Kvinder set af en kvinde – og andre gode grunde til at opleve Trine Søndergaards fotografier

Af
19. november 2021

Udstillingen WORKS i Den Sorte Diamant cementerer Trine Søndergaards status som en af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer. Ikke mindst hendes kvindeportrætter er uforlignelige: ladet med det reelle, eksistentielle og ubestemmelige – og integritet.

Trine Søndergaard: Fra serien Untitled Lace.

Udstillingen WORKS i Den Sorte Diamant cementerer Trine Søndergaards status som en af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer. Ikke mindst hendes kvindeportrætter er uforlignelige: ladet med det reelle, eksistentielle og ubestemmelige – og integritet.

Af
19. november 2021

Udstillingen WORKS i Den Sorte Diamant cementerer Trine Søndergaards status som en af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer. Ikke mindst hendes kvindeportrætter er uforlignelige: ladet med det reelle, eksistentielle og ubestemmelige – og integritet.

Trine Søndergaard (f. 1972) er en af Danmarks mest anerkendte kunstfotografer. Hun har modtaget flere hædersbevisninger og har en del bogudgivelser og adskillige udstillinger bag sig. Nu er turen kommet til den store retrospektive udstilling WORKS i Den Sorte Diamant, der præsenterer værker af Trine Søndergaard fra 2005-2021 på baggrund af et samarbejde med Göteborgs Konstmuseum og kunstneren selv.

Og lad mig slå én ting fast med det samme: WORKS cementerer Trine Søndergaards særstatus.

Fundamenter

Trine Søndergaard er uddannet i fotografi på Fatamorgana – Danmarks fotografiske billedkunstskole i 1996. Året efter gik jeg på den samme skole, og vi på det nye hold fik hurtigt nys om den tidligere elev: den talentfulde kvindelige fotograf iblandt alle ”dokudrengene”. Og det var på samme tidspunkt Søndergaard fik en fod indenfor på kunstscenen med den rå dokumentarserie Now That You Are Mine, hvor hun gik tæt på prostituerede kvinder på Vesterbro. Genrebevidst, men fornyende med overvejende blitzede farvefotos og med en nøgtern respektfuldhed for hovedpersonerne foran kameraet: kvinderne.

Vi skal dog frem til midt 00’erne, førend Trine Søndergaard for alvor får fodfæste i kunstverden. Det sker i kølvandet på fotoserien Strude (2007-2010), som også udstilles i WORKS. Det er forholdsvis små farvefotografier af unge kvinder fra Fanø iført folkedragter fra øen og med fokus på hovedbeklædningen, primært den såkaldte “strude”, tidligere anvendt som værn mod sandfygninger, sol og vind under markarbejde, og som derfor tildækker både over- og underansigt. Farverne er kraftfulde, og fotografierne står lysende klare i fokuspunkterne. Tekstilerne, materialerne, mønstrene er betagende. Og pigerne: bortvendte blikke, men dog så nærværende med deres øjne inde bag sprækkerne og den livfulde teint. Det er dragende billeder, saglige, stoflige og med en undertone af noget mystisk, understreget af den velvalgte titel.

Trine Søndergaard: Strude #5.

Trine Søndergaard-billeder

Med serien Strude læner Trine Søndergaard sig op ad den lange portrættradition i billedkunsten, men igen, som med dokumentarserien Now That You Are Mine, udvider hun også traditionen, og nu finder hun ligefrem ind til sin egen, genkendelige stil. Kvindeportrætter bliver hendes særkende, og de er også bærende i WORKS.

Unge piger og kvinder, der iklædes historiske dragter, klæder og hovedtøj, ofte fra deres hjemegn, bliver et greb, Trine Søndergaard benytter i flere efterfølgende serier. Og kvindeportrætterne udformes efter nogle centrale hovedkomponenter: studieoptagelser, nærbilleder af enkeltpersoner, der er bortvendte og indadvendte, det teknisk perfektionerede og en minimalisme – reduktion, repetition og serialitet – kombineret med stor sanselighed.

Men alle portrætserier – og Trine Søndergaards fotokunst i det hele taget – underlægges altid selvstændige koncepter, og gennem WORKS tydeliggøres det også, at hovedkomponenterne konstant forskydes og varieres. Og det er spændende at se, hvorledes Trine Søndergaard eksperimenterer med det fotografiske medies utallige, æstetiske muligheder, såsom lyssætning, toner og formater. Der er stor spændvidde, og alligevel er man ikke i tvivl i mødet med især kvindeportrætterne i WORKS. At det er Trine Søndergaard-billeder. Det er imponerende.

Trine Søndergaard: Guldnakke #3.

Sammensmeltning af nutid og datid

Serien Guldnakke (2012-2013) er et andet kerneeksempel på Trine Søndergaards kvindeportrætter, der indgår i WORKS. Igen en fortræffelig titel. Her ser vi fire unge piger, der bærer en guldnakke, en kostbar hovedbeklædning fra 1800’tallet, der blev båret ved festlige lejligheder. Alene kyserne, de virker magnetiserende: de avancerede guldbroderier, trådene, mønstrene. De stråler. Al den omhu, der er lagt i dem, udført af kvindehænder for længe siden, og den betydelige symbolik, de engang er blevet tillagt. Man fornemmer det ladede, uden at forstå til fulde. Noget er gået tabt. Men det er som om, lidt af datiden vækkes til live, idet kyserne slutter sig om de unge, nulevende kvinders hoveder. De forenes.

Og pigerne: deres fine nakker, deres afslappede kropsholdning, deres moderne tøj (en med synlig tøjmærkat) og hårtjavser, der stikker ud under kyserne – de bryder det velordnede og understreger deres nutid, deres livstid. Det er rørende. De er gengivet så nænsomt og respektfuldt hånd i hånd med det systematiske og minimalistiske.

Udstillingens opbygning

WORKS indeholder tre motiviske hovedkategorier i Trine Søndergaards fotokunst. Udover portrætterne, er det interiører og natur/landskabsbilleder. Derudover er der enkelte relaterede objektfotos, såsom de i mine øjne knap så interessante billeder af spejle, Mirror object (2015), og den til gengæld eminente billedserie Arkiv (2020) af en silkekjole fra et museumsarkiv, indpakket i silkepapir. Fotografierne er fremkaldt i stor skala, så motiverne toner frem som menneskelige skikkelser.

Trine Søndergaard, installationsview fra udstillingen WORKS, 2021, Den Sorte Diamant. Pressefoto: Den Sorte Diamant.

 

Ikke alle udstillingsbillederne har samme styrke efter min mening. Til eksempel er de bustelignende portrætter i Nearer the time (2019) for mig at se lidt for svævende, i dobbelt forstand. Men ophængingen af WORKS som helhed er både flot, varieret og sammenhængende, de forskelligartede motiver er sammensat i en vellykket visuel dialog, og der er skabt en velfungerende rundgang, der afslutter i et åndeløst smukt og kontemplativt rum (lettere forstyrret af de automatiske døre, der svinger op, når/hvis man kommer for tæt på). Det er faktisk lykkedes at skabe en kunstoplevelse med WORKS, ikke blot en udstilling af kunst. En svær opgave i Den Sorte Diamants ellers ret hermetiske og mere praktiske end arkitektonisk givende rum.

Alvor

Der er en alvorsfuld atmosfære i WORKS, herunder en del direkte og indirekte henvisninger til temaer som tab, sorg, forgængelighed og død. Tidslighed.

Livsfaser, nedfaldne æbler i forrådnelse. Og afsondrethed, tomhed og stilhed: enkeltstående genstande og personer set op mod en plan, ensartet baggrund uden rumdannelse, sneklædte træer fremvist solitære i et udvisket landskab og gamle, herskabelige stuer afbilledet en suite, som æskesystemer, tomme, men med spor af levet liv og forfald: afskallet maling, fugtskjolder og løsnet tapet.

Trine Søndergaard: Interior #24.

I serierne Untitled lace (2015) og Surrigkap (2015-2016) er sorg- og dødstematikken direkte – og til dels knugende. Ikke mindst de sortklædte kvinder i Surrigkap: så iltfattige, tavse, tillukkede, i et mørke. Men de historiske sørgedragters skønhed og kvindekroppenes markante omrids frembringer også virkningen af massiv intensitet.

Det fremherskende tidsaspekt vidner igen om, hvor dygtig Trine Søndergaard er til at udnytte det fotografiske medium. Det billedmedie, der, om noget, kan formidle tidens ubønhørlige gang ved at fastfryse et øjeblik og i samme akt indfange ”det der har været”, den indlejrede død, som den franske fototeoretiker Roland Barthes har formuleret det i sin lille poetiske bog om fotografiets essens: Det lyse kammer.

Trine Søndergaard: Surrigkap #1 – Dress of mourning.

Samhørighed

Det kunne godt lyde som om en trist affære at besøge WORKS. Sådan oplever jeg det dog ikke. Følelsen af samhørighed er nemlig mindst lige så fremtrædende. Og flere af billederne er en fryd at betragte. Så levende.

Den serielle praksis fungerer billedligt som modvægt til den værste form for afsondring: ensomheden. Personerne tilnærmes hinanden i et visuelt fællesskab. De er ikke alene. De deler den gave og den udfordring, det kan være at gå gennem livet, som menneske og af kvindekøn. At leve med eksistentielle spørgsmål, vished om døden og spørgsmål om identitet og udfordringer ved overgangene: fra barn – til ung – til midaldrende – til gammel.

Der er få ældre kvinder i Trine Søndergaards billedunivers. Hendes motivvalg løber øjensynligt parallelt med hendes eget (kvinde)liv. Søndergaard er mor til tre døtre, der også optræder som modeller på nogle af billederne, og hendes portrætserie Untitled, der viser aldrende kvinder med langt, grånende hår, er spritnye, fra i år, 2021, og næste år fylder Trine Søndergaard selv 50.

Trine Søndergaard: Untitled Reflection #8.

Der er megen søgen: piger og unge kvinder, der holder spejle op for deres ansigter i serier som Untitled reflection (2015-16). Hvem er de? Det er dem, der spørger. Eller det er os, fordi vi ikke kan se deres ansigter? Dét at blive bedømt på sit ydre, dét at se sig selv i spejlet og tænke: hvem er jeg? Følelsen af mest af alt at være sit indre. Men kan andre ”se” det? Den følelse kender nok de fleste. Som sådan er Trine Søndergaards billeder almengyldige, og det understreges af, at enkeltindividerne i portrætterne er underlagt en visuel formel, de er unavngivne og i flere tilfælde tæt på eller helt anonyme, som i Surrigkap-billedserien.

Hvor afgørende det almene end er i Trine Søndergaards billeder, så fremstår hovedparten med portrætkarakter: Dét røde hår og dé nedbidte negle, dé stålblå øjne, dén spinkle skulder. Det individuelle ”sikres” af det fotografiske medium. Og Trine Søndergaard understøtter det personlige midt i det minimalistiske, kontrollerede og konceptuelle. I skilteteksten til Guldnakke får man således den meget vedkommende oplysning, at pigerne selv har valgt deres tøj til fotoseancen. Og formidlingen er i det hele taget altovervejende god og klar gennem udstillingen.

Billedslægtskaber

Det er nærliggende, som mange gør, at pege på et slægtskab mellem Trine Søndergaard og ældre malerkunst. Mest slående er fællestrækkene med Vilhelm Hammershøis tomme stuer og rygvendte kvinder og Johannes Vermeers yndefulde, unge kvinder, især Pige med perleørering (ca. 1665).

Men Trine Søndergaard idealiserer ikke. Hendes interiører i WORKS er langt mere skånselsløse end Hammershøis, og pigerne og kvinderne er ikke blot sødmefulde og blide som i Vermeers fremstillinger. Hos Søndergaard er de ikke iscenesat til perfektion. Her betragter vi piger og kvinder med integritet. Nok er der stilhed, og de er indadvendte. Men det er en insisterende stilhed. De er i sig selv. Der er stor tilstedeværelse. Det er kvinder set af en kvinde.

Der er mange gode grunde til at besøge WORKS og opleve et udvalg af Trine Søndergaards fotokunst fra de seneste 16 år. Hun har holdt sit talent ved lige.