Legende abstraktioner

Udstillingen med det spøjse navn Schickenisse er en dialogudstilling, hvor billedkunstner Lisbeth Eugenie Christensen har inviteret billedhugger Jørgen Carlo Larsen til en kunstnerisk samtale på Himmerlands Kunstmuseum.

Selvom de to kunstnere arbejder med henholdsvis billeder og skulpturer, finder de begge, at en traditionel skelnen mellem flade versus rum er underordnet.

Billeder med ben
”Jeg betragter mine billeder som rum,” forklarer Lisbeth Eugenie Christensen. “For mig at se foregår der et figurdrama i et rum med fire kanter. Og når jeg sætter stofligt papir ind bag glas og i en lækker træramme, så har de jo meget fysisk karakter.”

Hun fremviser en papirmodel, hun har foldet og tilføjer, at hun ofte arbejder med skabeloner over konkrete genstande – så som en art deco smykkenål.

Jørgen Carlo Larsen er også interesseret i synergien mellem billede og skulptur:

”Jeg kan godt lide tanken om, at mine værker kan læses som synlige tegninger. Som Mondrianske tegninger, der har fået ben,” siger han smilende.

Modsætninger mødes
Både Lisbeth Eugenie Christensen og Jørgen Carlo Larsen ytrer sig i et samspil mellem modsætninger. Mellem på den ene side det abstrakte, lineære, geometriske, statiske og flade og på den anden side det figurative, organiske, stoflige, dynamiske og rumlige.

Eugenie Christensen sammensætter for eksempel maskinelle former, ornamentik og flettet hår med figurer med utilslørede erotiske betydninger: vaginale passager og svævende penisser.

Carlo Larsens underfundige møbel- og arkitekturlignende gestalter kombinerer på sin side komponenter som højdesøgende og monokrome grid med klodsede, skrøbelige fødder af glaskartofler i polykrom emballage.

Her antydes også forskellighederne mellem de to:
Eugenie Christensen har en forkærlighed for symboler, psykologi og surrealisme. Carlo Larsen vedgår derimod sin forbindelse til den socialkritiske kunsttradition.

”Jeg er optaget af, hvordan vi mennesker indretter os,” fortæller han. “Mange af de ting som vi efterstræber og omgiver os med er for mig et billede på, hvor skrøbeligt et grundlag, vi bygger vores samfund og vores selv på.”
   
Legens alvor
Begge kunstnere hylder omhyggelighed, materialebevidsthed og klassiske kunstkomponenter som farve, form og komposition. Men det kontrollerede får modvægt af leg, tilfældigheder og humor.

Dette sammenfald ligger også bag Eugenie Christensens valg af netop Carlo Larsen som samtalepartner.

”Tilfældigheder er nødvendige for at holde gestikken dynamisk,” beretter Lisbeth Eugenie Christensen, mens Jørgen Carlo Larsen taler om ”fejl” og ”friskhed” som vigtige parametre og konkluderer:

”Vi mennesker kan have en kedelig tendens til at bremse legen.”
   
Af samme grund udstiller de to kunstnere ikke blot nøje udvalgte tegninger, malerier og skulpturer, men har også opsøgt mødet og legens muligheder. De har således medbragt en kuffert hver med skitser til udstillingen – uden at kende indholdet i hinandens kufferter på forhånd.

Den surrelle virkelighed
Lisbeth Eugenie Christensen og Jørgen Carlo Larsen har rødder i den abstrakte, konkrete kunst, men det betyder ikke, at de viger bort fra den ydre verden:

”Alle ting har en historie,” proklamerer Carlo Larsen. “Jeg skjuler derfor heller aldrig, hvad mine værker er lavet ud af, og processen skal være helt synlig.”

Og selvom Eugenie Christensen arbejder samplende og inkluderer computergenererede figurer, er den ydre virkelighed også uomgængelig for hende.
”Jeg har et klart behov for den virkelige verden som drivkraft, og jeg er meget bevidst om, at jeg er indskrevet både i min samtid og i en større billedhistorie,” siger hun.

Germansk havenisse
Hvad med udstillingens titel?
”Titlen opstod af et pingpong. På et tidspunkt havde vi indkredset ordet skikkelse, og da vi opdagede sammenhængen med det gamle tyske ord Schickenisse, så var vi ikke i tvivl. Det er et sjovt ord, ik’?,” lyder det muntert fra Lisbeth Eugenie Christensen.

Jo, det er sjovt. Det klinger germansk, men minder også lidt om havenisse. En ordbog forklarer, at skikkelse er omdannet af Schickenisse, som igen er afledt af schicken, der betyder ordne.

Det må være det, de to kunstnere gør. De ordner – hånd i hånd med det legende.

SE FLERE BILLEDER FRA UDSTILLINGEN HER