Luk mig ind – men også ud igen!

Jon Rafman og Ry David Bradley omfavner den digitale virkelighed som et eksistensvilkår – men ikke uden melankoli og materiel modstand. Flot og tankevækkende udstilling på Heart.

letmein hedder udstillingen, og idet man træder ind i Hearts tvedelte udstillingssal, træder man i bogstaveligste forstand ind i værket. De to langstrakte rum er dækket af billedtæpper på gulv og vægge, lyset er dæmpet og skifter diskret farve, når spots drejer og tændes og slukkes. Lydene blødes op og fornemmelsen af ens skridt gennem rummet ændres af tæpperne.

I den ene sal er tæppernes billedmotiver futuristiske (men også ruinøse) cityscapes. Her udspiller Jon Rafmans to videoer sig, mens Ry David Bradleys malerier – som dog ved nærmere eftersyn viser sig at være vævede billedtæpper – præsenteres på baggrund af et mørkt og altomsluttende naturscenarie.

letmein: Det lyder som et kodeord, man kunne afkræves for at logge sig ind i et computerspil. Og forholdet mellem den fysiske realitet og den virtuelle verden, som den folder sig ud, når vi kryber ind i de allestedsværende skærme, er da også et omdrejningspunkt for de to kunstnere, som kan siges at tilhøre den del af samtidskunsten, der går under den lidt misvisende betegnelse post-internet kunst. Misvisende, fordi der er ikke tale om et efter, men snarere et i. I kraft af vores stadig mere sømløse omgang med de automatiserede, digitale teknologier, er internettet blevet et eksistentielt vilkår på linje med den fysiske verden, vi lever i.

Læs baggrund om post-internet kunst her

Billeder orkestreres af internettet

En kunstner som Ry Bradley tager dette vilkår på sig. Som en konsekvens af, at vores billedforbrug i høj grad tilgås via skærme og på den måde orkestreres af internettet, skaber han sine malerier med digitale værktøjer i en form for co-produktion med computeren. Men selvom værkernes æstetik bærer en tydelig digital signatur, præsenterer Bradley ikke sine værker som immaterielle skærmbilleder. Tværtimod transformerer han dem til særdeles materielle output. I Herning i form af gobeliner.

Disse ‘malerier’ giver mindelser om både splintrede, kubistiske kompositioner eller håndholdte, abstrakt-ekspressionistiske greb. Men i billederne skimtes fragmenter af ansigter, hænder, hud, beklædningsgenstande, sneakers, smartphones, maskindele etc. og peger tilbage på den billedstrøm fra internettets uudtømmelige visuelle brønd, der ligger som råmaterialet i Bradleys billeder. Dette materiale er nu genereret, samplet, blurred mv. til et billedudtryk, der netop synes at befinde sig i et krydsfelt mellem et skærmlook og et stærkt traditionsbåret kunstnerisk udtryk.

Værkernes materialitet spiller med her. Gobelinen er netop en sådan rækken bagud i tiden til dengang konger og adelige hyldede sig selv (og holdt varmen) ved at hænge billedtæpper på væggene. Samtidig fremkalder strukturen i den vævede overflade – i samspil med den farvede belysning i det mørke rum – en ‘pixeleret’ overflade, der minder om en vibrerende plasmaskærm.

Materiel modstand

I denne dobbeltrettethed ligger på én gang en omfavnelse af det digitale vilkår og en kritik af samme – eller i det mindste en mistillid til det. Det er som om, at skærmbilledets flimmer må ydes materiel modstand, og Bradley folder demonstrativt sin nutidighed ud i maleriets tunge og forkætrede klæder.

Demonstrativt er det måske også, at billederne optræder i en dunkel, ‘romantisk’ naturscenografi, som om de i den kontekst vil spille ind med ‘det digitalt sublime’, altså en uudtømmelig og uhåndgribelig billed-feeling fra skærmens enorme netværk.

Byen uden ende

Ligesom Bradley undersøger Jon Rafman den nutidige, virtuelle billedlighed. På den ene skærm glider en række fremtidsbyer forbi. Regnen siler, og dele af scenarierne er lig dem, man kan se på væg- og gulvtæpperne.

På lydsiden beretter jeg-fortælleren om et møde med en kvinde, der ønsker sig ud af en by uden ende. Kvinden havner på den lukkede, og selvom hun får vished om, hvordan man kan komme ud af byen, vil hun ikke dele sin viden.

På den anden skærm kan man se en række videosekvenser med animerede figurer i korte surreelle og mørke fortællinger. En avatar med menneskekrop og gedehoved spidder sig selv til døde, idet hornene vokser ind i halsen. Et muskuløst bæst skyller en lille mand ud i toilettet. Sådanne mareridtsagtige fortællinger, der trækker på computerspils- og tegneserieuniverser, der går helt i sort.

Som jeg befinder mig her i udstillingssalen, tænker jeg, at Rafmans universer er udtryk for en på én gang frydefuld og gysende indfangning i de virtuelle realiteter. Kvinden kan ikke finde ud af byen, og i en af videosekvenserne konfronteres man med et skilt med teksten: “Don’t forget you’re here forever.”

Hvordan påvirkes vi?

Rafman forsøger at favne, hvordan sindet påvirkes af det kontante internetforbrug, som på få årtier har ændret vores tilværelse radikalt. Han er fascineret af det virtuelles grænseløshed (og afsøger i det hele taget i sin kunst de yderste og mørkeste kroge af denne grænseløshed), men hans værker indeholder også en mærkbar melankolsk tone.

Vi opfatter os næppe som junkier, fordi vi klæber os til skærme i timevis, men det er ikke uvæsentligt at forholde sig til, hvad det gør ved os, når vi nu er logget på i så ekstrem grad. Hvordan ændrer det vores forhold til real life? Mister vi vores selv på bekostning af vores virtuelle selv? Giver det overhovedet mening at skelne mellem forskellige realiteter? Spørgsmål som disse er stærkt vedkommende i dag.

Bradley og Rafman forholder sig til en udvikling, der er godt i gang med at forandre os alle. Ikke blot i forhold til, hvordan vi er til stede i tid og rum, men også i forhold til vores opfattelse af, hvad det vil sige at være menneske.

Luk mig ind, siger kunstnerne, men også ud igen.