Kunststøtten lander mellem to stole

Sommerens polemik om hvad kunsten og kunstnerne kan og skal, viser yderpunkterne i kunstdebatten. Pia Kjærsgaard vil helst være fri for alt det grimme, det provokerende, det nøgne og ikke mindst det venstreorienterede. Hun vil have sund og opbyggelig kunst for folket. Kunsthistorikeren Mikkel Bolt mener stik modsat, at dansk kunst er blevet harmløs, navlebeskuende og ramt af ukritisk leflen for kunstscenen og markedet – og at avantgarden har begået selvmord.

Julius og armslængden
Et sted imellem de yderpunkter ligger hverdagen, hvor Statens Kunstfond og Statens Kunstråd, afgør hvilken kunst der støttes. Da Statens Kunstfond blev oprettet i ‘65 var der også voldsom debat om kunststøtten, men i det store hele blev kunsten anset for et nødvendigt samfundsanliggende. Systemet var enkelt og den kulturpolitiske udmelding fra Danmarks første kulturminister, Julius Bomholt var klar; Staten skulle støtte, men ikke dirigere kunsten. Det er et smukt princip, men det ville samtidig være naivt, at tro at kunststøtten kan holdes fri af politiske interesser.

Falskt Alibi
I dag er kunststøttesystemet langt mere kompliceret og som formanden for Statens Kunstråd, Mads Øvlisen siger, så savnes der en politisk erkendelse af hvorfor man støtter kunsten. Kunstrådet selv har sat fokus på globalisering, kommunerne, børn og unges møde med kunst og formidling. Alt sammen vigtige dele af en samtidig kulturpolitik, som Kulturministeriet burde tage sin aktive del af arbejdet med.
Faktisk uddeles langt den største del af Kunstrådets midler ikke af Kunstrådet, men af dets kunstfaglige udvalg. Støtten går direkte til konkrete ansøgninger om projekter indenfor billedkunst, musik, litteratur og scenekunst. Det er her tyngdepunktet i Kunstrådets støttefunktion ligger og skal ligge.

Ufrie midler
Kunstrådets frie midler, som oftest er det der diskuteres i medierne, er faktisk forsvindende små, hvilket også betyder at de tværfaglige satsninger er underfinancierede fra starten af. Der er gode perspektiver i dem, men Kunstrådets fokus flyttes gradvis fra kunstarterne, til opgaver som man faktisk ikke har midler til at løfte. Det er naturligt for Kunstrådet, at udvikle initiativer på vegne af alle kunstarterne – men det er en umulig opgave, der bliver til en halv gestus, når pengene mangler og det værste er, at det kommer til at fungere som alibi for kulturministeriets manglende investering i brede kunstpolitiske initiativer.

Vækstgrundlaget under pres
Statens Kunstfond og Statens Kunstråd er under konstant politisk og økonomisk pres. Selvom regeringen selv skabte den nye struktur i 2003, får kunststøtten ikke meget politisk opbakning. Kunststøttesystemet er Kulturministeriets stedbarn og det er udsat. Det seneste bevis er, at Kunstrådets handlingsplan for 2007 -2011 nu bliver saboteret. Med et pennestrøg er financieringen på godt 10 mio. til huskunstnerordningen og de billedkunstneriske grunduddannelser, strøget af finanslovsforslaget. Kulturministeriet er tavst, selvom begge ordninger netop har fået topkarakterer i en landsdækkende evaluering. Man har altså nedsat et Kunstråd, som skal rådgive Kulturministeriet, men hvis handlingsplaner man ikke respekterer.

Et af de områder, der nu bliver sørgeligt forsømt er talentudviklingen og ikke kun for børn og unge, også støtten til yngre kunstnere og hele den non-kommercielle kunstscene udenfor institutionerne forsømmes. Det runger hult at tale om det kreative Danmark, hvis politikerne ikke har tillid til sine egne faglige rådgivere og ikke har vilje til at investere langsigtet.