som det stedsspecifikke, det relationelle, det sociopolitiske og det dialogbaserede. Disse kunstneriske praksisser, som placerer sig mellem aktivisme, kunst og socialt arbejde er super effektive til at sætte en social-etisk dagsorden, og i denne sammenhæng kan de sætte nogle principielle og eksistentielle spørgsmål i spil, som fletter sig ind i nutidens såkaldte kriser. Det er også det, J&K forsøger med deres projekt – at flytte det principielle spørgsmål om, hvor meget næstekærligheden kan rumme ind i centrum af vores bevidsthed, når det gælder vores forhold til og ansvar overfor hinanden og klodens kritiske tilstand.”

Mariaprojektet handler ikke om at servere svar, snarere om at skabe en platform for tænkning og dialog med kirken og med kunsten som afsæt. Kunstnerne i projektet har Matthias Hvass Borello fulgt gennem flere år, og deres praksis befinder sig netop i dette social-etiske felt.

Næsten

Janne er fanget i den københavnske trafik, så interviewet begynder med Kristine, som fortæller om, hvordan de i projektet har arbejdet med og fortolket næstekærlighed:

“Vi har grebet fat i næstekærlighedsbegrebet, og der går vi jo ind i et kristent felt – ikke et enemærke, men et begreb som i den grad bruges i kristendommen. Men dernæst har vi stillet spørgsmålet: hvad hvis nu man udvider næstekærlighedsbegrebet til også at omfatte det andet-end-menneskelige.”

“Der er et meget stort behov for at relatere til vores omverden på en fundamental ny måde; hvordan arbejder man i lyset af den fuldstændigt vanvittigt eskalerende klimakatastrofe. Vi har i en række værker de seneste år på forskellig vis forholdt til os til det andet-end-menneskelige – materialer, ressourcer, objekter og så videre – på en animistisk måde. Altså at disse livsformer både har en form for agens, men også en form for hukommelse eller viden, som vi ikke rigtigt kan tilgå som mennesker. I forskellige værker har vi forsøgt at sætte os i kommunikation med især materialer og steder.”

“Samtidig kan man ikke iværksætte klimakamp uden en kamp for lighed i verden – de to ting hænger sammen. Ulighed er nok det allervigtigste at løse for også at løse opgaven med klimaet. Ved at sætte næstekærlighed i centrum, ønsker vi at etablere nogle relationer, som anerkender denne forbundethed. Uanset hvad vi foretager os, for eksempel bare at trække vejret, så deles vi om partikler og atomer. I projektet laver vi nogle rituelle praksisser, som handler om de allermest basale behov, vi som mennesker har; næring, varme og søvn. Og som forbinder os som mennesker.”

“Men vi er også interesseret i, hvordan det relaterer sig til den her omverdens-tanke. Hvad sker der, hvis vi forholder os ærefuldt eller respektfuldt til et tæppe, der varmer os, eller har en ærefuld relation til det, vi spiser. Hvis vi har en rituel tilgang til det, kan vi så transformere vores forhold til omgivelserne?”, spørger Kristine Agergaard.

Gennem de næste par måneder vil der over fem weekender være forskellige rituelle øvelser; workshops, hvor alle kan deltage. De bygger op til det endelige ritual, som vil være en decideret koreograferet performance. Der vil blive bygget en ovn på Mariapladsen, hvor der kan bages brød og laves keramik, og der vil blive arbejdet med tekstiler; med tæpper og søvn.

Derudover bliver der lagt nogle performative elementer ind over disse workshops i samarbejde med lydkunstner Tilde Fjord Madsen. I hver af disse procesorienterede workshops bliver det sanselige møde med materialet det centrale igennem rituelle øvelser. Ritualet har J&K brugt før i deres kunstneriske praksis, og for dem repræsenterer det en anden måde at gå til og være i vores omgivelser på:

“Ritualer er magtfulde redskaber til at afprøve bestemte handlinger,” fortæller Janne Schäfer, som er hastet ind udefra. “De giver os denne specifikke ramme, hvor man retter opmærksomheden mod noget. Et ritual er et defineret rum, hvor du gennem øvelse kan ændre en vane eller finde nye måder at handle på. Noget som du til at begynde med kun kan gøre i den rituelle form, ikke i hverdagsformen.”

“Ligesom det kan give en højere bevidsthed om en bestemt handling eller gøremåde,” indskyder Kristine.

“Der er meget viden om den globale situation, og hvad der er galt,” fortsætter Janne. “Men hvordan transformerer man denne viden ind i en praksis eller handlemåde? Et ritual kan være et godt redskab til at bryde ind i vaner og manifestere en ændring på et mere kropsligt eller molekylært niveau. I ritualet foretager man en ny handling i en form for ramme, som man langsomt kan integrere i sit liv.”

At bruge ritualet i en kunstnerisk sammenhæng indbefatter for J&K også humoren, det absurde eller overraskelsen; greb der virker tilbage på selve handlingen og det meditative aspekt og skaber tænkninger eller perspektiver omkring materialer, omgivelser og medmennesker.

“Dét, vi synes, er væsentligt, er, hvordan man kan skabe nogle nye praksisser. Og det gør det også spændende at arbejde rituelt i det rum for ritualer, som kirken er,” siger Kristine, før jeg igen bevæger mig gennem gården, nu tømt for barne- og klapvogne.

Nervøsitet

“Det er spændende, at kirken og kunsten kan være sammen om at stille nogle samfundsrelaterede spørgsmål,” fortæller præst i Mariakirken, Lise Rasmussen, over telefonen. “Da jeg gik rundt og arbejdede med denne her idé i mit eget hoved, havde jeg lige set Ai Weiweis værk med alle redningsvestene på Charlottenborg. Værket hed Solopgang og var en opfordring til at have fokus på flygtningekrisen. Det, synes jeg, var en fin måde at bidrage til en samfundsdebat på; at vise noget, som vi kan tænke over, uden at det bliver partipolitisk eller skaber skarpe holdninger, man enten kan tage eller afvise, som man ofte ser det i en debat.”

Der har været en vis nervøsitet både fra kunstnernes og fra kirkens side omkring samarbejdet. For kunstnerne handler det om at træde ind i et kirkeligt rum med deres kunstneriske praksis – og netop ikke blive et liturgisk redskab eller illustration til kristendommen. Og fra kirkens side handler det om ikke at give køb på sig selv; det der for en del år tilbage fik betegnelsen ‘spaghettigudstjenester’.

“Jeg ser det meget som et dialog- eller samskabelses-projekt, og i samskabelsen er man ligeværdige partnere,” fortæller Lise Rasmussen, som tidligere har beskæftiget sig med interreligiøs dialog, det vil sige dialog på tværs af religioner.

“Man taler også om diapraksis. At selvom vi tror på noget forskelligt, kan vi godt have et fælles formål. Jeg synes, at der er meget integritet i at mødes i et projekt og arbejde tværfagligt, hvor vi er enige om noget, selvom vores udgangspunkt er forskelligt,” slutter hun.