Legende DIY performance

De laver nærmest huller i filmbillederne med lyskeglerne fra deres lommelygter, imens de bevæger sig rundt i lokalet. Nogle gange korte lysskud og andre gange længere koreografier rundt på lærredet med hver deres lyskegle. En leg og dans med lommelygter, der måske vækker minder om lignende lege i børneværelset, når de voksne havde slukket lyset, og det var sovetid.

De to amerikanske kunstnere, Alex Nathanson og Dylan Neely, der udgør gruppen Fan Letters, har i det hele taget en charmerende legende DIY tilgang til medierne og materialerne i deres performances. Så det er lidt som at være med i øvelokalet eller det kreative laboratorium, når man er publikum til deres performances. Og det er svært ikke at trække på smilebåndet, når Dylan Neely fx laver live loops og foleys, ryster med sine nøgler eller et gammelt marmeladeglas fyldt med tingeltangel foran mikrofonen, der bliver en del af værkets lydside.

Det interaktive liveelement spiller en central rolle i duoens værker. Lyskeglerne er fx ikke blot en del af et visuelt lag, men indvirker også på lydsiden, så hver bevægelse med lyskilderne registreres digitalt og afspiller små musikalske fraser.

Storbystemning
Aftenen i TYS indledte Fan Letters med lyskegledansen ovenpå en film præget af en tyk new yorker stemning. Billeder af subway-tunnellers mørke sugen, vintage fotos af undergrundsstationer og en fragmentarisk tekst om en kvinde, der ikke ved hvem hun er, men måske møder en fremmed, en andens blik i mørket kobles med en trafiklydside, larm, stemmer, urbane klange.

Maxine Excerpt from Alex Nathanson on Vimeo.

Lyskegledansen kunne mime kvinden og den andens blikke i mørket, samtidig med koreografien prisværdigt punkterer den lidt patosladede tekst og klicheerne om storbyen New York.

Den næste film har også trafik som omdrejningspunkt på billedsiden. Her er det flytrafkken, der har fokus, men det visuelle udtryk er helt anderledes end i den foregående film. Billederne er bevidst slørede, så man indledningsvist har svært ved overhovedet at se, hvad der er på færde. Men på trods af det, genkender man hurtigt scenariet. Det minder nemlig om det neutrale udtryk fra en sikkerhedsinstruktion i flytrafikken.

Her er lydsiden nougatblød, elektronisk musik, der forstærker indtrykket af blurriness og måske skal stå som en modsætning til udtrykket for den hårde kapitalistiske flybranche eller netop efterligne forbrugsmuzak.

Kapitalismekritik
Tredie del af Fan Letters montageværk indledes med filmsekvenser fra et selskab omkring et bord fyldt med mad, en buffet, hvor der gås til de fedtglinsende fade, når der ikke poseres grimt for kameraet.

Overforbruget suppleres af et spillemaskinedisplay, hvor de kendte tegn og tal fra spillemaskinen optræder, men også fotos af vestlige populær-ikoner, en hoftevridende Elvis og ditto Britney. Denne del afrundes af en kort mere abstrakt del, hvis stil minder om noget meget gammelt computergrafik holdt i hvide streger og punkter.

Til slut møder vi en dynamisk, grafisk kollage med zappende billeder af kendte, semikendte og ukendte personer. Deres identitet er sløret men via et opstillet kamera indsættes små sekvenser af os, aftenens publikum, i deres sted. Måske et signal om, at vi også tager del i forbrugsmuzakken og -maskinen og kan overveje at gribe ind. Her akkompagneres med sart, live violin, og det er som om værket går fra intense rotationer mod gradvis opløsning.

Fan Letters legende univers og varierede udtryk i lag på lag var fornøjeligt og interessant at stifte bekendtskab med, men man kan måske diskutere, om ikke den direkte interaktion med publikum kunne være udfoldet mere, og om ikke hele DIY tilgangen blev for hyggelig og new yorker cool, så værkets kapitalismekritiske brod blev for klichefyldt og ufarlig.