Kvalitet eller ej – Dronningen er jo Dronningen!

Skovgaard Museets aktuelle og royale udstilling stiller ikke spørgsmålstegn ved relevansen af Dronningens værker, og det er der en god grund til.

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II skaber découpager, 2009. Foto: Jacob Jørgensen, JJFilm

Skovgaard Museets aktuelle og royale udstilling stiller ikke spørgsmålstegn ved relevansen af Dronningens værker, og det er der en god grund til.

I forbindelse med ferniseringen af udstillingen på Skovgaard Museet udtrykte hovedpersonen flere gange, at hun var både glad og beklemt – og det beskriver meget fint, hvad de forskellige positioner i kunstdebatten generelt mener, at hun skal føle.

Flere og flere kunstkritikere og kunstnere – senest Bjørn Nørgaard og Ingvar Cronhammar i Berlingske Tidende – mener, at Dronningen har en stor kunstnerisk åre, og at det er fuldt ud berettiget, at hun udstiller på lige fod med anerkendte kunstnere.

Andre – herunder dele af KUNSTEN.NU’s redaktion – mener, at Majestæten blot hører til den store gruppe af danske kvindelige amatørkunstnere (en ny undersøgelse viser, at én ud af fem danske kvinder maler), og at det er beklemmende, at Dronningen i kraft af sin position prioriteres højere end dygtigere og mere værdige kunstnere.

For eksempel var én holdning på KUNSTEN.NU’s redaktionsmøde, at hvis KUNSTEN.NU dækker Dronningens udstilling, så vil der uvilkårligt være noget bedre kunst, der ikke bliver tid til at dække…

Royal hobbykunst
Men Dronningen er ikke ´bare´ én blandt de 20 % af danske kvinder, der dyrker kunst som hobby. Dronningen ér jo Dronningen, og hendes værker udstilles på anerkendte museer, og de er også en del af den faste samling på Statens Museum for Kunst.

Hendes udstillinger trækker publikumstal, som mange museer kun tør drømme om, og på Skovgaard Museet følte de sig endda nødsaget til at renovere hele huset, så det var fint nok til at rumme den royale kunst.

Dermed skal det ikke være sagt, at værkerne nødvendigvis har en tilpas høj kunstnerisk kvalitet til alt det ståhej, men hvad enten man kan lide det eller ej, så har et kunstværks historie og tilblivelse en betydning for, hvordan det bliver opfattet. Og dette gælder ikke kun Dronningens værker – det gælder al kunst.

En ægte Margrethe
Som eksempel er Statens Museum for Kunsts Rembrandt-værker skiftevis enten en del af den faste udstilling eller også er de henvist til arkivet, alt afhængig af hvem de er blevet tilskrevet. For tiden har de vist to “ægte” Rembrandtværker.

Og når en Picasso-krydsedulle tegnet på en serviet bliver solgt til superpriser, er det ej heller den kunstneriske kvalitet, der skæves til.

Selvfølgelig er det en beundringsværdig holdning, at et kunstværket i sig selv skal bære dets berettigelse som udstillingsobjekt, men hånden på hjertet – hvem skal ikke lige hen og tjekke værkernes oprindelse? Og hvem kan sige sig fri for, at værkets historie, tilblivelse og kunstnernavn indgår i værkdommen?

Kunst eller kulturhistorie?
Ja, indrømmet – kunstnere som Picasso og Rembrandt har gjort sig fortjent til deres status på kunstscenen på grund af deres kunstneriske meritter, hvilket selvfølgelig ikke kan siges om Majestæten.

Dronningens kunst har derimod en vægtig historisk betydning, hvilket også bør være en parameter i bedømmelsen af dets relevans som udstillingsobjekt.

Dronningen blev allerede indskrevet i Danmarkshistorien, da hun blev født, og hendes kunstværker bør derfor også betragtes som kulturhistoriske værker – præcis som når H.C. Andersens Hus udstiller forfatterens høje hat eller når Nationalmuseet udstiller den økse, der blev brugt til at henrette og partere J.F. Struensee.

Med dette perspektiv in mente giver Skovgaard museets udstilling uværgerligt et indblik i regentens kunstsyn og hjerteblod, og den er en ikke uvæsentlig mulighed for at opleve regentens udskejelser uden politisk censur.

Dronningen er go’ nok til KUNSTEN.NU
Hermed har udstillingen fået en plads på KUNSTEN.NU, og den har skubbet andet kunst til side. Om det kan man mene, hvad man vil – ligesom man kan diskutere om udstillingen er kunstnerisk værdig eller ej.

Den kunstneriske kvalitet er der imidlertid mange, der ytrer sig om – med både positive og negative slutninger, og når regenten vover at udstille sin hobby på et kunstmuseum, så skal den selvfølgelig også bedømmes som kunst.

Men det er både naivt og mangelfuldt at tro, at værkerne kan bedømmes uden at skæve til kunstnerens person og position – det være sig både kunstnerisk og historisk.


Fakta

Dronning Margrethe II - Et Livsværk

8 apr 2010 15 aug 2010

Dronning Margrethe II

Skovgaard Museet Se kort og tider

Fakta

Signe Ullerup er skribent og medredaktør på KUNSTEN.NU