Lilibeth Cuenca Rasmussen: “Kroppen og kønnet er mega politisk”

Lilibeth Cuenca Rasmussen er performancekunstner, og med sin flerkulturelle baggrund handler det ofte om identitet og etnicitet. Men altid også om køn, siger hun, idet hun mener, at det er en politisk handling at forholde sig til og udforske sit køn og sin seksualitet. Ikke mindst fordi de heteroseksuelle normer, der præger vores samfund, bør udfordres.

I videoen Absolute Exotic fra 2005 har Lilibeth Cuenca Rasmussen iført sig et stereotypt ’eksotisk’ kostume i form af et bastskørt og en blomsterkrans af plastik. Videoen fremstår næsten som en musikvideo, hvor hun danser og rapper en tekst, der handler om, at hendes kæreste har droppet hende til fordel for ‘en mulat’. Aldeles politisk ukorrekt (og med en humoristisk tunge i kinden) taler kunstneren med sit videoværk ind i et felt af præfabrikerede forestillinger og fordomme om køn og etnicitet.

I forbindelse med en udstilling blev hun opfordret af galleriets indehaver til at performe videoværkets sang live, og med det sprang hun – i tråd med en feministisk tradition – ud som en performancekunstner, der bruger sig selv og sine levede erfaringer som kunstnerisk afsæt.

Markant scenisk nærvær

Siden har Lilibeth Cuenca Rasmussen stået som en central figur på kunstscenen – ikke mindst i kraft af sine performances, som altid udføres med et markant scenisk nærvær.

I en serie reenactments har hun genopført klassiske performanceværker af kunst-koryfæer som Yoko Ono, Yves Klein og Marina Abramović. Hun har inviteret sin familie til at danse Sha-la-la, lavet store opsætninger på Det Kongelige Teater og kombineret sine performances med billed- og skulpturskabelse.

Noget af det mest karakteristiske for hendes performances er, at hun iklæder sig forskellige kostumer og identiteter, og at hun fremsiger, synger eller rapper tekster, hun selv har skrevet.

Det handler altid om køn

Hun trækker ikke sjældent på sin dobbelte etniske baggrund. Hun er født i Manila i Filippinerne som datter af en dansk far og en filippinsk mor, men da hun var otte, flyttede familien til Danmark. Hendes kunst kredser således om det nomadiske, om identitet og etnicitet, men også om menneskets oprindelse.

“Og så handler det altid også om køn”, som hun formulerer det.
Et eksempel blandt mange er performancen Mis United (2008), der består af en række sange som fremføres i en slags flerlagsdragt. Som en babushka-dukke dukker hun frem i forskellige kostumer og transformerer sig i forskellige kvinderoller, der rækker fra en Burkha-klædt kvinde til en frodig hundjævel.

Så det er nærliggende at spørge, om kønnet er noget, der ‘bare er’ – eller om det er noget, der performes?

“Det er et svært spørgsmål, på trods af at det er kernen i mine kunstneriske undersøgelser”, begynder Lilibeth Cuenca Rasmussen. ”Selvom jeg arbejder så meget med køn, er der så mange ubevidste mekanismer i min krop, i mine tanker og i mine vaner, at det er umuligt at dissekere, hvad der er hvad.
Jeg føler mig meget som kvinde – men er også så meget andet end det. Og der er så mange ting, jeg gør uden at reflektere over det”.

“Men kroppen og kønnet er mega politisk. Jeg underviser på Kunstakademiet i Bergen og er meget sammen med unge mennesker, og jeg ved, at kønsidentitet og seksualitet optager dem meget, og at det er noget, de arbejder med det i deres værker.
Der er noget fundamentalt frigørende ved at udforske sin seksualitet, og det at finde sig selv i sin seksualitet gør, at man bliver stærk. Det kan virke egoistisk og navlebeskuende, men det er en politisk handling at udforske sin seksualitet – ikke mindst fordi samfundet er bygget op omkring det heteronormative”.

“Det heteronormative ligger i alt, og mange føler ikke, de kan indordne sig i det her system, som det meste af verden er indrettet under. De mennesker, der føler, de er født i det forkerte køn – de kæmper med det. Jeg kan godt forstå, man vil bryde med de strukturer”.

En cigarrygende præstinde

I sit værk Gynophobia fra 2020 kunne man opleve Cuenca Rasmussen som en cigarrygende præstinde, der pustede røg i hovedet på de fremmødte gæster for at hypnotisere dem til at blive feminister.

Gynophobia betyder frygt for kvinder og i hendes på en gang fabulerende og besværgende performance-tale kredser Cuenca Rasmussen om, hvorfra denne frygt stammer, om det patriarkalske samfunds behov for kontrol, om hekse-afbrændningerne, seksualiseringen og slavegørelsen – og om kvinders power.

“Det er vigtigt for vores tid, at vi bliver feminister – eller vedbliver med at være det. Det er ikke mere end 100 år siden, at kvinder fik stemmeret i Danmark som et af de første lande. Og det er ikke ret lang tid i forhold til de tusinder af år, hvor kvinder har været undertrykt.
Det kan godt være, at vi tror, at det hele er ordnet, at vi er frigjorte, at der er ligeret. Men det er ikke tilfældet. Der er stadig meget, der mangler, så derfor er det vigtigt”.

Præstinden i Gynophobia vender magtstrukturerne på hovedet, hvilket også er et genkommende træk i kunstnerens værker. Som det ofte er tilfældet er der masser af humor til stede, men det er ikke alene derfor, at præstinden pulser løs på sin cigar.

“Jeg bruger cigaren som et magtsymbol. Jeg indtager rummet med den cigar, som er et maskulint symbol, et fallossymbol. Jeg bruger cigaren som et greb for at manifestere, at det mig, der har kontrollen. Det er mig, der bestemmer”, griner Cuenca Rasmussen.

“For når man skal arbejde mod en struktur, er man nødt til at bruge nogle genkendelige symboler som for eksempel cigaren, som folk fanger med det samme, uden at det skal forklares. Modgiften er giften i sig selv”.

I Cuenca Rasmussen kunst handler det dog ikke om at stille rigide modsætninger op mellem kønnene. Det ligger hende meget på sinde:

”Det handler om de patriarkalske strukturer, ikke om den enkelte mand. Og strukturerne, dem skal man forholde sig kritisk til.
Men det handler også om kvinders selvværd. Jeg arbejder hver dag med mit selvværd. Jeg er mønsterbryder og kommer oprindeligt fra et andet socialt miljø og arbejder nu med billedkunst, som betragtes som et elitært område. Selvom jeg får den opbakning, jeg skal have i miljøet, så har jeg masser af problemer med at tro på, at jeg kan blive ved med at skabe, og om jeg er god nok. Det kan jeg ikke lave om på. Det er, fordi jeg kommer fra det miljø, jeg gør”

Maskuliniteten er i fare

Det er ikke kun kvinderoller, som kunstneren behandler. Det ses eksempelvis i værket The Instrumental Man (2012), som efter babushka-modellen er bygget op over tre sange og tre karakterer: business-manden, præsten og muskelmanden. Hver karakter manifesterer forskellige sider af maskuliniteten af i dag, og hun kalder selv værket for “et feministisk værk, der inkluderer manden”:

“The Instrumental Man er sprunget ud af min tanke om, at maskuliniteten er i fare. Mændene har ikke haft deres egen revolution, som kvinderne har haft deres, og hvis kvinderne er feminister, hvad er mændene så? Hvad er maskulinitet? Det er på en eller anden måde ret vagt i dag. Og den hvide mand er jaget vildt, han er faktisk meget udsat”.

Vrede er ikke løsningen

Lillibeth Cuenca Rasmussen griner afvæbnende.
“Jeg ved ikke, hvorfor jeg altid skal tage parti for alle. Jeg synes bare, det er interessant, at der åbenbart er brug for at skyde efter folk”.

“Jeg tror ikke selv på den fremgangsmåde, jeg tror, der skal andre midler til”, fortsætter hun. “Hvis jeg skal overbevise manden om feminismen, så tror jeg ikke på, at det hjælper at skælde ham ud og bebrejde ham, at han er en mand, og han er privilegeret”.

“Jeg tror mere på at være strategisk. Hvis man vil opnå nogle ændringer i de strukturelle magtforhold mellem kønnene, tror jeg det meget bedre kan betale sig at være imødekommende, inkluderende og informerende fremfor at stå og skændes med mændene. Det eneste, man opnår med det, er, at vi vedbliver med at være modparter”.

“Det samme gælder i forhold til racisme og fordomme mod andre etniciteter. Det nytter ikke at sige, at du må ikke sige sådan og sådan. I stedet må man prøve at forklare folk, hvorfor det ikke er fedt at blive kaldt ditten og datten.
Det nytter ikke at irettesætte og tale ned til folk på samme måde, som man måske selv bliver talt ned til. Det kommer selvfølgelig an på, hvad man vil. Vil man ændre noget, eller vil man bare stå og skændes?”. Cuenca Rasmussen griner igen.

“Jeg er både kvinde og har en anden hudfarve end hvid. Jeg kan huske, da jeg var meget ung og voksede op i provinsen i Danmark. Det var pisse-irriterende altid at se anderledes ud, og at folk altid spurgte mig, hvor jeg kom fra. Selv nogle af mine venner kaldte mig for perker, når de skulle drille mig”.

“Jeg havde altid en stor vrede i mig. På et eller andet tidspunkt vendte det sig for mig. Jeg kunne mærke, at det ikke hjalp at gå og være vred. Jeg måtte i stedet prøve at forklare, hvorfor det ikke ikke var fedt at blive kaldt perker. Når man holder op med at være vred, så sker der noget andet. Så har man bare et andet overskud. Jeg erfarede på en måde, at vrede ikke kunne løse problemerne.”

Vil du sige, at du er en politisk kunstner?
“Mange af de emner, jeg tager op, har jo meget relevans i tiden. Jeg har altid et udgangspunkt i det, der sker her og nu. Og jeg vil gerne interagere med mennesker og få dem til at tænke over, hvem de er, og hvad deres liv handler om. Få dem til at vågne i deres lille boble og få dem til at reflektere over deres liv, tage ansvar for det. Det er jo faktisk ret politisk”.

Hvad ‘kan’ kunsten? Kan den forandre noget i samfundet?
“Jeg plejer altid at have lidt dårlig samvittighed over at være kunstner, fordi kunst ‘er overflod’”, ler Lilibeth Cuenca Rasmussen teatralsk. “Først skal man have mad og arbejde og hus. Bagefter kan vi så se på, om der er overskud til kunst”.

“Men jeg kan kun være den, jeg er. Så jeg tænker, at kunstens rolle er, at den kan dække over alle nuancerne. Kunst er jo helt forskellig fra politik. Kunsten er ikke så konkret, men den kan have en nærmest holistisk tilgang til de emner, den tager fat på – til de ting det enkelte menneske går og tænker over eller er frustreret over”.

“Jeg tror virkelig, kunst kan forløse noget, at kunst kan være med til at bearbejde problemstillinger og gøre folk vågne og få dem til at tage ansvar for sit eget liv. Den udgør også et frirum, den kan virke healende”.

“Jeg tror faktisk på det”.