Kuratering som kollektivt projekt

Konceptet kuratering har i de seneste år vandret ud fra den kunstprofessionelle arena og fået ny betydning i andre sammenhænge. I dag er der nærmest ikke nogen ende på, hvad der kan kurateres. Som David Balzer skrev fornylig i den engelske avis The Guardian, så er læselister, garderober, ja selv menuer kuraterede i vore dage. Balzer er kunstkritiker og forfatter til bogen Curationism: How Curating Took Over The Art World And Everything Else fra 2014. Heri beskriver han med en god portion skepsis de tendenser, der har medført denne inflation og udvidelse af kuratering som idé og praksis.

Uanset om man er enig med Balzer eller ej, er ét dog tydeligt: Kuratorens rolle som aktør, både inden og uden for kunstscenen, har sjældent fyldt så meget, som den gør nu.

Selektion og præsentation i et tværfagligt forum
Som respons på denne tendens har lektor ved Institut for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet, Geoff Cox, i samarbejde med sin kollega Jacob Lund, samt kolleger fra kunsthistorie, udviklet en ny uddannelse i MA Curating med planlagt holdstart i begyndelsen af 2016.

Studiet er i sig selv tværfagligt og praksisbaseret og henvender sig til folk, der allerede arbejder med kuratering inden for kunsthistorie, naturvidenskaberne, management og lignende. I lighed med Balzer siger Cox da også, at “kuratering er blevet et begreb i hverdagen. Udtrykket bruges i dag på en meget generaliseret måde.” Studiet handler heller ikke om at udvide begrebet yderligere, men derimod om at diskutere og analysere, hvorledes en kurator kan deltage i en betydnings- og vidensproduktion ved at organisere og præsentere tingene på en meningsfuld måde.

Men hvorfor er der behov for netop denne uddannelse i Danmark? Cox forklarer, at der “på den ene side netop er brug for denne studieretning, fordi den type kurser ganske enkelt ikke har været tilbudt herhjemme tidligere.” Og samtidig oversvømmes universiteterne internationalt af kurser i kurateringsprocesser.

“På den anden side,” fortsætter han, “kan man sige, at der på globalt plan findes alt for mange af disse kurser. Så i virkeligheden prøver vi at gøre to ting: For det første vil vi gerne være svaret på et lokalt behov. For det andet ønsker vi på et internationalt niveau at tilbyde en uddannelse, der er en lille smule anderledes end andre kurser.” Her nævner han blandt andet det tværfaglige fokus som unikt for uddannelsesstrukturen, men også brugen af teknologi og andre præsentationsformer, fra konferencer til publikationer, vil komme til at danne centrum for diskussionen om, hvad der udgør det kuratoriske felt.

Kuration i kollektiv kontekst
Skønt studiet vil komme til at favne mange andre discipliner end kunsthistorie, pointerer Cox dog, at det ikke kun handler om at udvide det kuratoriske felt.

Tværtimod fremhæver han vigtigheden i at bibeholde en vis retning i diskussionen omkring, hvad kuration er. Dette indebærer blandt andet et skift fra at snakke om kuratering som bestående af en række praktiske, specifikke processer, til at sætte selve det kuratoriske under lup for derved at sætte spørgsmålstegn ved de vidensdomæner, der opstår i selektionen og præsentationen af de forskellige emner.

Hér kan de forskellige discipliner lære noget af hinanden, ligesom det akademiske system også lader sig udvide i mødet med et mere praksisbaseret undersøgelsesfelt.

“For det handler ikke kun om at forske i det kuratoriske,” forklarer han. “Det handler i ligeså høj grad om forskning gennem kuratering. Om at undersøge emner som ledelse, organisation og magtstruktur og samtidig gøre brug af idéer omkring netværksformationer og teknologi.”

Derfor vil studiet også sætte fokus på kuratoriske kollektiver og vidensdeling for derved at flytte blikket væk fra idéen om kuratoren som individuel aktør.

What, How & for Whom/WHW
Som eksempel på den type praksis, som Cox håber, de studerende vil lade sig inspirere af, nævner han det kuratoriske kollektiv What, How & for Whom (WHW), som også bidrager med en talk i forbindelse med Art Weekend Aarhus 2015. Gruppen blev dannet i 1999 og består af Ivet Ćurlin, Ana Dević, Nataša Ilić, Sabina Sabolović og Dejan Kršić. WHW, som har hjemme i Zagreb og Berlin, har kurateret en række større, internationale udstillingsprojekter, eksempelvis What Keeps Mankind Alive? på Istanbul Biennalen i 2009 og One Needs to Live Self-Confidently…Watching i den kroatiske pavillon på Venedig Biennalen i 2011.

Det tidligere projekt Collective Creativity i Kunsthalle Fridericianum i Kassel i 2005 er dog indtil videre WHW’s største. Her blev selve idéen om kollektiv kunstfaglig praksis udvidet i præsentationen af over 40 kunstnerkollektiver, historiske såvel som nutidige, for på den måde at understrege, hvorledes selvorganisation kan udfordre dominerende kulturformer.

“Kollektiv kuratering handler ikke kun om at inddrage flere folk,” siger Cox. “Det er i dag blevet trendy at være en del af et kunstprofessionelt kollektiv. Men tendensen er også et udtryk for mere end det. Den kan blandt andet fungere som kritik af et samfund, der i stigende grad kendetegnes af individualisme. Denne kritik afspejles også i WHW’s fokus på den politiske økonomi.”

Det handler om ansvar
Idéen om at fokusere på det kollektive er heller ikke at sprede ansvaret for kurateringsprocessen ud, men derimod at undersøge de magtstrukturer, der også er en del af disse grupperinger.

“At tage ansvar i denne sammenhæng er også at stille spørgsmålstegn ved, hvilken position kuratoren har i forhold til andre aktører på kunstscenen. I kollektiv kuratering skal disse roller og ansvarsområder hele tiden genforhandles mellem gruppens deltager,” forklarer Geoff Cox.

Kollektive kurateringsformer er dermed også med til at afsløre og synliggøre fordelingen af disse roller, alt imens selve rollefordelingen også har mulighed for at ændre sig igennem forløbet.

Samtidig er weekendens arrangement et eksempel på en måde at inddrage foredragsholdere uden for universitetets regi, hvor forelæsninger finder sted i alternative kunstprofessionelle fora frem for i det traditionelle universitetsauditorium.

“Man kunne sagtens forestille sig, at nogle af vores studieaktiviteter ville komme til at foregå på andre kulturinstitutioner i forskellige lande for netop også derved at introducere de studerende til en større variation af organisatoriske modeller og diskurser,” slutter Cox.