Kunstneren og etnologen

Museet som offentligt rum
Kerstin Bergendal har i en række projekter været optaget af de rum, vi deler i vores samfund –  de såkaldt ’offentlige’ rum. For eksempel biblioteker, parker og legepladser. I den aktuelle udstilling på Kunsthal Brænderigården i Viborg bruger hun sin undersøgende og lokalinddragende metode på fænomenet ’det kulturhistoriske museum’. Kan man som kunstner supplere og udfordre den måde, som kulturhistoriske museer indsamler og dokumenterer deres viden om tingenes og befolkningens tilstand?

Der findes omkring 70 kulturhistoriske museer i Danmark, der er underlagt museumsloven og som dermed har hver deres definerede indsamlingsområde. Den typiske arbejdsopgave for de kulturhistoriske museer er at dokumentere og formidle den del af landet og befolkningen, de repræsenterer. Kerstin Bergendal har i kunstprojektet Tyve Dage i Viborg – en Rejse samarbejdet med Viborg Museum, hvis ansvarsområde er Viborgegnen og dens mennesker.

I en introduktionsvideo på  udstillingen fortæller Viborg Museums etnolog Rikke Johansen Smidt, der har været Bergendals rejsefælle på turen, om museets sædvanlige indsamlingsmetode. Den er typisk afhængig af, at folk kommer til museet og afleverer genstande, som de mener har værdi og interesse for eftertiden. Det betyder, at der en tendens til at bevare og dokumentere det særlige og velbevarede, men langt sjældnere for eksempel det slidte tøj og de historier, der er knyttet til det.

Tilfældighedens smukke princip
Den første deltager i Bergendals fortælling er udvalgt efter et tilfældighedsprincip – han stod i kø sammen med Johansen Smidt ved en kiosk i Viborg. Og jo, han ville gerne invitere de to interesserede kvinder hjem, så de kunne se hans hjem, tage fotografier af det og siden interviewe ham om de ting og historier, hans særlige sted indeholdt. Han udpegede så den næste deltager, der igen pegede videre til endnu en. Og så fremdeles: 20 dage, 20 mennesker, 20 historier.

På Kunsthal Brænderigården kan man bladre i arkivkasser med Bergendals fotografier, der viser detaljer og ting fra deltagernes hjem og deres omgivelser. Og på 20 skærme kan man se og høre korte samtaler mellem Bergendal og viborgenserne, der tager udgangspunkt i fotografierne og de minder og livsforløb, der er knyttet hertil.

Skæbnefortællinger
Gider man så høre om alle disse almindelige menneskers almindelige liv? Ja, det gør man. Navnlig når der kommer personlige skæbnefortællinger på bordet, bliver man hængende i ørebøfferne. Og der er klippet, redigeret, indsat stills og tilført lyd, så man ikke keder sig. Og Bergendal udnytter, at hun som kunstner har lov til at stille ledende spørgsmål og foreslå konklusioner – og ikke er underlagt etnologens forsøgsvise objektive, registrerende funktion.

På mange kulturhistoriske museers hjemmesider kan borgere allerede indsende fortællinger om deres liv og dermed lade deres erindringer indgå i samfundets fælles, museale hukommelse. Og moderne kulturhistorikere er generelt meget bevidste om ikke bare at indsamle og forske i fine ting fra stadsestuen, men også dokumentere immateriel kulturarv og hverdagsliv. Forskningsområdet ‘Visuel antropologi’ bruger film og billeder til at udforske – og altså ikke bare dokumentere – forskellige kulturer (se fx sitet www.visuelantropologi.dk).

Kunstneren og etnologen
Bergendals metode er for så  vidt ikke fuldstændig fremmed for moderne etnologer, antropologer og andre kulturforskere. Men hendes styrke som kunstner er evnen og viljen til at være til stede og ikke være bange for at styre de tilfældige møder, der opstår. Hun zoomer ind på detaljer og panorerer over hele livsgerninger. Projektet er derfor interessant ikke bare som 20 portrætter anno 2013, men som en diskussion af etnologens og kunstnerens forskellige faglige råderum. Det handler for mig at se mindre om kunstneren i rollen som etnolog, men mere om at vise det meget personlige samtalerum, som etnologen nok er interesseret i, men af faglige grunde ikke tør/vil betræde – i hvert fald ikke uden kunstnerisk ledsagelse.