Kunstnerisk krydsfelt i bogform
Påvirket som kun et menneske kan være er titlen på et nyt bogværk af lydkunstneren Konrad Korabiewski og billedkunstneren Litten.
Påvirket som kun et menneske kan være er titlen på et nyt bogværk af lydkunstneren Konrad Korabiewski og billedkunstneren Litten.
info
Møllegade 8a
2200 København N
Mandag - fredag 14 - 18
Lørdag 11 - 16
De to kunstnere, Korabiewski og Litten, har med Påvirket som kun et menneske kan være skabt et værk, der undersøger et grænseland mellem kunstarter og medier, et bogværk, der stiller spørgsmål til sin egen plads i et moderne mediepublikums bevidsthed, og et værk, der påvirker (som måske kun et menneske kan påvirkes).
De har skabt en forrygende forunderlig oplevelse, der i bogstaveligste forstand er noget ud over det sædvanlige.
Elektronisk analogt
Bogværket bliver leveret med en lille adapter, der ligner en mobillader og har et stik til hovedtelefoner. Der skal med andre ord strøm til bogen, før det endelige værk kan folde sig ud.
Men undertegnede bladrede første gang bogen igennem uden strøm og dermed uden lydside; gik på opdagelse i udfordringer af perspektiv og fornemmelser for struktur mellem fingrene. Oplevelsen kom dog til at virke en kende overfladisk, og jeg sad mere eller mindre upåvirket tilbage.
Ved andet gennemsyn, nu med lyd, ramte oplevelsen et sted midt mellem skulderbladene – volumenkontrollen var forindstillet på max, det omgivende rum gled i baggrunden på en anden måde og oplevelsen tog en helt ny drejning.
Blikket strejfede med jævne mellemrum den slukkede computer på bordet ved siden af bogen – og forundringen over bogen som kilde til den elektroniske lyd forvirrede sanserne.
Ildevarslende og dagligdags
Lydsiden er til tider dyster, ildevarslende med dyb bund, til andre elektronisk klikkende og knasende og til helt tredje tider dagligdags summende og supermarkedshøjttaleropråbende.
Lydsporet fungerer i perioder som soundtrack til den visuelle oplevelse og i passager er forholdet vendt om. Forløbet tilpasses og times af elektronisk udstyrede faneblade, der opdeler det visuelle forløb i kapitler og samtidig fungerer som skiftet til næste track på lydsiden.
Mennesket i centrum
Som titlen antyder, er det mennesket det drejer sig om; det er menneskets forhold til verden og omvendt. Nogle steder er mennesket et ”du”, der ”skal men ikke må” i en tekst, men det er også menneskelignende skikkelser i papirklip filtret ind i hinanden og mennesker isoleret på fotografier omgivet af collager af mørk melankoli.
Men nok så vigtigt er ”mennesket” læseren selv. Det er forholdet til værket, den konkrete indvirkning på lydsiden og besværet med at læse den gennemsigtige tekstside om Føtex og Superbest fra den forkerte side.
Teknologisk logisk
Dette tværæstetiske- og teknologiske modstrøms-pionerprojekt skuer på én gang fremad og bagud og befinder sig i sin egen tidslomme. Lige så vel som læseren falder ned i et hul af oplevelse, der på én gang er digitalt og udpræget analogt. Oplevelsen prikker til et og andet: Et traditionelt medie udfordres, men ikke, som det som regel er tilfældet i disse tider, af en udvikling mod tilgængelighed.
Der er ikke tale om en udfordring i det teknologiske fremskridts navn. Tværtimod udfordres fremskridtet af en udgivelse der fordrer fordybelse (og en stikkontakt) og ikke kan kopieres i det uendelige, flyttes fra medie til medie og gøres tilgængelig for hele verden ved en simpel manøvre.
Håndlavet berettigelse
Værket er et udpræget eksempel på, hvordan helheden i sandhed er større end summen af enkeltdelene. Det visuelle udtryk er usammenhængende og mangfoldigheden af elementer ser umiddelbart ud til umuligt at kunne samles i et helstøbt værk.
Det mangfoldige hav af dele og medier samles af kunstnerne selv og udkommer i yderst begrænset oplag og får liv – og måske også sin berettigelse – i kraft af nærheden mellem afsender og værk og læser, og ikke mindst i kraft af kombinationen af medier, der udgør den helt bestemt unikke oplevelse og den kommentar, der ligger uudtalt deri.
Fakta
bog
Påvirket som kun et menneske kan være
8 okt 2010
Litten, Konrad Korabiewski
Fakta
Værket udkommer på Geiger Records d. 8/10 2010.
Pris: 2000,-
Teknologien er udviklet i samarbejde med kulturforeningen Pappagallo, og projektet er støttet af Dansk komponistforenings produktionspulje, Kodas nationale midler, Kodas kollektive båndmidler og Statens Kunstfond.
Litten (f. 1977) har studeret på bl.a. Danmarks Designskole (2003-2008) samt Hellerup Tekstil Akademi. Fra 2007-2008 har hun haft arbejdsophold og praktik i Berlin hos tekstilkunstner Tina Ratzer. 2008-2009 arbejdsophold på Hirsholmen. Derudover har Litten deltaget og udstillet på:
Kunstnernes sommerudstilling (2001), DIEM (Århus, 2009), Bst (Esbjerg/Ribe), Kulturhuset (Ølgod), Debutantudstillingen (Silkeborg), Rebeller & Ikoner (Skagen, 2006), RE:New Digital Kunst Festival (København, 2009), COP15 / The EFFECT (København, 2010) m.fl.
Polsk/danske Konrad Korabiewski (f. 1978) arbejder med lydkunst, elektroakustisk kompositionsmusik og tværkunstneriske medieprojekter. Han har studeret ved Det Jyske Musikkonservatorium, Århus, og har spillet koncerter i det meste af Europa, bl.a. på Copenhagen Jazz Festival samt Norberg-, Lyd+Litteratur- og Wundergrund-festivalerne. Han er født i Polen, men har boet i Danmark siden 1991.