‘Kunstnerne ved oftest bedst’

Med udstillingen “Dear…” har David Risley vendt vrangen ud på den gængse funktion for galleriet i Bredgade.

“Normalt handler en udstilling om, at man vil vise og lære publikum noget,” lægger David Risley ud. “Men her handler det i stedet om at bruge galleriet som værktøj til at lære mig selv noget,” forklarer han.

“Hvordan passer jeg ind?”
Galleristen flyttede fra London til København for et års tid siden, og mens andre immigranter kæmper med at beherske en perfekt udtale af “rød grød med fløde”, har en tilpasning til det ganske danske istedet gjort det nødvendigt for Risley at lære sin kunsthistorie forfra.

For selvom han betragter København som en meget internationaliseret kunst-by, er der mange af de danske kunst-koryfæer, som han aldrig havde hørt om på den anden side af Nordsøen.

“Jeg ville bruge denne her udstilling til at lære mig noget om hvor jeg er, hvad der sker her, og hvordan jeg passer ind i det – hvis jeg gør det,” forklarer David Risley.

At stole på en maler
For at arrangere en udstilling med dansk maleri, måtte galleristen acceptere sine egne begrænsninger og vende sig mod nogen, han har tillid til: Kunstnerne selv.

“Det handler om at stole på kunstnerne, og på at de i virkeligheden oftest ved bedst,” forklarer han om motivationen for den række af kunstner-invitationer, der har formet udstillingen. Risley inviterede en maler, som anonymt inviterede en anden maler og sådan fortsatte prikkelegen, indtil den samme kunstner blev spurgt for anden gang.

Uventet bredde
David Risley troede, at han med udstillingen i et eller andet omfang ville kunne fremsætte en samlende karakteristik af typisk dansk maleri lige nu, men han blev klogere.

“Når man ser på, hvad der er kommet ud af København i de seneste år, er der meget af en bestemt sensibilitet, meget grafisk, fladt maleri,” siger han og fortsætter med en armbevægelse mod udstillingsrummet:

“Det er der jo slet ikke noget af her.”

Han er tilsyneladende oprigtigt, positivt overrasket over det alsidige resultat af invitationerne. I forsøget på at sætte én betegnelse på dansk maleri bliver det derfor kun til et gentaget:

“Der er jo SÅ meget forskelligt.”

Kunstscenen sat fri
Den store variation af stilarter i udstillingen viser ifølge David Risley, at kunstnerne ikke bare har inviteret sidekammeraten fra akademiet eller den gode ven, man plejer at udstille sammen med. De meget forskellige malere er alle forbundet gennem beundring og respekt for hinandens arbejde.

“Udstillingen afspejler, hvad der sker, hvis du lader systemet passe sig selv,” siger han.

Han mener at også publikum og kunstnerne selv er blevet overraskede over, hvor stor forskellighed der dukker op, når man sætter systemet i frigear.

“Det viser jo bare, at der sker en hel masse,” lyder det fra Risley. Dermed ikke sagt, at nogle stilarter har været undereksponerede, mens andre helt har domineret scenen.

Posen er blandet
“De fleste af kunstnerne her bliver jo vist regelmæssigt,” påpeger han og uddyber, at vi bare ikke er vant til at se dem sammen.

Risley mener, at de anonyme invitationer går på tværs af etablerede netværk, og det er i den manøvre, at alsidigheden i dansk maleri bliver tydelig.

For selvfølgelig er den danske kunstscene præget af forskellige netværk af kunstnere og gallerister med hver deres dagsorden og interne konflikter. Sådan vil det være i en hvilken som helst by, men med London som sammenligningsgrundlag bemærker David Risley, at det er særligt tydeligt i København, ganske enkelt fordi kunstscenen er så meget mindre.

Den nye dreng i netværket
Som nyankommen i systemet beskriver David Risley sig selv som den naive knægt, der navigerer på den danske kunstscene uvidende om og uanfægtet af de eksisterende spændinger og konflikter.

Det er svært at forestille sig, at de udstillende kunstnere ikke har afsløret for hinanden, hvem der inviterede hvem. Men David Risley holder kortene tæt ind til kroppen og vil hverken løfte sløret for, hvem han sendte den første invitation til, eller hvem der blev inviteret to gange.

Til gengæld vil han gerne eksperimentere videre med kunstscenens netværk.

“Jeg vil gerne lave en ‘Part Two’ af udstillingen,” fortæller han. “Så vil det være interessant at se, om invitationerne ender det samme sted, eller om resultatet bliver helt anderledes.”