Lyden af Cardiff & Miller

Lyd. Det er det, som Janet Cardiff og George Bures Miller er verdensberømte for. Det er derfor ikke for meget sagt, at det er lidt af et scoop, at Aros har lokket de to hele vejen fra Canada til Aarhus.

Mange kunstinteresserede er bekendt med parrets berømmede walks. Værker, hvor man får et sæt høretelefoner i ørene og  auditivt guides rundt i offentlige rum – som på dOCUMENTA i 2012, hvor publikum blev ført rundt på Alter Bahnhof i Kassel eller på Louisiana, hvor Janets audiowalk # 14 fra 1996 kan udforskes.

På Aros skal man dog ikke ud på en gåtur. Her kan man nøjes med at tage elevatoren to trin ned, når museet under titlen Something strange this way udstiller seks af parrets tværmediale installationer, der alle har debut i Danmark, to af dem sågar i Europa.

40 stemmer – 40 højtalere
Lyden er stadig et helt central element. Men også en række andre medier er i spil. De fleste af værkerne er totale installationer af lyd, musik, lys, fortælling og fundne genstande. Fem er installeret på labyrintisk vis og i buldermørke; det sjette, The Forty Part Motet (2001), er placeret i et lysere, tilstødende rum.

Og det giver god mening. Den afsides placering af det store lydværk er nemlig både med til at markere værkets formsprog, som skiller sig ud fra de andres, men angiver også, at dette værk kun er Janet Cardiffs.

Ideen til værket fik Janet en tidlig morgen i 2001. Det skulle bestå af 40 højtalere, hvorfra 40 forskellige stemmer skulle strømme ud fra hver enkel. Stemmer, som til sammen skulle genskabe en korsats af renæssancekomponisten Thomas Talis.

”Jeg ville have, at det skulle virke skulpturelt,” fortæller Janet. ”Jeg ville vise, hvor fantastisk den komposition egentlig er. Hvor kompliceret den er. Og gudskelov virkede det!”

Den sidste sætning er ment som en kommentar til George. Han var fra begyndelsen skeptisk og tvivlede på værkets kvalitet. Derfor blev projektet Janets fra start til slut.

”De værker, som vi samarbejder om, skal altid være værker, der har begge vores tanker i sig. Det er derfor, at Forty Part Motet kun er Janets værk. Hun kom på ideen, og intet havde brug for at blive ændret,” fortæller George.

Opera i et lille rum
De to har arbejdet sammen siden 1981, og de har været gift næsten lige så længe. De har en datter sammen, og så har de i kunstens tjeneste rejst verden tynd. Værkerne på Aros er blevet til uafhængigt af hinanden i perioden 2001-2010. De fleste, mens parret boede i Berlin.

”Vi boede i byen igennem 00’erne, men da vi havde boet der i otte år, begyndte vi at rejse en del mere tilbage til Canada. Vi endte med at købe et hus midt i ingenting, og mange af værkerne blev derfor til i en kombination af europæisk og ”in the middle of no where”-sensibilitet,” fortæller Janet.

I dag er huset i Canada både parrets hjem og atelier. Og så rummer det tilmed det fysiske forlæg for værket Opera for a Small Room (2005).

”Ham vi købte stedet af, havde brugt atelieret til at samle en masse skrammel sammen. Mekaniske ting og sådan. Men der var også et lille rum nede bagved. Det havde et vindue, og så var det lavet af det her grimme limtræ,” fortæller Janet.

I det lille rum fandt de to kunstnere en stor samling lp-plader, hovedsageligt arier af mandlige sangere, og det fik dem til at genskabe rummet som en scene, hvorfra en tyve minutter lang rock-opera bliver opført.

”Det handler om sceneteknik,” fortæller Janet. ”Om hvordan man skaber teater, og hvad det vil sige at være tilskuer.”

Samme kompositoriske og tilskuerinddragende tilgang ses også i flere af de andre værker på udstillingen. Som i for eksempel Storm Room (2009), hvor et uvejr yder sin påvirkning på et lille rum, der omslutter publikum. Eller som i The Killing Machine (2007), hvor robotter ved beskuerens igangsættelse udfører et ublodigt drab på en imaginær, fikseret krop.

Lyden, der gennemborer intellektet
Inspirationen henter kunstnerparret mange steder fra. De kan tale lidenskabeligt og længe om musik, litteratur, kunst og opera; mindre lidenskabeligt om reality-tv og youtube; og indimellem iblandes et par hverdagslige indslag, som at Janet for eksempel ønsker sig et badekar derhjemme.

”Litteraturen er meget vigtig,” fortæller Janet. ”Og dansen,” supplerer George. ”Det handler meget om tid og rum for os. Og om ideen om at blive udviklet og sat i en bestemt stemning.”

– ”Ja! Det er som at være i et badekar,” siger Janet alvorligt.

George griner højt og fortsætter: ”Dans af Pina Bausch eller en film af den italienske filmskaber Fellini – de der mærkelige stemninger – det er dem, vi gerne vil skabe. Det giver noget indeni. Det er det, vi elsker ved lyd. Den gennemborer intellektet og bliver fysisk.”

En dræbermaskine
Vi står i mørket og ser på The Killing Machine sammen. George står helt tæt på; koncentreret, som var det første gang, drabsscenen udspillede sig foran ham. I mit venstre øre har jeg – blandet med den ledsagende dræbermusik – Janets velkendte og perfekt afbalancerede stemme.

”Det er bare så forfærdentligt,” hvisker hun. ”Jeg kan ikke fatte, at en kultur som den amerikanske stadig har dødsstraf. Det er så primitivt.”

Tv-skærme flimrer bagved de dødsdansende robotter. De skal minde os om, at også tilskueren har et ansvar. Musikken stopper, og tavsheden råber i mine øre. Det er forbi. Robotterne har udført deres job. De har med min tilladelse; med mit tryk på den røde knap; gjort, hvad der skulle gøres. Jeg savner pludselig et badekar. Nu er der kun stilhed tilbage.