Kunstneren møder sit publikum – om vigtigheden af den kunstneriske samtale

Det er vigtigt, at vi som kunstnere ikke alene overlader det til formidlerne at beskrive vores projekter. Vi må benytte de chancer, der gives, til at sprogliggøre, hvad vi foretager os og dermed tage ejerskab over det indhold, som vi hver dag investerer vores liv, tid og tanker i.

Ved et tilfælde faldt jeg for nylig over en lommefilosofisk artikel på nettet med overskriften 7 Ways to Make Your Next Artist Talk Painless, Entertaining, and Successful. Skribenten gav syv gode råd ud fra den noget overraskende antagelse, at det at fortælle om sig selv og eget arbejde var pinefuldt for de fleste kunstnere, og at den slags situationer overvejende handler om promovering.

Det er dog ikke mit umiddelbare indtryk, at kunstnere generelt har modstand imod at tale om sig selv. Personligt har jeg i hvert fald ikke – og så synes jeg for det meste, at det er interessant at høre andre kunstnere fortælle om deres projekter. Netop fordi disse samtaler også omhandler tvivlen og overvejelserne.

Artist Talks repræsenterer en anden måde at mødes på end spektakulære ferniseringer, som naturligvis er vigtige og hyggelige markeringer og fejringer af, at værkerne er færdige og klar til at møde verden – og hvis der er vin nok, bliver det helt sikkert en rigtig god aften. Men ofte er socialiseringen og samtalerne ved disse lejligheder, hvis vi skal være helt ærlige, fuldstændig løsrevet fra objekterne.

På samme måde som det kan være yderst givende at cykle hen og tage en kop kaffe med en kunstner, som selv passer sin udstilling på et ikke-kommercielt udstillingssted og høre hende fortælle om nærværende, tidligere og kommende værker, er det tit virkelig interessant at høre kunstnerne selv formidle deres ideer og processer ved diverse kunstnerforedrag. Ved disse lejligheder kan man både komme bag om værkerne og tættere på sine kollegaer og publikum.

At mødes i værket
De fleste udstillingssteder, museer og institutioner har forstået værdien af den type arrangementer og også akademierne holder talks, som er åbne for offentligheden fx hvis en international kunstner kommer forbi. Senest holdt den tyske kunstner Judith Hopf et oplæg på Det Kongelige Danske Kunstakademi for en fyldt sal i forbindelse med hendes udstilling på Statens Museum for Kunst. I det hele taget er der hele tiden masser af tilbud om at komme i dialog med mange forskellige kunstneres praksisser.

På mindre lokationer er der mulighed for at eksperimentere med formen. På udstillingsstedet I meter I er de meget optagede af den kunstneriske samtale. Her medvirkede jeg en eftermiddag sidste år i en meditation over de udstillede værker på udstillingen I would prefer not to, hvor de besøgende bl.a. havde mulighed for at byde ind med tanker om værkerne, inden kunstnerne selv fremkom med deres overvejelser. Der opstod mange interessante samtaler i en behagelig atmosfære i rammen af det til lejligheden udviklede meditative koncept.

For nogle uger siden skilte kunstneren Camilla Nørgaard sit værk ad foran publikum på udstillingsstedet Pirpa i Valby, medens hun samtidig redegjorde for tilblivelsesprocessen. Denne sidste dag på udstillingen dekonstruerede hun værket i dialog med de fremmødte, hvilket føltes som en yderst generøs og modig gestus. Ved at byde os andre med ind i hendes kunstneriske handlinger og grundige overvejelser levede kunsten i mødet mellem objekter, kunstnere, kollegaer og publikum, og der opstod nogle virkelig fine diskussioner.

Flad struktur
For publikum er der ved artist talks lejlighed til at komme bag om værkerne og forstå en proces, og for kunstnerne gives en mulighed for at uddybe deres praksis, få respons og fx spejle sig i andre fagligheder. Ved at samtale med eksempelvis musikere, forfattere, videnskabsmænd, skolelærere eller bagere kan man pludselig se sit eget værk i et nyt lys, som måske kan åbne op for nye muligheder.

I det billedkunstneriske felt, som i forvejen har foldet sig ud i alle retninger, er det meningsfyldt hele tiden at definere, diskutere og få nye perspektiver på projekterne samt åbne op for tværæstetiske samarbejder. For mig at se er der ingen modsætning imellem at have en flad struktur i det udøvende miljø, hvor mange har en stemme, og så samtidig holde et højt kunstnerisk niveau – tværtimod. Jeg er sikker på, at der bliver skabt bedre værker, hvis vi øver os i de kunstneriske diskussioner, også efter vi har forladt uddannelsesinstitutionerne – om ikke andet får vi en mere interessant kunstscene i et fagområde, hvor man desværre må sige, at arbejdet oftest “bærer lønnen i sig selv”.

Desuden er det vigtigt, at vi ikke alene overlader til formidlerne at beskrive vores projekter. Vi må benytte de chancer, der gives til at sprogliggøre, hvad vi foretager os og dermed tage ejerskab over det indhold, som vi hver dag investerer vores liv, tid og tanker i. Heldigvis virker det som om, at de nye generationer, der kommer ud fra akademierne, er godt uddannede i at reflektere, formulere og dele deres processer, hvilket giver gode muligheder for at balancere dialog og autonomi.

Indhold frem for strategi
På en lille kunstscene i et lille land hvor alle tror, at de kender alle, gør man verden større ved at lytte til nogle andre end dem, man lige plejer at udstille med eller dele værksted eller kontor med – og så skal vi iøvrigt også øve os i samtalerne med folk udenfor vores eget fagområde. Det skaber forståelse for faget og afmystificerer forestillingen om kunstnerne som personer, der beskæftiger sig med unødvendigt og uforståeligt luksus.

Som et ekstra bonustip i artiklen 7 Ways to Make Your Next Artist Talk Painless, Entertaining, and Successful gives følgende råd: “Vær altid forberedt på at møde gallerister, potentielle samlere og kunder. Du bør altid præsentere dig professionelt. Dette omfatter alt fra hvilken kjole, du har på, til at have visitkort til rådighed og lister over dine tilgængelige værker ved hånden.”

Nu er det heldigvis de færreste, som tager den slags artikler alvorligt og alting er selvfølgelig afhængigt af den givne kontekst, men i mange situationer er det altså mere passende at lade visitkortet blive i baglommen og glemme den “professionelle” attitude og være åben overfor situationen. Det, jeg prøver at sige, er, at vi må have modet til at have en levende og åben kunstscene hvor samtalerne og indholdet fylder mest. Så løfter det hele sig op over hvem der udstiller hvor og hvorfor. Vi begynder at diskutere værkerne og udvikler os i fællesskabet.