Kvinden som produkt af blikket

Frances Goodmans soloudstilling hos Galleri SPECTA er en sirligt gennemført ironiseren over, at kvinden tilsyneladende er en, der sutter og spytter, manicureres i en uendelighed og smiler kælent til ethvert kamera, hun møder på sin vej. Men udstillingen skildrer også en ensidig idé om det feminine anno 2018.

Galleri SPECTA viser i øjeblikket udstillingen Spit – Swallow af den sydafrikanske kunstner Frances Goodman. Udstillingen er ifølge galleriets tekst et billede på “et powerplay mellem at omfavne og undsige moral og begær, som vi præsenteres for i medier, pop- og mainstreamkultur.” Altså at kvindelighed skabes af og med de diskurser, der omgiver os. Denne vekselvirkning billedliggøres mest utvetydigt i udstillingens første værk: Et kvindeansigt modelleret i pink neonlys. Tydeligt formgivet efter gammeldags neonlysreklamer, som vi møder i det offentlige rum, spytter og sluger kvindeansigtet en blå spytklat i uendelighed.

Værket indkapsler på den måde udstillingens centrale argument: At kapitalismens virkemidler, reklamer og medier – og vores egen indoptagelse og performance af dem – er en evig cyklus af medskabelse for kvindelighed.

Pailetter og det mandlige blik
Udstillingens tre værkserier knyttes sammen af en tydelig kitsch æstetik. Pailletbesatte pink og røde kyssemunde byder velkommen som plakaten til en softcore pornofilm fra 1970’erne, changerende i takt med neonlyset fra det spyttende og slugende kvindeansigt på væggen.

Der er popkultur for alle pengene i Goodmans campede verden. Fra tre store, pailletbesatte lærreder (Trouble Is Her Middle Name, Brigantia og The Stare, alle 2017) stirrer konventionelt smukke kvinder kælent og direkte på beskueren – eller ind i kameraet fristes man til at sige – for referencen til Laura Mulveys feministiske kernebegreb “the male gaze” er utvetydig. Det maskuline blik refererer til den handling at vise kvinder (og verden) fra en maskulin, heteroseksuel synsvinkel, som præsenterer kvinder som objekter for maskulint begær – manden som aktivt begærende subjekt og kvinden som passivt begæret objekt.

Værkerne er sirligt opbygget af håndpåsatte pailletter på lærred, et nik til historisk såkaldte kvindepraksisser som vævning og hækling, men i en hyperpoppet udgave. Det er god, gammeldags 2. bølgefeminisme, som føles nærmest old school. Og det er egentlig gennemgående for hele udstillingen, som synes at fremstille en kritik af kvindelighed, der er hørt mange gange før, og som, i hvert fald for denne anmelder, synes en smule bedaget i lyset af #metoo-kampagnen og de bredere spørgsmål om ligestilling, som præger kønsdebatten idag.

2. bølgefeminismens ammunition
Selv siger kunstneren i sit statement: ”(…) vores tøj er vores camouflage, vores falske øjenvipper vores visir, vores makeup vores krigsmaling og vores falske negle vores bajonetter. Slag vindes på slagmarken, og således må vi kæmpe.” Den agens, man har, er altså indenfor systemet. Det er ”det feminine” på pyntens og det ydres præmisser, på den kapitaliserede feminitets præmisser.

Det minder om tilgangen hos den kontroversielle popfeministiske gruppe Girl Squad, der består af debattører og instagrammere Nikita Klæstrup, Twerk Queen Louise og Ekaterina Krarup Andersen, der alle insisterer på retten til at bruge sin krop og udseende, som man vil – også som begærsobjekt. Problemet her er ikke, som både Girl Squad og Spit – Swallow synes at plædere for, at slaget om femininitet skal udkæmpes på kapitalismens præmisser, men at idéen om det feminine selv ikke problematiseres. Og her ligger udstillingens største problem: At den postulerer femininitet som én eneste ting – nemlig den kapitaliserede femininitet.

Den sirligt opbyggede femininitet
Mere interessant bliver det derfor også, hvis man læser udstillingen som en materialisering af den vedholdenhed og det tålmod, der kræves i opbygningen af kapitaliseret femininitet. Således udgør en række skulpturer på væg og sokkel en anden af udstillingens dele.

Placeret i samme rum står glatte blomsterskulpturer i krasse farver. Med titler efter sæsonens friskeste farver (Velvet Dream, Magenta Kiss, Golden Wand og Fuchsia Heart, alle 2016) står de som en fallisk buket af udsprungne blomster sirligt opbygget af sammenlimede, falske negle. Et rum af struttende, fuldt udsprungne kalaliljer med insisterende, erigerede støvdragere, som leder tankerne hen på prom night corsages og hårpynt fra Rupaul’s Drag Race.

Skælvende mellem ironisk uskyld og overgjort kønsperformance er skulpturerne indtagende og frastødende på samme tid. På samme måde som drag-performances viser de netop det feminine som et omhyggeligt opbygget og indstuderet, kapitaliseret skuespil.

Og særligt her bliver virkemidlet tid betydningsskabende: Rækkerne af håndpåsatte pailletter og sammenlimede akrylnegle bliver billeder på det tidskrævende og uophørlige arbejde, som det er at opbygge og opretholde kapitaliseret kvindelighed. Der er altid hår, der kan fjernes eller styles, makeup, der kan rettes, negle, der kan lakeres, og begær, der kan spores ind.

En produktiv ironiseren
Visuelt er Goodmans værker udfordrende, fordi de benytter en række historisk nedvurderede visuelle koder som pop, kitsch og dragæstetik a la Jeff Koons og danske Ditte Ejlerskov. Og som et hele er udstillingen næsten så over the top, at man tænker, det må være falskt. Og det er måske netop pointen. En ironiseren over at kvinden tilsyneladende er en, der sutter og spytter, manicureres i en uendelighed og smiler kælent til ethvert kamera, hun møder på sin vej.

Udstillingens problem er altså ikke dens feministiske kritik – som dog nok synes lidt altmodisch og læbestiftsfeministisk i en tid, hvor vi har erkendt, at køn og seksualitet er flydende og mangfoldig – men det tilsyneladende ukritiske forhold til idéen om det feminine overhovedet.