Lars Vilhelmsen om Lysthus

Et rum for spontanitet og levende iscenesættelse
Sidsel: Hvordan vil du beskrive projektet Lysthus med dine egne ord?

Lars: Lysthus er både en fysisk og mental ramme for kunstarbejde. I projektet indgår mine egne værker, men også andre kunstneres værker kan indgå. Lysthus består dog mest af mine egne værker. Lysthus kan egentlig finde sted igen både fysisk og mentalt alle steder, hvor der er en eller anden relation til et lysthus. Denne relation defineres altid af mig ud fra en personlig vinkel. Projektet udspringer oftest af en spontan idé og indeholder en form for iscenesættelse.

Sidsel: Du har også tidligere beskæftiget dig med iscenesættelsen, for eksempel i How Scandinavian of Me. Er der en sammenhæng mellem dit nuværende og tidligere arbejde?

Lars: Der er en forbindelse mellem projekterne fordi mange af de undersøgelser, der bliver gjort i forbindelse med How Scandinavian of Me ligger til grund for Lysthus. Det hænger sammen med, at mange af de tanker jeg gør mig i arbejdsprocessen, ofte er relateret til en privat-personlig kompleksitet. Så subjektet, det vil sige mig som kunstner, er altid central. Der ligger dog ikke tanker omkring det skandinaviske i lysthusprojektet. Omvendt er der også nogle ting i How Scandinavian of Me, som jeg ikke har fået undersøgt. Jeg syntes for eksempel, at det kunne være interessant at arbejde med sproget, fordi det havde jeg ikke prøvet før.
Faktisk så har Lysthus også allerede været udslagsgivende for et andet projekt, som hedder Artroyal. Forbindelsen mellem de projekter er særlig kraftig, blandt andet fordi den personlige psykologiske rejse og iscenesættelsen af mig selv er i centrum begge steder.

Sidsel: Hvorfor har du netop valgt lysthuset som ramme for dette projekt?

Lars: Det var et ønske om at arbejde med et projekt, der var langt løsere i sin form, end det jeg tidligere har arbejdet med. Jeg ville ikke arbejde efter bestemte regler eller efter en fastsat tidsplan. Den eneste regel er her, at værkerne skal kunne relateres til lysthus som begreb. Projektet kunne have heddet alt muligt andet, men nu hedder det altså Lysthus.
Starten på projektet var dog en interesse i litteraturens lysthus, og det der ligger gemt i forhold til det begreb. Derfor spinder flere af værkerne over ordet tankefuld, som jo stammer derfra. Ordet tankefuld rummer flere betydninger, men vigtigst af alt fungerer det som et statement, der efterlader beskueren med en slags forundring.

Sidsel: Vil det sige, at man som beskuer selv skal være lidt tankefuld?

Lars: Ja, beskueren bliver nødt til at træde ind i værkerne og investere et eller andet af sig selv for at få noget ud af det.

Sidsel: Kan du fortælle noget om de værker der indgår og hvordan du har arbejdet frem til dine ret forskellige udtryk?

Lars: Jeg var igen interesseret i at gå imod nogle gældende konventioner omkring kunst. Jeg lader mig faktisk styre af det jeg oplever, eller det jeg tilfældigt kommer forbi på min vej. Det spontane aspekt er toneangivende for den måde, jeg angriber projektet på. Udgangspunktet var, at jeg gerne ville prøve at dokumentere nogle performances, hvor der indgår både bevægelse, musik, lyd og tale.

I grunden ønsker jeg ikke at forklare værkerne alt for meget, netop fordi der så er risiko for, at det ”spontane” aspekt går tabt. Men typisk er det dog, at jeg prøver at skildre nogle af de samfundsmæssige problematikker, der optager mig, eller at jeg tager udgangspunkt i erindringer fra mit eget liv. Det er for eksempel relationerne mellem køn i I am not a Carpenter eller mine tanker omkring forskellige historiske begivenheder og vores evne til at tilgive i History is not Forgiveness. I Artist with a red Ball er selve iscenesættelsen i højsædet, og der er referencen egentligt blot min oplevelse af at blive fotograferet og opstillet som barn i en eller anden kunstig kontekst. Et af mine værker er en parafrase over Edwards Munchs Selvportræt ved lysthuset Ekely, hvor jeg iscenesætter mig selv som Munch foran et lignende form for lysthus. Ekely er jo egentlig ikke et rigtigt fysisk lysthus, men blot et sted hvor lysthuset bliver til et slags begreb. Så jeg beskæftiger mig i princippet med alt som kan relateres til et lysthus.

Sidsel: Spontaniteten er altså den røde tråd, hvad forventer du at værkerne fortæller beskueren?

Lars: Mit ønske er, at værkerne sætter gang i nogle tankeprocesser eller får frembragt nogle oplevelser eller følelser hos beskueren. Læsningen af værkerne er ikke entydig, men baseret på beskuernes forskellige personlige tilgange, så det er ikke noget bestemt jeg sigter efter.

Sidsel: Normalt findes lysthuset jo i det private rum. Hvordan bidrager denne ramme til den åbne personlige fortolkning?

Lars: Lysthuset giver anledning til at angribe eller anskue de forskellige rum, der er i ens private liv. Alle kan træde ind i en eller anden form for defineret ramme og derfra finde en måde at ytre sig på, eller man kan bruge en defineret ramme som et talerør.

Sidsel: Projektet eksisterer både virtuelt og fysisk, hvorfor?

Lars: Fordi jeg gerne ville ændre de konventionelle rammer for udstilling af kunst. Jeg bruger Internettet, som er tilgængeligt for et stort og bredt publikum. De fysiske værker er dokumenteret på YouTube, fordi det kunne være interessant at lagre sit arbejde i en kontekst, der bestemt ikke er udpræget kunstrelateret.

Sidsel: Hvorfor er det interessant at præsentere kunsten i en ikke kunstrelateret sammenhæng, du kan jo ikke på samme måde definere dit publikum?

Lars: Nej, det er sådan at værkerne altid er tilgængelige for alle. Når man lægger noget ud på YouTube, kan man aktivere nogle knapper, der gør at alle og enhver ikke bare kan kommentere på det, som de nu oplever. Jeg har derimod gjort det sådan, at alle kan kommentere på mine værker. Således kommer der forskellige former for feedback og der lægges igen op til, at læsningen af de forskellige er helt åben.

Sidsel: Hvad skal der ske med projektet i fremtiden?

Lars: Projektet kommer til at vokse, for der vil hele tiden blive tilføjet nye værker. Hvornår og hvordan står hen i det uvisse. Medio 2007 påtænker jeg at etablere et metaforisk lysthus på min egen private matrikel, der skal fungere som base for alle lysthuse. Det bliver et frit og åbent sted, hvor alt i princippet kan ske: eget kunstarbejdssted, meditation, diverse udgivelser – et sted som andre kunstnere inviteres ind i. Der er streg under det med lyst, det uforpligtende og det spontane, så alle skal i princippet kunne benytte dette lysthus til forskellige arrangementer. Derfor laver jeg også kun værker til Lysthus, når jeg har lyst.