Kys, kunst og knogler

Lad os starte på førstesalen i Overgaden: Her residerer den unge malerkomet Alexander Tovborg (f. 1983), der udstiller ikke mindre end ti 310 x 198 cm store malerier, som er installeret i et halvcirkelformet, mørklagt rum, der åbner sig for den besøgende som en mellemting mellem en hule og en apsis i en kirke.

Her inviteres vi til at søge indad og finde stilhed. Men hvis man forventede, at Tovborg nok engang havde givet sig i kast med at udforske den religiøse ikonografi, tager man fejl.

Denne gang handler det om dinosaurerne, disse forhistoriske kæmper, som en gang var Jordens absolutte konger, og som uddøde ganske uforklarligt over night. Videnskaben har stadig ikke løst gåden om deres forsvinden, og bl.a. derfor er denne dyreart omspundet af så mange myter og genstand for så intensiv dyrkelse i film og litteratur.

Vi mennesker spejler os nemlig i dinosaurerne, fordi vi erkender, at også vore dage er talte: At den tid kommer, hvor vi enten har undergravet vores eget eksistensgrundlag pga. vores umættelige grådighed og ressourcefråds, hvis ikke vi udslettes af en komet.  

Grædende dino
Titlen Bocca Bociata (kysset mund) har Tovborg hentet hos den italienske prærafaelit Dante Gabriel Rossetti, som i sit ikoniske maleri med denne titel fremstiller sin foretrukne model på en og samme gang forførende og melankolsk. På dette billede ser man tydeligt, at hendes mund netop er blevet kysset – den er stadig formet efter denne læbernes berøring, som efterlader hende i et længselsfuldt tomrum.

Tovborgs maleriinstallation kan som rum i rummet også give associationer til et diorama, som vi kender fra mange naturvidenskabelige museer, hvor man har kreeret en illusion med udstoppede dyr i deres naturlige habitater.

Alexander Tovborgs dinosaur er en iguanodon, en planteædende dinosaur, som levede i den tidlige kridttid for mellem 132-100 mio. år siden. Ifølge det ledsagende pressemateriale har Tovborg været inspireret af Londons Crystal Palace Park, hvor den britiske billedhugger Benjamin Waterhouse Hawkins i 1852 skabte 33 skulpturer af disse kæmper i naturtro størrelse. Det var en sensation i datiden, for dengang var dinosaurerne endnu ikke almindeligt kendt. Tovborg giver sin dinosaurus menneskelige træk, når han skildrer den som en sørgende dino.

Afbrudt pirring
Tovborgs malerier er imidlertid kalejdoskopiske og kollage-agtige, så det varer lidt, før man opdager hans grædende dinosaurus. Han har gentaget det samme motiv med et mylder af mønstre, linjer spor og ornamenter, som er underholdende at gå på opdagelse i. Malerierne er som altid hos Tovborg intense og mangelagede med glødende orange-gule farver i centrum og med mørkere og køligere farver udenom. Egentlig er der tale om stofkollager, så overfladen har en vibrerende tekstur, som kan minde om gobeliner.

En ting undrer dog denne anmelder: To af felterne i halvcirklen er tomme. Af pressemeddelelsen fremgår det, at myten fremskrives ”som en både universel og fleksibel betydningsmekanisme, der tåler uophørlige gentagelser og tilpasninger. Væggen i installationen er derfor heller ikke fyldt helt ud, men ender i ubemalet lærred, hvorved det antydes, at mytedannelse er et almenmenneskeligt grundvilkår, der ikke kun hører fortiden, men også fremtiden til.” Det lyder flot, men man (jeg) havde hellere set halvcirklen gennemført fra A-Z. Som det er nu, er det som coitus interruptus – lige inden orgasmen.

Udstillingen vil blive ledsaget af et katalog, der lanceres den 10. juli. Her vil man kunne læse mere om dinosauren som mytologisk omdrejningspunkt for udstillingen og også nyde en morsom novelle af den britiske kurator m.v. Tom Morton. Han fabulerer over de gådefulde dinosaurer, som minder om middelalderens drager, og som i novellen får to mænd til at mødes i et dybtfølt kys.

Reb og knogler
I stueetagen vises udstillingen ˄Ɣ ƪǷ, en kryptisk titel, som ligner en blanding af en rebus og assyrisk kileskrift. Der er så sandelig også noget gådefuldt over de to talentfulde billedkunstnere Marie Søndergaard Lolks (f. 1981) og Rasmus Rosensgaards (f. 1979) værker, der supplerer hinanden fortrinligt. De to kunstnere har fulgt hinanden siden akademitiden.

Rasmus Rosengaards sorte malerier er som store tavler, der hænger renskurede og rensede og venter på at blive fyldt ud med motiver eller inskriptioner. De fungerer også som punktummer, der danner mellemrum mellem udstillingens øvrige værker.

Her mindes man naturligvis Ad Reinhardts monokromer fra 1960’erne og ’sortekunstens’ fremmeste maler, franskmanden Pierre Soulages’ svimlende skildringer af lys gennem mørke. Rosengaards bestræbelser går imidlertid i en noget anden retning. Han kombinerer malerierne med objekter i form af knogler og skeletter af døde dyr, der inklinerer for de sorte firkanter på væggene og indleder en makaber dødedans. Her spadserer minimalismens forenklede formsprog sammen med renæssancens og barokkens dystre vanitas-symboler, og det går overraskende godt.

Maleriet som samtidskunst
Søndergaard Lolk er nok den mest nørdede maler i dansk samtidskunst. Hun bygger sine malerier op lagvis og integrerer objekter, der normalt er fremmede for maleriet. I hendes originale håndtering forlenes maleriet med en fysikalitet og en objekt-karakter – og ofte tenderer det relieffet eller skulpturen. Ved overlapninger og ved at fjerne objekter på fladen, kommer det i høj grad til at handle om repræsentation og måden at betragte maleri på som et særligt, traditionsrigt medie.

Nogle af værkerne er overjordisk smukke, mens andre er bevidst anti-æstetiske og udfordrer de gængse skønhedsbegreber. Der er ingen grænser for Søndergaard Lolks fantasi, og hun udviser også i sine nye malerier, hvoraf en del er papirarbejder, og som alle er skabt direkte til Overgadens lysende arkitektur, en udpræget sans for dekorative stiliseringer og evne til at udtrykke et spændende linjespil, mens farverne er afdæmpede med forkærlighed for jordfarver som brun og grøn.

De tre kunstnere viser på hver deres måde nye veje for maleriet og overbeviser om, at der stadig ingen ende er på maleriet som medie, hvis man skulle være af modsat opfattelse.