Lilibeth Cuenca Rasmussen: “Jeg prøver ofte at dekonstruere noget konkret, så det bliver helt abstrakt”

Af
2. marts 2020

På Charlotte Fogh Gallery kan man lige nu opleve nogle af Lilibeth Cuenca Rasmussens værker i udstillingen Hybridization. Vi har mødt kunstnere til en snak om at lave værker der udspringer af performance, Grundtvig og blæksprutteblæk.

Dragedukker, installationsfoto. Foto: Charlotte Fogh Gallery.

På Charlotte Fogh Gallery kan man lige nu opleve nogle af Lilibeth Cuenca Rasmussens værker i udstillingen Hybridization. Vi har mødt kunstnere til en snak om at lave værker der udspringer af performance, Grundtvig og blæksprutteblæk.

Af
2. marts 2020

På Charlotte Fogh Gallery kan man lige nu opleve Lilibeth Cuenca Rasmussen i udstillingen Hybridization. Vi har mødt kunstneren til en snak om at skabe værker, der udspringer af performance, Grundtvig og blæksprutteblæk.

Jeg møder performancekunstner Lilibeth Cuenca Rasmussen under forberedelserne til hendes udstilling på Charlotte Fogh Gallery. Det hele er lidt hektisk.

Dagen forinden underviste hun på Kunstakademiet i Bergen, samme dag ankom værkerne til galleriet, og her, dagen før ferniseringen, har hun lige fået meddelelsen om, at hendes guitarist, der skulle deltage i åbningsperformancen, er gået i fødsel. Trods de turbulente omstændigheder fortæller hun roligt om udstillingen:

“Værkerne er ret performative. Mit fokus har været det tidslige i det performative og processen i et værk.”

I udstillingen Hybridization kan man se nogle af Cuenca Rasmussens materialiserede – altså mere traditionelle, fysiske – værker. Men selv i hendes fotografier og malerier kan man se kunstnerens mangeårige praksis som performancekunstner manifesteret.

Den materialiserede kunst

Lilibeth Cuenca Rasmussen er mest kendt som performancekunstner og har i mange år arbejdet med tidsbaseret kunst. Og det har på en måde været en hæmsko for hendes udstillinger i Danmark:

Lilibeth Cuenca Rasmussen. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

“Folk tror, jeg kun laver performances. Det er svært at få lov til at få et andet image, når man først er blevet sat i bås – og især i Danmark. Mange af mine materialiserede værker har jeg udstillet i udlandet”.

Men man kan ikke dele hendes kunstneriske praksis i materielle værker og performativ kunst som to adskilte elementer, for det hele hænger uløseligt sammen for hende:

“Grundkernen i mine værker kommer fra performance, fra en performativ idé. Hvis det er stammen på et træ, så udvider og genbruger jeg performanceideen”, siger hun og tilføjer: “Jeg synes, det er rart at have et medie som fotografiet til at få det væk fra min krop”.

Udstillingstitlen, Hybridization, peger også på, hvordan udstillingen er komponeret: Forskellige værker, fra forskellige kontekster, sat sammen til en hybrid. En hybrid af fotografier, malerier, en skulptur, video og performance, der tilsammen udgør ét samlet værk.

Grundtvigs dragedukker

Det performative ses tydelige i fotografierne, der har et nærmest filmisk tidsforløb over sig. Man ser en kvinde i noget, der ligner en bryllupskjole, og som over de næste tre fotografier tager tøjlag af. På det sidste foto er hun på vej ud af billedet i shorts og amerikanske cowboystøvler:
“Det er en kvinde, der står i traditionerne, og bryder ud af dem – hun er på vej videre”.

Serien af fire fotografier hedder Dragedukker – et ord Cuenca Rasmussen har stødt på i et digt af Grundtvig. Ordets betydning er todelt: Det er en alrunerod og har noget med hekseri og helbredelse at gøre. Men det har også været en betegnelse for mennesker, der oplever en splittelse i deres nationale identitet, og blev brugt i forbindelse med grænsedragningen mellem Danmark og Nordtyskland:

“Der var mennesker, der følte sig mere tilknyttet den ene nationalitet end den anden; en dansker som følte sig mere tysk, eller en tysker som følte sig mere dansk”, siger hun og tilføjer: “Ordet og dets betydning passer enormt godt ind i min egen historik og fortælling”.

I dag er der mange globaliserede dragedukker, som hun vil kalde dem i et nutidigt sprog. Og netop ‘nationalidentitet’ har gennem flere år været et tema Cuenca Rasmussen, der er halvt dansk og halvt filippinsk, har arbejdet med og dekonstrueret; ifølge hende kan man ikke tale om én særlig, statisk, national identitet men om hybridiseringsprocesser, hvor national identitet består af krydsninger og er under konstant forandring.

Silkeblækspruttemalerier

Malerierne i udstillingen er sort/hvide og lavet med blæksprutteblæk, som hun har malet med sin krop på silketryk:

Installationsfoto. Foto: Charlotte Fogh Gallery.

“Da jeg påførte blækket på silken, som også har et spil i sig selv, opstod der nogle ret interessante formalistiske ting. Når jeg arbejder med at lave aftryk af kroppen, som er meget konkret, prøver jeg at gøre det abstrakt igen ved at gentage det eller ødelægge det konkrete igen”.

Cuenca Rasmussen har en eksperimenterende tilgang til maleriet, og idet blækket fra blæksprutterne er et symbol på dyret, bliver billederne i hendes optik en sammensmeltning af dyret og mennesket. Og selvom man ikke umiddelbart kan se den direkte kobling mellem blæksprutter og dragedukker, så hænger de sammen:

“Silken i de sort/hvide malerier kunne også ligne et lagen, og der opstår nogle interessante koblinger til narrativet med kvinden i den brudekjolelignende dragt i Dragedukker”.

Jeg, eu, 私, I

Til ferniseringen lavede Lilibeth Cuenca Rasmussen en performance bygget op om fire sange. Iført kostumet fra fotoserien Dragedukker, med gallerist Charlotte Foghs mand Søren, som barselsvikar på guitar og en cirkel af tilskuere, føltes det næsten som at være til en (meget) alternativ rockkoncert.

Charlotte Fogh Gallery
Performance til ferniseringen på Hybridization. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Den første sang hed Jeg, og tematiserede de helt store identitetsspørgsmål; hvem er jeg, hvor kommer jeg fra, hvor er jeg, hvem har indflydelse på min identitet.

“Jeg synger ‘jeg’ på alle mulige forskellige sprog; portugisisk, japansk, engelsk, dansk og så videre”, fortæller hun og tilføjer: “Men jeg taler ikke alle sprogene, det er helt abstrakt og ren lyd”.

Hybridization
Performance til ferniseringen på Hybridization. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Hun sang, dansede og tog lagene af tøj af, som performancen skred frem. Sangene er fortolkninger og modificeringer af Grundtvigs tekster, og med linjer som; “få har meget, mange har lidt” og “freedom of speech” fornemmer man, at hun har arbejdet med Grundtvigs demokratiforståelse og lighedstanker, og tilføjet det til sin egen humoristiske og ironiske stil. Og performancen er stadig et ufuldendt værk for hende:

“Det har været svært at arbejde med Grundtvig, som er indbegrebet af den danske kulturkanon. Jeg måtte finde min egen vej i det. Jeg ved ikke engang, om det er lykkedes endnu, hvis jeg skal være helt ærlig. Det er stadig en proces, hvor jeg prøver nogle ting af. Jeg føler aldrig, jeg lukker mine projekter ned. I mit hoved er al kunst en lang proces, der fortsætter”.

Performance til ferniseringen på Hybridization. Foto: Pernille Thorup Nørbo.