LIVGARDE foran HUSET

LIVGARDE: Et almenmenneskeligt forsvar
Ole Lindqvists fotoinstallation LIVGARDE handler slet og ret om mennesker. Det er et temmelig iøjnefaldende værk, der indtager en stor plads i rummet omkring HUSET. Afbildet på store fotostater har menneskene nemlig taget opstilling i to rækker i forskudt orden på begge sider af indgangen til HUSET. De danner en markant mur udenfor bygningens rigtige mur, men på grund af opstillingens forskudte orden er den mur, de danner, dog ikke helt uigennemtrængelig.

Fotoinstallationen består af 40 fotostater af 40 mennesker i normal højde. Alle er taget ud af deres egen kontekst og anbragt på en ensfarvet baggrund, der varierer fra fotostat til fotostat. I skildringen af disse mennesker, viser Lindqvist på den ene side, at vi, biologisk set, alle er vidt forskellige individer med vidt forskellige særtræk. Således er mennesket repræsenteret i et bredt spektrum ud fra alder, køn, hudfarve, vægt og beklædning. På den anden side fastslår Lindqvists fotostater også, at det nok mest er på overfladen, vi mennesker er så forskellige. Mennesket er trods alt en del af flokken, en del af et overordnet fællesskab. Kropssproget og de ensartede gråtoner, som menneskerne er gengivet i, vidner om dette fællesskab.

Et kulturelt fælleskab
Fællesskabet spiller selvsagt en stor rolle i LIVGARDE. De fotograferede er nemlig alle en del af et helt særligt fællesskab: de er alle brugere af HUSET. Fotostaterne tegner et nuanceret billede af den gruppe borgere, som benytter eller besøger HUSET. Placeringen af fotostaterne er derfor ingenlunde tilfældig, men derimod udgangspunktet for hele installations tilblivelse. HUSET fungerer både som fysisk og tematisk ramme for LIVGARDE. Stedet har siden 1972 fungeret som en levende og inspiratorisk kulturinstitution for byens borgere, og er i dag en vigtig grundpille i byens kulturliv. Med LIVGARDE opponerer Lindqvist imod de politiske instanser, der gør HUSETs fremtid usikker.

Den formationsagtige opstilling og titlen LIVGARDE leder svagt tankerne i retning af militære forhold. Normalt forbindes livgarden da også med det regiment af forsvaret, som står vagt om den royale familie. I Lindqvists fotoinstallation får livgarden dog en noget bredere betydning. I HUSET findes nemlig en helt særlig og værdifuld kreativitet og udfoldelsesmulighed, som almenmenneskeligt er af altafgørende betydning. Brugerne af HUSET står vagt, som en livgarde, om deres nærende kulturelle og kreative platform.

LIVGARDE fungerer som en stående argumentation for, at en lukning af HUSET vil berøre et bredt udsnit af byens borgere og ikke blot en mindre kontroversiel ungdomsgruppe. En eventuel nedlægning af HUSET vil fratage almindelige mennesker deres kreative og frie udfoldelsesmuligheder og dermed også påvirke Århus som kulturby.

Debat om menneskelige værdier
I LIVGARDE trækker Lindqvist på flere referencer, og man får unægteligt associationer til et andet kulturhus, som er blevet nedlagt i år. Lukningen og nedrivningen af Ungdomshuset i København fik alvorlige konsekvenser for alle implicerede, og det er påfaldende, hvordan Lindqvists fotoinstallation synes at afbøde en sådan udvikling ved at lade HUSETs brugere optræde i en sammensat og fredelig demonstration.

Værket lægger op til en diskussion om menneskelige værdigrundlag, hvor besparelser og økonomiske forehavender truer den frie kreativitet og det kulturelle fællesskab. Paradoksalt nok er der, som Lindqvist pointerer, kun få der opdager, at det er i det kreative og kulturelle fællesskab, at de politiske bestræbelser på ”integration, netværk, innovation og iværksætterånd” udfoldes bedst.