Lyden af faldende monumenter

Lasse Lau fører os tilbage til åstedet i et postkolonialt studie af oplysningstidens vidensinstitutioner, deres logiske forfald og manglende sammenhængskraft anno 2019. Subjectivities – Institutions in Crisis på Fotografisk Center er en krævende, men dybt nuanceret udstilling på et både sanseligt og intellektuelt plan og båret af en selvkritisk bevidsthed, der eksekveres subtilt og uselvisk.

Lasse Lau er en dansk billedkunstner, men også en benådet dokumentarist ud i det politiske felt, hvor spørgsmål om det udsatte, stigmatiserede, objektificerede og ikke-repræsenterede er helt centrale. Senest er han blevet prisbelønnet med en CPH:DOX Award for hans dokumentar Lykkelænder (2018), om det koloniale forhold mellem Danmark og Grønland, præget af udtalt magtfuldkommenhed og umyndiggørelse.

Det centrale i både Lykkelænder og den aktuelle udstilling på Fotografisk Center er den nationale institutionskritik som respons på kolonialismens og oplysningstidens ekspanderende ulighed og forbrug af mennesker. Særligt fordi institutioner, som museet og fx de etnologiske samlinger, naturaliserer dette forhold i en iscenesættelse af en tavs kultur, der lader sig underkaste en politisk og nationalt defineret overmagt.

Lyde fra fortiden

Subjectivities – institutions in crisis skaber altså denne forbindelse mellem institutionen og de involverede subjekter, og tæller tre nyere videoværker fra 2012, 2017 og 2019, der alle hedder Lyde fra… korridorerne (2012), det tropiske (2017) og tårnene (2019) – museumssamlingen, den botaniske have og universitetet. De tre 20-33 minutters videoværker er skabt i samarbejde med komponisten Max Schneider og udgør centrum i udstillingen. Langs væggene kommenteres den postkoloniale tematik, med en række væghængte objekter og fotografiske værker, båret af en ganske poetisk og symbolladet magt- og kapitalkritik.

Det er de ‘naturaliserede’ forhold i vores historiske selvbillede, der er grundstoffet i Laus undersøgelser af institutionernes tilstand, hvor særligt billederne får ny magt via hans rolige panoreringer gennem bygningerne og deres omkringliggende landskab, hvor vi både kan nå at se revnerne i facaderne på de stolte institutioner og de lokale betragtere, der ransager den fremmede kameramand nøje.

Den priviligerede betragter

Den pointe, at vi som udefrakommende også var objekter for en lokal betragter i situationen, bliver eksemplarisk præsenteret i det første værk (Lyde fra det tropiske), der møder os i udstillingen ved Fotografisk Center. Og det er en god idé at dvæle lidt ved den fortælling om den privilegerede, da den danner grundlaget for udstillingens kritik: Der er et menneske og en bevidsthed bag den krop, der betragtes og bliver gjort til objekt for imperialismens forbrug.

Det at møde op med et videokamera for blot at betragte en situation, en menneskelig aktivitet på et fremmed sted, rummer særligt i dag (efter årtiers politiske og kritiske studier ved blandt andet de kulturteoretiske fag) nogle helt andre dimensioner og selvkritiske bevidstheder, hvor adgangen til teknologien og den kulturelle selvransagelse på begge sider har gjort den strukturelle magt og objektificering smerteligt transparent. Det er tale om traumer med en lang eftervirkning, der har direkte forbindelse til selv en nutidig forståelse af national identitet.

Institutionen som kolonialismens monument

Det specielle ved Lasse Laus valg af institutioner for hans undersøgelse er, at universitetet i Nigeria (Lyde fra Tårnene, 2019) og Nationalmuseet i Kairo (Lyde fra Korridorerne, 2012) er institutioner, der – trods den lokale placering – udspringer af og repræsenterer en fjern kolonial interesse, der er blevet afskåret fra deres oprindelige infrastruktur og videnskultur fra oplysningstiden og forlængst har overskredet deres holdbarhedsdato.

Institutionernes videre eksistens er derfor også paradoksal: Hvordan kan det give mening, at man som turist i Kairo introduceres til en ‘national’ samling af kulturskatte, hvis den primært lever op til en vestlig og europæisk norm og kulturel evolutionsfortælling? Nationalmuseet i Kairo er med et andet blik en samling af Europæernes kulturelle røverier, en stjålen national identitet, og hos Lau repræsenterer museet bevismaterialet fra Europas mørke æra af totalitær magtfuldkommenhed. Imens museet langsomt sander til, panorerer vi rundt i museets samling med en dramatisk lydside (her af Maurice Louca), der effektfuldt understøtter denne undergangsfortælling.

Imens fortællingen langsomt opløses indendørs, vejer et mægtigt egyptisk flag på Tahir Pladsen lige udenfor. En ny national identitet er født, og den er historieløs – i hvert fald som objekt for vores.

En ny oplysningstid

Det allestedsnærværende paradoks, dette møde mellem nationalfortællinger og det institutionelle forfald, er godt gemt, men hele tiden til stede og eksekveret subtilt i Lasse Laus projekt. Kameraet vender sig aldrig om, resulterer ikke i en inklusion af betragterens identitet eller andre europæiske repræsentanter for oplysningstiden.

Blikkene, objekterne, lydene siger det meste, og de fleste af os vil (forhåbentlig) føle et snigende ubehag i mødet med Laus udstilling. Det er kort sagt op til os at se, lytte, reflektere og mærke efter – vi står overfor et valg, som Lau ikke har taget for os, men serveret rigeligt med nuancerende stof til at træffe på ny.