Kvinderne er de nye stemmer

Bikubenfondens salon VISION på kunstmessen CHART tog med ikke mindre end to paneler diskussionen om den skæve kønsrepræsentation på kunstmarkedet. Debatten er ældgammel –  men desværre stadig nødvendig.

I en tid, hvor man taler om queer, flydende køn og seksualiteter, og hvor filmfestivalen i Berlin lige har afskaffet de kønnede prisuddelinger, inviterede CHART i samarbejde med Bikubenfonden til kunstsalon i Kunstakademiets festsal. Salonen diskuterede den stadig skæve fordeling af mænd og kvinder på kunstscenen og markedet under titlen Kunst, marked og kvinder – en bedre balance?

For det ser her i 2020 stadig meget skævt ud med kønsrepræsentationen på såvel det internationale som det danske kunstmarked. På den nordiske kunstmesse CHART havde man i år følgelig valgt kun at præsentere kvindelige kunstnere.

Læs anmeldelse af CHART 2020 her

Derfor lagde den professionelle og kritiske moderator for kunstsalonen, Louise Steiwer, også ud med at spørge direktøren af CHART, Nanna Hjortenberg om, hvorfor de tog beslutningen om kun at præsentere kvinder på CHART 2020.

”Vi evaluerede på sidste års CHART. Analyserne viste, der kom næsten 28.000 mennesker i løbet af de tre dage, og vi havde de førende gallerier og mange rigtig dygtige kunstnere repræsenteret, så mange af vores ambitioner for CHART var nået. Så vi spurgte os selv, hvad vi så ville bruge den platform til? Skal vi fortsætte, som vi plejer eller gå et skridt videre og aktivt udvikle kunstscenen ved at udnytte, at så mange fra kunstscenen samles her i København”.

Da et af mest overskyggende problemer internationalt set i kunstsektoren stadig er den kønsmæssige ubalance, besluttede CHART at gøre noget ved det, da det ikke er noget, en enkelt aktør kan løse.

”For at sætte handling bag ordene og ikke kun lave et debatprogram, så besluttede vi, at kurateringen bestod i at vise udelukkende kvindelige kunstnere. Så det er også et kollektivt statement fra gallerierne om, at vi arbejder på det. CHART vil gerne vise, at vi starter med os selv og samtidig invitere resten af det faglige miljø med til at bidrage til, hvordan vi løser det”, sagde Hjortenberg.

De andre paneldeltagere i det første panel var udover Hjortenberg, galleristerne Jesper Elg (V1) og Gitte Johannesen (SPECTA) samt kunstner Nina Beier.

Kunst afgørende, ikke køn

Jesper Elg er direktør for V1, et af de københavnske gallerier, der har en skæv kønsfordeling af kunstnere. Steiwer spørger derfor til, hvordan kønsrepræsentationen ser ud for hans galleri.

”Der er 35 % kvinder og 65 % mænd. Jeg har nogle dygtige assistenter, som er ved at kigge på, hvordan det har set ud de sidste 10 år. Der ligger vi på 20 % kvinder og 80 % mænd i de grove år, og på 60 % mænd og 40 % kvinder i de gode år, men altid med en skævhed”.

Er du tilfreds med det, spørger Steiwer.

”Jeg vil ikke sige, jeg er tilfreds. Jeg kan se, der er et problem. Men jeg tror, der er mange facetter i forbindelse med det problem. Jeg ville selvfølgelig gerne have, der var en større grad af lighed kønsmæssigt i galleriet. Men jeg tror, det varer noget tid, før vi kommer til at se en fifty-fifty procentfordeling i vores udstillingsprogram”.

Da det er galleristerne, som er gatekeepers på kunstmarkedet, er det nærliggende at spørge til, hvordan en gallerist udvælger kunstnere.

”Det handler om, om det er et spændende kunstnerisk projekt; er det en kunstner, der tilfører en genre noget originalt? I sidste ende handler det også om teamwork. Det er som et parforhold, hvor man går igennem op- og nedture sammen”, svarer Elg, og den anden gallerist i panelet, Gitte Johannesen fra SPECTA, svarer næsten samstemmende.

Elg mener heller ikke, han som mand i højere grad vælger at arbejde med mandlige kunstnere, men indrømmer, at han som ung slet ikke har tænkt over køn.

”Jeg er opdraget til at mænd og kvinder er lige, så jeg har ikke set problemet. Jeg har kigget på kunsten. Det er kunstprojektet, det har handlet om, ikke køn, seksualitet og hudfarve. Jeg har været blind”.

Det kan så undre, hvorfor der så er så stor en kønsmæssig skævvridning. Er de kvindelige kunstneres arbejde ikke interessante kunstneriske projekter, selvom de ofte kommer fra samme uddannelsesinstitutioner som mændene? Eller får galleristerne ikke lige så stor mulighed for at opleve kvindelige kunstneres arbejde?

Prissætning af kvinders værker

En af årsagerne til at foretrække at arbejde med mænd som gallerist kan være, at prissætningen af kvinders værker generelt ligger lavere. Elg mener dog ikke, det er sværere at sælge kvinders værker.

”Der er selvfølgelig en generation af gamle samlere, som kan finde på at spørge, om et værk er af en kvindelig kunstner, fordi de mener, det kan blive et problem i forhold til karrieren, når hun får børn. Men den generation af samlere er stille og roligt ved at dø. Så det tager naturen hånd om”, sagde Elg til en grinende sal.

Gitte Johannesen, direktør i SPECTA, repræsenterer 42 % kvinder, og er dermed et af de førende gallerier i København, hvad angår ligelige kønsfordeling. Det afspejler sig også i galleriets soloudstillinger. Hun mener ikke, det skyldes, at hun selv er kvinde, og hun er enig med Elg:

”Jeg oplever ikke, at kvinders værker bliver prissat lavere. Står jeg på en messe, oplever jeg heller ikke, at kvindelige kunstneres værker bliver set på en anden måde. Men jeg skal ikke kunne sige om, jeg ikke ser det”.

Men ifølge Johannesen ved man, at kvindelige kunstneres værker ikke i samme udstrækning som mænds holder deres værdi på markedet. I de allerøverste lag tjener de kvindelige kunstnere ligeså mange penge ind som de mandlige, men kvinderne står så også kun for 2% af det samlede salg.

”Min mor grundlagde SPECTA, og hun er også blevet spurgt om, det var et kvindegalleri”, fortæller Johannesen. ”Det understreger hele problematikken; at det skulle være noget særligt at være kvinde og kunstner”.

Johannesen mener heller ikke, det er særligt at være kvindelig gallerist.

”Der kan være bestemte omgangsformer, fx. med de typer af samlere, som Jesper nævnte før, men jeg tænker generelt ikke over det”.

Men Johannesen mener, at der netop skal være kvindelige forbilleder for at bryde skævvridningen af både kunstnere og gallerister.

”Man skal kunne se, de er derude. Der skal være rollemodeller. Og jeg synes, der er nogle meget synlige kvindelige gallerister i København”.

Statistisk set kan man dog se, at kvindelige gallerister generelt ikke repræsenterer flere kvinder. Det kunne muligvis tyde på, at der er en opfattelse af, at det gavner ens karriere, at repræsentere mænd, eller også at der er en frygt for at blive opfattet som et ‘kvindegalleri’.

Kolde facts taler klart

Nina Beier, som var den eneste kunstner i panelet, ville ikke udtale sig om, om hun oplevede, hun havde sit køn imod sig på kunstscenen.

”Jeg sidder her, fordi jeg har været så heldig, at jeg er blevet inviteret indenfor. Det er ikke mig, der har de historier. Men det handler heller ikke om, hvordan jeg oplever det, men om de kolde facts”.

Men hun kom derimod med en virkelig væsentlig pointe i forhold til, hvordan vi definerer den kunstneriske kvalitet:.

”Vi kan alle argumentere for, at det ikke handler om køn, men om kunstnerisk kvalitet, men så må vi tale om, hvordan vi forstår det begreb. Vi ved, der ikke er en universel sandhed om, hvad kunstnerisk kvalitet er. Det er noget, vi skaber i plenum, mens vi skriver kunsthistorie osv., men hvad med alle de grupper i samfundet, der ikke bliver set og hørt. Vi skal lære at inkludere alle de stemmer i samfundet, som ikke bliver repræsenteret”.

Kvinder er det nye potentiale

Da museerne har en stor indflydelse på kunstmarkedet, idet gallerierne blandt andet følger museerne nøje, består det næste panel på salonen af repræsentanter fra den institutionelle verden: Christine Buhl Andersen, forkvinde for Ny Carlsbergfondet, Mikkel Bogh, direktør for Statens Museum for Kunst og Michael Thouber, direktør på Kunsthal Charlottenborg foruden kunstsamleren Sara Lysgaard, som lægger ud med at fortælle, at hun heller ikke overvejer kunstnerens køn, når hun køber kunst:

”Men vi bliver nødt til at rette blikket mod, at der er et helt ‘untapped’ marked af kvinder, som ville være spændende at få med. Vi mangler simpelthen kvinders stemmer og syn på vores liv og fortællinger. Der er et helt uforløst potentiale af kvinder”.

Direktør for Charlottenborg Kunsthal, Michael Thouber, der i den seneste tid netop har talt kvindelige kunstneres sag i medierne, tapper ind i Lysgaards ræsonnement og forsøger at vende stemningen og debatten positivt.

”For mig er det også et kæmpe potentiale at skulle se og købe kvinders kunst. Der bliver ikke taget noget fra én ved at skulle arbejde med og se kvinders kunst. I kunstbranchen taler man hele tiden om, at man skal man finde den nye stemme. Men hvis der så er et helt område, som ikke er opdyrket – kvinder, sorte og andre, som ikke har fået en stemme – så ligger potentialet der. Jeg vil gerne, at vi taler om det som et potentiale og en mulighed.”

Således er der forhåbninger om, at de nye stemmer på kunstscenen bliver kvinder udover de alle andre i samfundet, som ikke bliver set og hørt.

Forhåbentligt kommer vi i fremtiden til at se den udstilling, en af tilhørerne i salen forestillede sig: En udstilling, hvor verden var repræsenteret lige så mangfoldig, som den er; med kvinder, mænd, personer af alle andre køn, børn og gamle samt personer af alle hudfarver og seksualiteter.

På salonen fortsatte diskussionen om kvoter, noget som i Danmark ofte opfattes som et problem. En løsning, flere paneldeltager foreslog, kunne være blot i stedet at kalde det ‘strategi’.

Visionssalonen Kunst, marked og kvinder – en bedre balance? kom rundt om mange facetter af problemet, men nåede ikke frem til særlig håndgribelige løsninger, selvom Thouber forsøgte at lave aftaler med alle de andre paneldeltagerne.

Måske skulle der have været afsat længere tid til et helt seminar, eller man skulle have gået mere i dybden med bare et enkelt panel og afsat mere tid til større diskussion imellem paneldeltagerne og med publikum i salen.

Lyt til Bikubenfondens Podcast KUNST OG MARKEDET. HVOR ER KVINDERNE? fra salonen her.