Kunsttur København: Livet i en petriskål

Menneskets ubarmhjertige hersken i denne verden er et vedvarende varmt tema i billedkunsten. Lige nu viser tre kunstnerdrevne projektrum udstillinger, som kredser om undertrykkelse, omsorgssvigt og erobringstrang.Der er en simpel, men vigtig lære at hente i en petriskål. Lægger du en bakterie i den, vil du under mikroskopet hurtigt kunne se den formere og sprede sig. Og når den har spredt sig så langt, at alle skålens kanter er erobret, begynder en kamp. En kamp om plads.

Menneskets mutationer i den fælles petriskål, vi kalder verden, er som bekendt noget, vi de sidste år er begyndt at diskutere mere og mere. For under forestillingen om, at kun én organisme kan herske, er vores petriskål begyndt at smuldre.

Vi har brug for nye måder at anskue petriskålen på. Måske har vi endda brug for at udvokse en ny sensibilitet for organismerne omkring os. Men hvordan gør vi det? Tre udstillinger på den kurator- og kunstnerdrevne scene i København tilbyder nye øjne.

Det exceptionelle menneske

Min ovenstående, temmeligt hjemmestrikkede petriskål-allegori er uddestilleret og frit oversat fra videoværket Light, Skin (2016-17) af Keren Benbenisty. Et poetisk og effektivt værk, som står ganske centralt i SixtyEight Art Institutes aktuelle gruppeudstilling med den magritteske titel This is Not an Apricot.

Med omsorgsfulde hænder lægger den israelske kunstner små, livløse fisk frem på rad og lit-de-parade-række. Mens en biolog nøgternt udlægger historien om en enorm fiskemigration, der er observeret og dokumenteret i Middelhavet, siden Suez-kanalen blev indviet i 1869.

Benbenistys ømme behandling af fiskene, som ganske stiltiende smeder en forbindelse til den menneskelige migrationsstrøm samme sted, er blot ét af de slør, som udstillingens værker løfter, i et forsøg på at ruske op i den etablerede, nærmest fastgroede vestlige videnskab og historiefortælling.

Samme gør Pia Rönickes værkserie The Pages of Day and Night (2015), som udspringer af en interesse for den dansk-arabiske ekspedition til Mellemøsten i 1700-tallet, hvor botaniske arter blev indsamlet og arkiveret i det danske herbarium.

I nyere tid, på grund af borgerkrigen i Syrien, er truede arter evakueret og fløjet til den globale frøbank i Svalbard. Mennesket må altså redde naturen fra mennesket selv. Et paradoks, som Rönicke indfanger med poesiens og de pressede blomsters sentimentale sprog: En presset blomst ligger på en opslået side i den syriske poet Adonis’ bogværk af samme titel, mod ordene:

“…I remember journeys when I rose to foreign suns… Seal my secrets… Leave me alone…”

Også Runo Lagomarsino, Candice Lin og duoen Gustafsson&Haapoja fremlægger nye måder at opfatte nogle helt grundlæggende antagelser på, især den om, at mennesket er verdens overhoved. Alt sammen til lyden af Benbenistys lysbilledeshow, som snurrer i hjørnet med billeder af fiskeskin. De skin hun nænsomt har flået af flygtningefiskene i Middelhavet, udskåret i små firkanter og erstattet celluloidfilmen med. Tænk engang, hvor mange nuancer fiskeskin har. Tænk engang, hvor forskellige de er!

This is Not an Apricot, SixtyEight Art Institute, kan opleves til og med 28. september 2019.

Minimal tillokkelse

Fisk, eller nærmere fiskeri, er besynderligt nok også et omdrejningspunkt for Lulu Refn i udstillingen Allure hos C.C.C. på Vesterbro.

På udstillingsplakaten er det sparsomt med detaljer, men et uidentificerbart objekt, koboltblåt og skinnede, lokker med sine hestebønne-agtige antenner og minimale antydning af funktionalitet.

Selvom det blå, hypnotiserende objekt er et værk, som indgår i udstillingen, er det imidlertid ikke at se nogen steder i det hvide kælderlokale. Til gengæld er her en samling af objekter og skulpturer, som optegner konturerne af en praksis, der ligger mig fjernt: lystfiskeri.

To skulpturer ligger uddrejet på gulvet. ‘Lodder’ hedder de på fiskerisprog, men i Refns formgivning er de langt mere end grej. Minimalistiske og grå-metalliske byder de sig til som både balanceakter og strandede sæler.

Bag dem udtoner grå prikker overgangen mellem væg og gulv, som når horisontlinjen udtværes mellem himmel og hav. Og i den anden ende af udstillingsrummet hænger en kuppel af plexiglas udspændt i metalwires mellem gulv og loft. Som den lille forordning på fiskesnøren, der dovent ligger og duver i vandoverfladen, indtil uregelmæssige ryk markerer, at der er bid.

En hylde formet som en langstrakt arm udmunder i en hånd på bagvæggen. I hånden ligger et halveret og smeltet porcelænsansigt og hviler, side om side med to merinould-beklædte objekter, formet som hus og fyrtårn (merinouldens sanselige ‘fluffyness’ er angiveligt en egenskab, som gør sig godt til fluefiskeri).

Det er især her, det surreelle tager over. Og hæver symbolikken i lystfiskeriet endnu længere op til overfladen. For det hele handler jo om tillokkelse. Om drift, jagt og fangst. Lyst og blikfang. Refns værker er som forstørret lokkemad, der i stedet for fisk indfanger beskueren og peger på menneskets evindelige erobringstrang og jagt på tilfredsstillelse; seksuelt som materielt.

Og også skulpturens lokkende, nærmest fetish-agtige egenskaber udpeges. Dér mellem det abstrakte og repræsentative, mellem det minimalistiske og sureelle, mellem det kølige og pirrende finder vi fælden. For fisken er det liv eller død.

Lulu Refn: Allure, C.C.C., kan opleves til og med 12. september, kun åben efter aftale.

Hjemsøgte kroppe

Og fra én kælder til en anden. Hos Vermilion Sands i Nordvest udstiller Mia Isabel Edelgart og malaysiske Kah Bee Chow under den foruroligende titel membrane under pressure.

Sidstnævntes værker fylder det meste af rummet. Det tematiske udgangspunkt finder man i videoværket Hujan (2019); en kort, flimrende sag, der klipper hurtigt mellem oversvømmelser, højhuse og byggepladser til roligt svømmende skildpadder blandt åkander.

Kah Bee Chow er vokset op i byen Penang, en ø i Malaysia, som set oppefra ligner en skildpadde. Men dyrt boligbyggeri er de sidste år skudt op og har udvidet øens kystlinje, så konturerne af skildpadden langsomt er forsvundet.

Skildpaddens skjold, som mytologisk set symboliserer den ryg, hvorpå Jorden hviler, er under pres, viser Bee Chow. I de omkringliggende og -hængende skulpturer er skjoldet, eller membranen, løsrevet fra sin krop og bragt i nye konstellationer og materialer; gips, plastik, tekstil, skum, aluminium.

Mia Edelgart viser kun ét værk i udstillingen, men hvilket! Haunted Milk (2019), som udspringer af en længere igangværende undersøgelse, Edelgart har foretaget af amningens historie, mælkeindustrien og brugen af ammer.

Over tre skærme løber hendes videoværk, der i blå, negativbilleder flukturerer mellem brystpumper og brystvorter, både koen og kvindens, kunsthistoriske skildringer af kvinder og dyr, som ammer, og et par grønne ‘monsterhænder’, der tegner og nedskriver historiske citater om kvindekønnets plads ved barnets vugge.

Edelgarts værk tager ifølge udstillingsteksten særligt afsæt i fascinationen af ét bestemt billede; et af Mary Wollstonecraft, feministisk forfatter i 1700-tallet, som i et forsøg på at komme en efterfødselsinfektion til livs ammer to hundehvalpe. Få dage efter dør hun og efterlader sig sin nyfødte datter, Mary Shelley, der som bekendt senere udgiver den gotiske roman Frankenstein (1818) om skabningen, der kommer til verden moderløs, i en krop skabt af døde voksnes legemsdele.

Det er især denne mellemartslige pleje, eller mangel på samme, som med få billeder både bringer væmmelsen og skammen frem i Edelgarts værk. I dag ville vi i denne del af verden aldrig lade andre kvinder eller eksempelvis en ged amme vores børn, men vi slæber lemminge-agtigt den ene liter komælk hjem til køleskabet efter den anden.

Måske her, iblandt tilskadekomne skildpadder, slubrende babyer og køer iført enorme brystpumper, kan vi finde en ny sensibilitet.

Mia Edelgart & Kah Bee Chow: membrane under pressure, Vermilion Sands, kan opleves til og med 21. september.