Lars Hempler om udstillingen ‘Maze of Space’

Street art-begrebet bliver ofte til noget lummert og skummelt!
Kunstpakhuset i Ikast viser det første bud på udstillingsstedets fremtidige satsningsområde: unge nyuddannede kunstnere. Det sker med udstillingen Maze of Space hvor de tre århusianske kunstnere Lars Hempler, Anders Reventlov Larsen og Bill Bach har fået frie hænder til at udnytte Kunstpakhusets 200 m2 store udstillingsrum. Det er der kommet en levende og spændende udstilling ud af, der sætter fokus på graffiti-kunstens sociale, politiske og kunstneriske potentialer.

De tre kunstnere spiller alle en markant rolle på den århusianske kunstscene. Gennem deres kunstneriske og kuratoriske engagement i udstillingsstedet artboks.dk har de deltaget aktivt i debatten om kunstens rolle og betydning i det offentlige rum. Lars Hempler og Anders Reventlov Larsen, der begge er uddannede på Det Jyske Kunstakademi, viser desuden sideløbende med Maze of Space i Ikast udstillingen Subtropolis i Udstillingsstedet Spanien 19C.

Om samarbejdet mellem de tre kunstnere og udstillingens tilblivelse fortæller Lars Hempler:
”Bente (Jensen, kunstnerisk leder af Kunstpakhuset, red.) spurgte mig, om jeg ville lave en udstilling herude, og da jeg hørte, at rummene tilsammen var 200 m2 mente jeg, at det var i overkanten af, hvad jeg selv havde malerier til at fylde ud. Derfor spurgte jeg Anders og Bill, om de ville være med. I det forreste af de to rum har vi lavet en mere klassisk ’galleri-agtig’ ophængning af mine malerier, og i det næste rum kan man se graffitien i sin helt rene form, direkte på væggene.

Med udstillingen vil vi gerne sætte fokus på den kommercialisering, der ofte sker med graffiti-kunsten, når den kommer ind på gallerier og udstillingssteder. Den bliver forfinet, og efter min mening bliver hele begrebet street artofte til noget lummert og skummelt, som gallerierne har opfundet for at kunne sælge mere kunst.

Når jeg laver mine malerier og installationer tænker jeg det ikke som noget andet, end når jeg laver graffiti. Jeg ser det hele som billedkunst. Med opbygningen af udstillingen vil vi gerne give folk mulighed for både at tale om graffiti-kunsten, som den giver sig til udtryk i malerierne, og samtidig at se den i sin rå form i det næste rum, der også arkitektonisk er mere råt, fordi det ikke er istandsat endnu.

På den store endevæg har vi lavet et fælles værk, der er bygget op af vores personlige tags. De andre tre vægge fordelte vi imellem os. Vi havde ikke på forhånd lagt en plan for, hvordan resultatet skulle se ud, i stedet har vi arbejdet med at male lag på lag indtil vi var tilfredse med resultatet. Det spontane i arbejdsprocessen er en central del af graffitien. Især når man arbejder flere sammen. De motiver, som vi maler kommunikerer til hinanden. På gadeplan er det den samme dynamik, her kan man kommunikere med andre kunstnere på kryds og tværs af tid og sted ved at påvirke hinandens værker, selvom man måske aldrig har mødt hinanden”

Politisk maleri
Både i Hemplers malerier på lærred og i de store vægudsmykninger ses kommentarer til bykulturens dynamik, foranderlighed og sociale strukturer. I en serie af mindre malerier ledes beskueren fra udstillingens forreste rum videre ind til den rå graffiti med slagordene: Transform, Identification, Transformer, Resoluteness og Negotiations.

Om dette fortæller Hempler:

” Jeg har beskæftiget mig meget med litteratur om blandt andet arkitektur, frirum, offentlighed og lovgivning. Det giver sig til kende i værkerne, men samtidig er de sproglige udtryk også en del af mine tags, en slags leg med formerne, der gennem ordenes betydning giver et ekstra lag til betydningen. Det er den samme motivation, der ligger bag udstillingens titel Maze of Space; det er en slags vekslen i byrummets labyrint, som graffitien er en del af. Efter min mening er graffitien et af de eneste områder, hvor maleriet kan være aktivt og komme med kommentarer til det offentlige rum på en så direkte måde. Samtidig er graffitien på gadeplan det eneste sted, man kan lave politisk maleri, fordi det ikke kan købes. Ligeså snart det kommer på lærred går det ofte op i salg, ikke mindst fordi der er så mange, der hopper med på galleriernes street art bølge".

Kunstdumping
Udstillingens totaludsmykning sætter et foreløbigt punktum for dele af Kunstpakhusets udstillinger. Efter udstillingen skal rummet gennemgå en større renovering, der forventes færdiggjort omkring påske 2008. Men værkerne får mulighed for at leve videre i lokalområdet. Når udstillingen lukker vil graffitikunsten blive placeret forskellige steder i Ikast-Brande området. Graffitiværkerne er malet på store plader og kan derfor nedtages og bevares i deres helhed. I Kunstpakhuset kan man udfylde et skema, hvor der skal redegøres for hvor stor en del af værkerne, der ønskes modtaget, og hvor det skal afleveres. Det er ganske gratis at få ’dumpet’ en del af udstillingen, og der er ikke nogle på forhånd bestemte kriterier, for hvem modtagerne må være. Dog ser Kunstpakhuset gerne, at værkerne skal indgå i det lokale offentlige rum.

Bente Jensen forklarer:
”Med ’kunstdumping-aktionen’ vil vi sætte fokus på, hvordan vi her i lokalområdet behandler den offentlige kunst. For eksempel har vi set, at et værk af Bjørn Nørgaard blev opbevaret på en losseplads, indtil dets endelige placering blev bestemt, og med vores ’dumping’ vil vi gerne fremme en bevidsthed om, hvor vi placerer kunstværker i det offentlige rum, og hvilken rolle de skal spille dér.”

Værkernes præcise fremtid står således stadig uvis, men deres gennemslagskraft vil uden tvivl skabe genlyd i det midtvestlige.