Kunststorm

Her er en fortælling om et sommerhus, der først blev raseret af en storm for siden at genopstå som kunstværk og rum for æstetiske undersøgelser og oplevelser.

Slumstormere, kaldte man dem, som under boligkrise i 1960erne og 1970erne tilegnede sig byens uanvendte og nedslidte ejendomme, for at flytte ind i dem og bo i dem. 1980ernes BZ-bevægelse handlede også om at tilegne sig forladte ejendomme, og nu var aktiviteten også politisk.

Men i et sommerhusområde i Odsherred, Korshage nær Rørvig, handler det hverken om boligmangel eller protest, her er det ikke mennesker, som flytter ind, det er den æstetiske nysgerrighed, som er flyttet ind og rykker rundt på tingene.

Lad os kalde dem kunststormere. Bygningen, som får den megen opmærksomhed, er et kystnært sommerhus af træ, som i efterårsstormen 2013 blev gennemskyllet af havet, så vinduer og døre faldt ud, taget sank i den ene side og inventaret blev spredt.

Det var nogens sommerhus og er stadig nogens sommerhus, men da stormen havde raset, blev det gennemskyllede hus et udflugtsmål, og billeder cirkulerede på sociale medier. Det var billeder udefra. Det var trods alt nogens private ejendom. Men nogen gik også indenfor.

Jeg gik indenfor, fordi huset begyndte at tage sig anderledes ud, som om det sugede løse brædder til sig og prustede sanddynger væk. Der kom billeder på væggene! Fotos og malerier. Væk var tandbørster og kaffestel. Huset rummede ikke længere private ejendele, disse var sikkert blevet fjernet af ejerne, og nu stod huset som en skal på stranden, hvor mange kommer forbi.

Flabet overskud
Kunststormen på Korshage er ikke protest, det er poesi. Tilegnerne har ikke taget sig af huset for at bo der, de har taget sig af huset for at bevare det og lave, ja, lad os bare sige et lille midlertidigt kulturhus. Midt på stranden. Uden kommunal bevilling og fondsmidler. Med fri entre. Det er både overskudsagtigt og flabet, sådan at tilegne sig et sted.

Det er interessant, og jeg tillod mig at skrive om huset i Weekendavisen (#33 den 14. august 2015), hvor artiklen blev sat op overfor en anmeldelse af et større kunstprojekt på stranden ved Arken og en omtale af Charlottenlund Søbad. Hver artikel havde et billede af en trækonstruktion og noget hav, og i opslaget var det påfaldende, at den uinviterede kunst også kalder på opmærksomhed.

I artiklen skrev jeg om kunststorm, afledt af det engelske art squad, som beskriver, når kunstnere, uden tilladelse, laver en udstilling et halvoffentligt sted eller i en forladt ejendom.

Et levende kunstværk
Kunstnerne læste artiklen, skrev og ville gerne mødes. Over en kvædete berettede de om omfanget af indsatsen. Om, at de også havde været i kontakt med ejerne af huset, men at de var gået forbi hinanden, at kunstnerne alligevel fortsatte deres aktiviteter, og at der tilsyneladende hen ad vejen er opstået en stiltiende accept.

Kunstnerne er Casper Aguila Christoffersen og Frederik Næblerød, sidstnævnte studerer ved Kunstakademiets Billedkunstskoler. For dem er det et kunstprojekt, som ikke vil afsluttes. Denne måned, marts 2016, viste de en film om huset på Centro Culturale Indipendente – Ritmo på Sicilien. Filmen hedder My Friend the Wind og er også med på den aktuelle Charlottenborgs Forårsudstilling.

På havets præmisser
Huset ligger på stranden. Går man en tur ved kysten, skal man slå en bue for ikke at gå igennem det. Grunden har tilhørt digteren Kai Hoffmann (1874-1949), som ønskede et sted, hvor der kunne skrives digte for en ny tid. Det skulle i årene efter Første Verdenskrig være et samlingssted for kolleger. Hoffmanns hus, fra 1919, blev i 1970erne spist af havet. Det nuværende hus er opført længere inde på kysten, men er stadig meget kystnært.

Under terrassen ligger en vinduessprit, for nogen kommer jævnligt og pudser ruderne og spejlene. Spejlene viser den udstrakte kystlinje og havet. Spejlene forstærker husets placering mellem elementerne.

De skrå linjer får det faldefærdige hus til at virke stærkere, linjerne peger ud- og opefter. Som en af de første indgreb, satte kunstnerne lysreflekterende folie op. Det på gavlen mod havet fik lov at sidde, men foliet på den front, som vendte ud mod et beboet område, blev fjernet af naboer, som ikke brød sig om, at huset stod og blinkede til dem.

Gallerirum uden personale
Inde i huset er der en fin galleriagtig ophængning, selvom havluften suser ind og gulvet skråner, så er det sat ordentligt op. Casper Aguila Christoffersen har brugt billeder fra sit katalog med fotos fra 2003-2013 med blandt andet en serie med billeder af hjemløse og billeder fra Ungdomshuset og af ungdomskultur i det hele taget.

Enkelte billeder er sat op på en tydeligt nymalet væg. Kunstnerne fortæller, at de med jævne mellemrum har malet væggene.

I løbet af efteråret 2015 flytter større væsener ind. Den lystige djævel, den hovedløse og skabskrokodillen forsvinder senere.

Der har været nogen, også i mørket. Udenfor er der spor efter bålsted. Ofte ligger der også plastikkrus, snackemballage, dåser og tomme flasker. Der er blevet drukket Faxe Kondi og spist chokoladekiks. Men det er, som om dem, som har været på stedet, stort set altid rydder op efter sig og har omsorg for stedet. Her er ingen vagter, intet personale, der tager en runde efter lukketid. Her er faktisk aldrig lukket.

Lemfældigt ejerskab
Det er Frederik Næblerød, som står for de umiddelbare malerier, der ligner tegninger. Billederne bytter plads, nogle er der hele tiden, nogle er tilsyneladende blevet hugget. Og siden returneret. Næblerød ser stort på det, selvom han i andre sammenhænge udstiller på gallerier og kunstmesser.

Udenpå er det vejrbidt sirlighed. Umiddelbart kunne det ligne en skrotbunke, men det er langt fra lemfældigt. Det er bare vinklerne, som er skæve og overfladerne, som er brudte. Store og mellemstore sten er nænsomt stablet til et fundament, der bærer terrassen, som hviler på en rest af gule mursten. Det er praktisk motiveret og baseret på de forhåndenværende materialer, men resultatet er stærkt æstetisk. Som en fin detalje har nogen med hvide sting forsøgsvist repareret sædet i den gamle stol.

Saven hænger inviterende og fristende fremme. Undervejs er den oprindelige blå udskiftet med en, ligeledes rusten, orange.

Okay, jeg indrømmer, at jeg lod min søn og hans kammerat, begge otte år, male en lille kriger på muren. Maling og pensler havde de fundet i huset, og jeg tænkte, at det var i husets ånd, men det er også på sin plads, at kunstnerne, som har taget det overordnede ansvar for huset, malede den blå kriger over, fordi de ønskede at genskabe et mere s/h-farveunivers.

“Hej from Berlin”, står der i et af de ophængte værekr. I begyndelsen af 2016 kommer andre billeder op. Indrammede fotos og collager med neon-tape. Det er kunstnernes bekendte, som i ny og næ også bidrager.

Man støder både på ordnede sten og bemalede sten. De bemalede sten er Næblerøds værk, men de ordnede sten kunne være en gæsts.

Kollektiv omsorg
Der er bladrekataloger, men ikke nogen prisliste. Det er jo ikke en salgsudstilling, det er et kollektivt projekt. Fordi katalogerne ligger fremme, og fordi Caspersen og Næblerød efter nogle måneders aktivitet giver interview til lokalavisen, så ender de med at tage ejerskab over huset. De har ydet omsorg for stedet og har tydeligvis en holdning til, hvad det kan.

Der sker løbende forbedringer og justeringer. Stedet vedligeholdes, her ny trappe. Også den gamle brændeovn er kommet op og har tilsyneladende været brugt, tændvæsken står fremme. Døren med farvet glas er bragt til stedet.

Lysfangerfoliet på gavlen er nu næsten væk. På en frostdag med snepletter er den kulørte glasrude et usandsynligt element, der pynter.

Huset står der stadig, selvom ejerne nu nok river det ned på et tidspunkt. Et skilt fra en lokal leverandør af typehuse giver måske et hint om fremtiden.