Kvinder og vindere i kunsthistorien

Forleden udsendte Akademirådet, der fungerer som statens rådgiver i kunstneriske spørgsmål, en sjældent markant udtalelse om, at det ikke kan være rigtigt, at der i museernes nye samlinger fortsat stadig er langt mellem værker udført af kvindelige kunstnere, når nu der faktisk bliver uddannet og præmieret lige mange kvindelige og mandlige kunstnere.

Som det lød: ”Eksempelvis har Kunstmuseet Arken i perioden 2000-2012 erhvervet 147 værker, hvoraf kun 27 er udført af kvindelige kunstnere. Samme tendens manifesterer sig i udstillingsprogrammerne på de førende danske kunstmuseer og i Den Danske Pavillon på Venedig Biennalen. Siden 1990 har 7 mandlige kunstnere repræsenteret Danmark med soloudstillinger mod 1 kvindelig. Pernille Albrethsen påpeger i tidskriftet Kunstkritikk, at kvinderne i gennemsnit kun udgør 27 % af kunstnerne hos de gallerier, der i år deltog på den nye eksklusive kunstmesse Chart.”

Opgør med forfordeling
At Akademirådet, hvor der i den billedkunstneriske halvdel i dag sidder fem kvindelige kunstnere og en mandlig, kommer med en sådan udtalelse nu, peger forhåbentligt på, at der vil ske ændringer i kunstlivet fremover: at man simpelthen ikke ville kunne være bevidstheden om, at de kvindelige kunstnere bliver forfordelt overhørig længere.

Det er – og har været – et langt træk, det med at anerkende at kvinder kan skabe kunst, der er lige så vedkommende og kvalitativ som den, der skabes af mænd.

Men noget er der jo sket siden 1901, hvor Kulturministeriet modtog et andragende fra en gruppe kvindelige kunstnere om, at Akademiet måtte få en kvinde i det udvalg, der uddelte de årlige stipendier, sådan at de ikke udelukkende skulle tilfalde mænd.

Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS) blev stiftet i 1916 med det formål at arbejde for lige vilkår for kvindelige og mandlige kunstnere. At der skulle være ligestilling mellem mænd og kvinder også på det kunstneriske område lå i tråd med de mangle andre områder, hvor kvinder var begyndt at kræve ligestilling, og det væsentligste resultat var jo, at det året før, i 1915, var lykkedes de danske kvinder at få stemme- og valgret! Danske Kvinder fik adgang til Kunstakademiet i 1908, men først i 1924 kunne de deltage i modelklasserne på lige vilkår.

Frem i lyset
Nu kan KKS snart fejre 100 års jubilæum og i den forbindelse har foreningen udgivet værket ”100 års øjeblikke – kvindelige kunstneres samfund”, med bidrag af 20 kunsthistorikere, billedkunstnere og forskere. Det er en flot bog på mere end 400 sider, rigt illustreret både med fotos og gengivelser af kunstværker.

Det sidste er vigtigt, det er ikke mindst disse glemte værker, det er vigtigt at få frem i lyset, vi skal se dem igen og igen, sådan at de efterhånden glider ind og bliver en almen del af dansk kunsthistorie. ”100 års øjeblikke” er en væsentlig udgivelse, der ser langt tilbage og også vover et blik fremad.

Man har bestræbt sig på at komme bredt rundt har både fokus på det kunsthistoriske, på receptionshistorien, på de personlige beretninger og på arkivet som aktiv medspiller. Glædeligt er det, at KKS store arkiv nu bliver digitaliseret af Det Kgl. Bibliotek, så endnu flere for fremtiden kan få glæde af det. Hvis man skal kende sin historie, må den først og fremmest være tilgængelig.

Kvindelige pionere
I en af de mest læsværdige artikler skriver Marie Laulund om ”Pionergenerationen”, som er den generation af kvindelige kunstnere, der var med til at stifte KKS, og dem, der havde banet vejen i årene forinden. Her bliver det også tydeligt, at KKS lige fra begyndelsen har en iboende splittelse mellem at være et kammeratligt netværk, hvor kvinder skal være solidariske med hinanden, eller et rent fagpolitisk organ.

I Ellen Tanges artikel gennemgås de store udstillinger som KKS har stået for og kritikkens reaktioner på dem, og det bliver tydeligt, at det i begyndelsen var vigtigt med de store samlede manifestationer, for simpelthen at synliggøre de kvindelige kunstnere, men også at det som årene gik gav mindre og mindre mening at udstille en masse divergerende værker, hvor eneste fællesnævner er, at de er skabt af kvinder.

Identifikation og solidaritet
Det bliver også berørt, men desværre aldrig rigtigt taget frem i lyset, at KKS gennem mange år har haft et rekrutteringsproblem blandt de mere fremtrædende kunstnere.

Når selv en kunstner som Kirsten Justesen (Lisbeth Bonde medvirker med en glimrende artikel om hendes virke), som gennem hele sin karriere har haft et kønspolitisk blik på kunstlivet, ikke er medlem, tror jeg netop, det handler om, at selv om man ønsker at arbejde for strukturelle kønspolitiske ændringer, er det ikke ensbetydende med, at man identificerer sig med alle kvinder, der kalder sig kunstnere. Og at man f.eks. ikke ønsker at medvirke på udstillinger, hvor solidariteten tæller højere end kvaliteten.

Det er jo et reelt skisma, og det var det også i 1975 på den store kvindeudstilling, hvor nogle af de medvirkende udelukkende så det som et sted at udstille politiske budskaber, mens andre naturligvis ikke gik på kompromis med den kunstneriske kvalitet.

Der er mange læsværdige artikler i bogen, ikke mindst bliver de tidlige år fyldestgørende dækket, bl.a.  i tre artikler af Nina Høegh-Jensen, Hanne Abildgaard og Connie Hansen om hhv. Anne Marie Carl-Nielsen (1863-1945 – medstifter af Den Frie og af KKS), Astrid Holm (1876-1937) og Emilie Demant Hatt (1873-1958).

I sin artikel ”Mod og modtagelighed” forsøger Eva Pohl at indkredse en særlig kvindelig sensibilitet i et udvalg af forskellige kunstneres værker. Det generer, at man ikke kan se de værker, der beskrives og henvises til, og desværre virker artiklen også som et sammenkogt foredrag, der slet ikke formår at diskutere præmisserne for, hvad man ville kunne kalde hhv. kvindeligt og mandligt og om det i givet fald skulle handle om noget sociologisk og tidsbestemt eller være noget essentielt givet.

Burkards betydning
Man har bedt Lene Burkard om at skrive en slags introduktion til bogen, hvor hun summerer de forskellige artikler op, og det gør hun udmærket. Men hvor ville jeg have elsket, om man havde bedt hende om at skrive om sin egen, desværre netop afsluttede, praksis som kurator på Brandts (tidligere Brandts Klædefabrik). Det var Lene Burkard der i 1994 åbnede mine – og ganske givet mange andres – øjne for flere internationale kvindelige kunstnere, der ikke tidligere havde været introduceret i Danmark.

Udstillingen ”Dialog med det Andet” kunne mønstre kunstnere som Pipiloti Rist, Kiki Smith, Nancy Spero, Louise Bourgeois, Marlene Dumas, Maria Lassnig, Rosemarie Trockel, Cindy Sherman, Jenny Holzer, Katharina Sieverding m.fl. To år efter viste hun udstillingen Body as Membrane”, hvor hun præsenterede det danske publikum for en kvindelig udgave af bodyart med kunstnere som Valie Export, Mary Kelly, Elke Krystufek, Ana Mendieta, Gina Pane, Orlan, Carolee Schneemann og Hannah Wilke.

At Kirsten Justesen sad som formand for Brandts bestyrelse fra 1986-2001 har ganske givet været en fordel, jf. hendes store internationale netværk. Det havde været virkelig interessant at læse om, hvad det betød for dansk kunstliv at disse kvindelige kunstnere blev introduceret, ligesom det i det hele taget havde været interessant med flere udblik til den internationale scene.

Realiteter og repræsentationer
De skæve tal er jo ikke et dansk fænomen. I den norske avis Aftenposten kunne man forleden læse den danske direktør for KODE, kunstmuseerne i Bergen, Karin Hindsbos svar til en mandlig kunstkritiker, der adspurgt om hvem man skulle investere i, næsten udelukkende havde peget på mandlige kunstnere.

Kvindelige kunstnere er, skriver Hindsbo: ”bedre utdannet enn deres mannlige kolleger og samtidig er de absolutt dårligst betalt. Kun én av fire kunstnere på galleriene er kvinner, mens kvinner i lister over de mest anerkjente kunstnere utgjør over 40%. Statistisk sett er det dermed blant kvinnelige kunstnere høy kvalitet, god tilgjengelighet og de beste prisene. Kjøper du utenom galleriene, sparer du de høye gebyrene, og kjøper du gjennom galleriene kan du være sikker på at kvinnene er minst like dyktige, men billigere.”

Formelt set har kvinder i dag samme vilkår som deres mandlige kollegaer. Gennem flere år har antallet af kvindelige studerende på Kunstakademiet været 50 % eller faktisk lidt højere. Og formodentlig er der ikke mere tale om, at nogen bevidst ønsker at holde de kvindelige kunstnere ude, men realiteten er altså, at når det handler om, hvad vi kan se på vores museer og gallerier, så er billedet stadig skævt.

Fra tanke til handling…?
Det provokerende er imidlertid, at kunstmuseerne i dag i stigende grad ledes og udvikles af kvinder. Det påpeger professor i kulturformidling ved IVA, Hans Dam Christensen i den meget tankevækkende artikel ”Med kønnet på museum”.

Trods tiltag som antologien ”Udsigt: Feministiske strategier i dansk billedkunst” (2004), konferencen ”Før usynligheden – om ligestilling i kunstverdenen” (2003) og den efterfølgende hvidbog (2005) og kulturministerens bestilling: ”Redegørelse for indkøbspolitikken 1983-2003 på syv danske kunstmuseer” (2005), har forholdene ikke ændret sig markant på sidstnævnte 7 større danske kunstmuseer, og formodentligt heller ikke på de resterende kunstmuseer.

Kunsten er ladet med køn
Spørgsmålet, som H. D. Christensen rejser, er altså, hvordan det kan være, at kønspariteten ikke har rykket sig mere. Han påpeger, at hans ærinde ikke er, at der nødvendigvis skal være paritet mellem mandlige og kvindelige kunstnere, men at han ønsker at rette opmærksomhed på, ”at der må være noget andet på spil end at mandlige kunstnere generelt producerer bedre kunst. Det er således langt vigtigere at reflektere over, hvordan diskursen om kunst kan være ladet med særlige kønsspecifikke relationer og strukturer m.m. (…)”

Det handler om at erkende, ”at selv om de kvindelige (og mandlige) kunsthistorikere hver for sig og i mindre grupper kan være nok så kritiske på kønnenes vegne, befinder de sig stadig på et strukturelt plan tilsyneladende i diskurser og praksisser, som privilegerer mandlige kunstnere.”

Køn foran kvalitet
Det er interessant – og kompliceret, og peger på, at man ikke sådan en, to tre, vifter århundreders mandligt dominerende kunsthistorie og dermed forestillingen om kunstneren som mand, og som den, der er i stand til at udtrykke det almene, mens kvindens udsagn er det kønnede, bort fra hverken mænds eller kvinders bevidsthed.

På FB læser jeg en debat, hvor Ditte Ejlerskov skriver, at hun har talt antallet af ugens kunstner-portrætter på kunsten.nu. Der er 131, 88 om mandlige kunstnere, 43 om kvinder. Jeg er meget enig med Hans Dam Christensen i, at det ikke handler om, at de tal nødvendigvis eller via kvotering burde fordele sig helt ligeligt, men at det handler om, at vi alle – og i særdeleshed gallerister og museumsfolk – er nødt til at udvikle en kritisk kønsoptik. Museerne og andre steder hvor kunst repræsenteres og præsenteres bør have en optik, hvor køn er et parameter, der bliver holdt øje med.

Kunstnerisk kvalitet er et gummibegreb, som museerne bruger, når deres kunstindkøb skal forsvares, kunstnerisk kvalitet er en mavefornemmelse kombineret med en faglighed, men netop når det gælder udstillings- og indkøbspolitikker bør man, som Hans Dam Christensen skriver, ”turde indsætte køn foran kvalitet”.

Selv om man kan og skal forholde sig kritisk til antologien ”100 års øjeblikke”, vil jeg på det varmeste anbefale den for dens mange gode artikler og for at den som mange andre tiltag er en del af det lange seje træk, der handler om at udvikle både mænds og kvinders forståelse af, hvad køn har betydet og fremover skal betyde når det handler om kunst.