Kunstudstilling forklædt som et spøgelsestog

Ghosthouse omdannede Den Frie Udstillingsbygning til en tvetydig forlystelsescocktail mellem traditionel udstilling og performance. Her var kunsten ikke længere interessant som objekt, men som tidsbaseret, kropslig og sanselig erfaring af rum.

Når man besøger udstillingen Ghosthouse på Den Frie Udstillingsbygning i de sidste dage af oktober, så er det som at besøge en halvt forladt forlystelsespark i en amerikansk provinsby efter en zombie-invasion. Måske er det endda zombierne selv, der har overtaget forlystelsen for at tage sig af de gæster, der er kommet i formodet forventning om at få en kunstoplevelse ud over det sædvanlige.

Ghosthouse proklamerer sig nemlig som en kunstudstilling forklædt som et spøgelsestog; en kunstudstilling, teaterforestilling og forlystelse i ét, hvor publikum bliver kørt rundt i en vogn – uden kontrol over oplevelsens vinkel og varighed.

Sølvfarvede følehorn

Det flyder med popcorn på gulvet i den entré, hvor vi venter på at komme med spøgelsestoget. En haltende mand med blod i ansigtet går rundt og skaber en mærkelig stemning, der skaber fornemmelsen af at være forvildet ind i en Tim Burton film, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi er sat ud af spil. Personalet vimser rundt og gør klar til take off – nogle af dem med sjove sølvfarvede dingle-føle-horn på hovedet. Andre med farverig udklædning, som var de karakterer i et eventyr. Måske for at skabe en barnlig illusion af fest og fornøjelse.

Personalets attitude er mildt opgivende; Som om de skal tage sig sammen for at tage imod os gæster. Til trods for, at vi kun er fire. Det er en mekanisk servicemindedhed, som det nærmest kun kan være zombier, der kan finde ud af at mestre så fint? Hele scenariet runger af en form for ’fakeness’ og ulmende uhygge.

Køkkenknive i væggen

Undervejs gennem ’spøgelseshuset’ præsenteres vi for en række ekstravagante performative og skulpturelle værker, sat i scene med røgmaskiner, rekvisitter og en gennemført lyssætning suppleret af en lydside med en noget skrattende fortællerstemme, som flyder i baggrunden af det visuelle. Hvorvidt der er et sprogligt, fortællende narrativ, der understøtter den sanselige helhedsoplevelse er uvist. Umiddelbart kunne man have været fortællerstemmen foruden, da den er svær at høre ordentligt.

Det første værk vi møder, mens vi rulles rundt i vognen, er en gigantisk hoppeborg, der ligner et stykke gammeldags legetøj. Dette legende scenarie er suppleret af en håndfuld store køkkenknive, der ser ud som om de er blevet kastet i væggen. Igen er det sammenstødet mellem det festlige – hoppeborgen – og det forfærdelige, der møder én og skaber undren. Samme balancegang udspiller sig i udstillingens andre rum, hvor vi præsenteres for både videoværker, scenografiske elementer og teatralske performances, hvor det smukke og forførende møder det grimme og ubehagelige; som med den kønne halvnøgne pige i overdimensioneret hjerteformet bodystocking, der i et skrækslagent panisk akt beretter om et biluheld – som vist har paralleller til den historie den skrattende fortællerstemme præsenterede i begyndelse ved hoppeborgen. Måske skal vi bare være forvirrede?

Introen til Ghosthouse er udstillingens mest interessante indslag; mødet med den rødbelyste facade og det rygende zombieagtige personale ved indgangen til den stille, akavede venten blandt skellet-skulpturer, den haltende mand og popcorn-resterne fra en morgenfest. Scenariet medfører en både betagende og ubehagelig følelse af at være i en kunstig virkelighed.

En følelse der dog forsvinder igen, da spøgelsesvognen henter os og kører ind i de rum, der udgør selve attraktionen. Her får værkerne et mere selvstændigt udtryk, der adskiller dem fra hinanden og identificerer dem som værker i konventionel forstand. Tvivlen og tvetydigheden forsvinder, når kunsten iscenesættes som skuespil og ikke som virkelighed. En hårfin balance, naturligvis – og det er netop legen med dén, der gør udstillingen unik.

U-rart på en lidt rar måde

I Ghosthouse er alt det velkendte  blevet forskubbet og gjort ’unheimlich’; altså genkendeligt, men med et twist, der gør, at det føles u-rart på en lidt rar måde. Som for eksempel med den klassiske gamle kunstbygning, der er smurt ind i blod og indhyllet i lækkert dramatisk rødt lys; En æstetisk forvrængning af kunsten som vi kender den – eller måske ligefrem et drab?

Det samme gælder alle kunstværkerne i udstillingen, der som en subtil rebelsk gestus forlader kunstens konventionelle regelsæt ved ikke at være suppleret af udstillingstekst, titel og kunstnernavn, men derimod blander sig med hinanden i en samlet manifestation. Dét er fedt, men også en lille smule irriterende – altså unheimlich!

Det er i optikken mellem ’det rigtige’ og ’det forkerte’, det virkelige og det falske, det konventionelle og det nyskabende, at vi skal tale om Ghosthouse.

Kunst som kropslig erfaring

Ghosthouse er et spøgelsestog med det væsentlige twist, at alle elementer af oplevelsen er skabt af kunstnere. Fra Rikard Thamberts gigantiske hovedformede skulpturer, der også fungerer som de vogne publikum kører rundt i, til udstillingens samlede performative forløb herunder personalets adfærd og handlinger, der er et værk skabt af Aske Høier Olsen.

En totaloplevelse, hvor forskellen på kunst og virkelighed flyder ud, og hvor værkerne indimellem succesfuldt supplerer hinanden eller ligefrem overlapper, som eksemplet med vognen. Som greb og eksperiment er det jo vældig interessant, fordi vi er så vant til at kunst er noget, der skal ophøjes og gøres til noget særligt, der kan knyttes direkte til en bestemt kunstners identitet.

I Ghosthouse er kunsten ikke længere interessant som objekt, men som tidsbaseret, kropslig og sanselig erfaring af rum.