"Listen to the sound of the earth turning"

Yoko Ono er et fænomen, om man vil ”en levende legende”, men som Louisianas Half-A-Wind Show viser, er hun også en væsentlig og stadig aktiv kunstner. Derfor ikke et ord om John Lennon, The Beatles eller de anekdoter, der følger hende. Her er fokus på hendes kunstneriske univers.

Dette univers er udfoldet over en periode på mere end 50 år. Og, som udstillingens langt over 100 værker viser, er Yoko Onos samlede oeuvre ikke kun præget af en særlig (kvindelig eller feministisk) sensibilitet og poesi, men er ligeledes af konsekvent idealistisk drive. Et drive hun bruger til at skabe værker, der søger indsigt i og viden om menneskets eksistens. Dét vel at mærke ved at udfordre konventioner og gængse måde at tænke på.

Når tanken er værket
På mange måder er Yoko Ono en kunstner, der har været svært at få placeret i kunsthistorien. Set fra i dag var hun en central skikkelse i den amerikanske Fluxus-bevægelse. Så dér hører hun i hvert fald hjemme. Men samtidig er hun stadig skabende.

Imidlertid kan det kunsthistoriske besvær ligeledes skyldes hendes relationer uden for billedkunstens verden (ja, her må Lennon indirekte nævnes), eller at hun i ordet mest positive betydning er multikunstner. Billedkunst, poesi, film, musik, installation, arkitektur, performance og happenings færdes hun i med stor sikkerhed. Men den egentlige årsag er nok det forhold, at ideer, tanker og sproglige instruktioner til handlinger udgør hendes egentlige værk.

Det f.eks. i form af hendes legendariske udgivelse Grapefruit (1964) – en lille bog med instrukser til handlinger – som f.eks. værket Earth Piece, der er titlen på denne anmeldelse. Disse såre simple og yderst tankevækkende poetiske værker veksler mellem at være umulige at foretage, utopiske, paradoksale, politiske, humoristiske eller blot stærkt billedskabende.

Re-make
Half-A-Wind Show er en umiskendelig Yoko Ono-udstilling ved det forhold, at mange af værkerne endda ret konkret bygger på samme idegrundlag. Gang på gang arbejder Ono videre på sine ideer.

Således rummer udstillingen mange re-makes og stedsspecifikke installationer af tidligere værker.

Netop tankens genbrug er en af de vigtige nøgler til en forståelse af Yoko Onos kunst. Det hænger bl.a. sammen med, at Onos kunst er værk-fjendsk. Det fysiske værk er blot en ting, mens det kunstneriske potentiale findes i situationen, begivenheden og nærværet mellem mennesker: ved at udfolde samme ide i en ny kontekst bliver værket til på ny.

Interaktivitet
I direkte forlængelse heraf findes Yoko Onos fordring om nærvær. Gennem udstillingen ses et ønske om en ophævelse af den traditionelle værk-beskuer relation til fordel for et faktisk dialogisk møde mellem de to.

Derfor opfordres vi – ganske konkret fremhævet i udstillingsdesignet – til at deltage i flere af værkerne. Her kan fx En Trance, indgangs-installationen, der giver os flere muligheder for at komme videre ind i udstillingen, Telephone in Maze 1971/2011/2013 og Air Dispensers 1971/2013 nævnes.

Epicenter
Den første egentlige sal, man møder, er dedikeret til Yoko Onos produktion fra 1960’erne og de tidligere 70’ere. I dette buldrende epicenter er mentale input og kunstnerisk overskud til flere timer.

Vi bydes på underfundige og humoristiske værker som fx Water Piece (Painting to be watered) 1962 og Sky Machine 1961. Men for mig er gensynet med dokumentationen af det fantastiske og voldsomme værk Cut Piece (1964) højdepunktet.

I dette performanceværk inviterede Ono publikum fra salen op på scene for at klippe stykker af hendes tøj. Dét værk trænger ind under huden på én – også i dag. Trods sin enkle form evner værket at få tematiseret vold, magt, opofrelse og seksualitet.

Et andet highlight i denne sal er værket Museum of Modern (F)Art. I 1971 indrykker Ono en avisannonce for sin fiktive udstilling på MoMA i New York. Som en del af værket interviewer hun folk på gaden om udstillingen – og underligt nok så har de fleste tænkt sig at se udstillingen. Værket er en direkte, men legende og munter kritik, der særligt spidder kunstparnassets blindpunkt i forhold til samtidskunsten og ikke mindst til kvindelige kunstnere.

Yoko Ono får i denne sal fuld credit som konceptuel kunstner – ligesom hendes forbindelse til den amerikanske Fluxus-bevægelse og til centrale kunstnere som George Maciuna og John Cage træder tydeligt frem.

Senere værker og større installationer
I de følgende sale præsenteres senere værker og især større installationer. En prioritering, som skaber en fin dynamik i udstillingen. Dog føjes ikke så mange nye elementer til forståelsen af Yoko Ono.

Det ændrer dog ikke ved, at hovedparten af installationerne – et par stykker er allerede nævnt tidligere i denne anmeldelse – til fulde rummer skønhed, intensitet og konceptuel styrke fx hendes nye værk Moving Mountains. Det er interessant at følge hendes tematiske og motiviske spor som fx vand, himmel og rum gennem oeuvret.

Get involved!
Yoko Onos kunstneriske univers er varieret, men samtidig specifikt og inddragende på et konkret og intellektuel plan. Det har Half-A-Wind Show indfanget. Derfor er den en af de bedste retrospektive udstillinger, jeg har set på det seneste. For den er ikke tilbageskuende og opsummerende. Idet Ono stadig skaber, bliver udstillingen dokumenterende i forhold til et kunstneriske univers, der både er levende i Yoko Ono og i et nutidigt perspektiv på livet.

På den måde får hun sin ”tvær-gående” plads i kunsthistorien – og vi får en sjælden god oplevelse.