Kunstnerne modarbejder sig selv

”Selvfølgelig kan kunsten kommunikere, for hvis ikke den kunne det, så havde vi slet ikke kunst.” Det er den indledende tilkendegivelse fra billedkunstner Elisabeth Toubro, men der følger en del forbehold.

Toubro er formand for Kunstrådets Billedkunstudvalg. På den post har hun blandt andet arbejdet for at sætte formidling på dagsordenen, for selvom det kunstneriske udtryk i sig selv er en kommunikationsform, er det ikke ensbetydende med, at kunsten bliver formidlet godt nok.

Overfladisk behandling
Hun mener, at medierne behandler billedkunsten utroligt overfladisk. Til gengæld har kunstnerne fået nye muligheder på de netbaserede platforme, som formidler samtidskunsten, og det ser hun som et kæmpe løft og en ny frihed for kunstnerne.

Forskellen er dog, at den slags skal man som læser opsøge aktivt, og formidlingen når ikke ud til den brede befolkning.

”Men spørgsmålet er, hvor bredt man nogensinde har formidlet,” siger Toubro og uddyber, at der nok altid har været en vis barriere mellem billedkunsten og offentligheden.

Pisseligeglad med betragteren
”Men kunsten er jo også blevet vældig… vældig…” og der går Elisabeth Toubro i stå, for hun vil ikke sige hverken lukket eller indspist, men hun mener, man kan tale om, at kunsten har malet sig selv op i et avantgardehjørne.

”Avantgardens opgør er blevet til en evig jagt på det nye,” forklarer hun. ”Vi har gjort så meget op med det, der skete i går, og for en halv time siden, så det bliver dét, der er kampen i mange kunstneriske projekter. I den kamp er man pisseligeglad med, om der er en uindviet betragter på den anden side. Dem, man egentlig henvender sig til, er de andre kunstnere.”

Her mener Toubro, at man som kunstner bliver nødt til at medtænke, at der er en betragter på den anden side.

”Det får jeg nok på hattepulden for at sige, for når man siger den slags bliver man lynhurtigt beskyldt for at tænke oplevelsesøkonomisk.” Toubro mener, at man må tage i betragtning er, at der for tiden er et kæmpemæssigt kulturudbud, og det er kun de særligt interesserede, der ser bare en brøkdel af det.

”Nu læser jeg jo en fantastisk masse ansøgninger,” fortæller hun om arbejdet i Kunstrådet. ”Der kan jeg se, at der er en masse unge kunstnere, der i virkeligheden arbejder med ting, som er vigtige for almindelige borgere.” Hun peger på, at det kan være alt fra klima og bæredygtighed til den menneskelige eksistens og identitet. Det er alt sammen ting, der optager kunstnerne.

”Men borgerne føler sig ikke fanget af de kunstneriske udtryk, de føler sig nærmere ekskluderet. Det synes jeg er meget sørgeligt.”

”På den ene side synes vi som kunstnere, at vi har noget vigtigt at sige til samfundet. På den anden side så sætter vi dem af, som vi egentlig skal kommunikere med, ved at bruge et formsprog, der er så avanceret og så avantgarde, at betragterne ikke føler, at de kan finde nogen som helst stier ind i kunstværket. I den situation modarbejder vi os selv.”

Kunstnerne må selv finde en løsning
Toubro mener, at man må tage et opgør med tankegangen om, at kunstneren skal forsage verden og ikke har nogen forpligtelse til at formidle, fordi alt, der skal udtrykkes, ligger i selve værket. Hun er af den overbevisning, at kunsten har et behov for at kommunikere til andre end kollegerne på kunstscenen.

”Jeg tror, kunstnerne selv skal gå ind og se på, hvordan løser vi det her indefra i det kunstneriske udtryk. Vi må finde en løsning på det, som vi ikke selv synes er overfladisk, men ligger i forlængelse af vores udtryk og bliver en bevidsthed som er en naturlig del af det vi gør."

Take it or leave it
"Hvis vi bare siger; jamen jeg får udtrykt det, der er vigtigt for mig, take it or leave it, så er der mange, der vil sige; okay, leave it," lyder det fra Toubro.

Hun medgiver, at der er områder, hvor folk kan komme til at leve af sin kunst og blive både rige og berømte, selvom de laver noget, som folk i almindelighed ikke kan forstå, men når man taler om den samlede kunstscene, er det ikke helt nok.

”Det vi taler om her er jo, hvordan verden i en bredere forstand, virkeligheden, medierne, kunne have interesse i at kommunikere det her videre, som vi jo synes er dødvigtigt. Det vil ikke ske, før vi selv tager formidlingen med som et parameter.”