Lydkunst i Esbjerg – og New York
Den amerikanske kunstner Charlie Morrow åbnede udstillingen af Tonespace’s lydinstallationer.
Den amerikanske kunstner Charlie Morrow åbnede udstillingen af Tonespace’s lydinstallationer.
info
Brudstykker af Lydbølger kan opleves i en 3D-lydkube på Esbjerg Kunstmuseum.
Lørdag den 23. august kl. 17 inviteres der til Beach Party.
Her kombineres den elektroniske lyd med mad af Vadehavets gode råvarer og orkestermusik ved Rhythmic Ousters Music.
En lille mand med sort bowlerhat spiller på konkylie ved foden af Svend Wiig Hansens kæmpe skulpturgruppe Mennesket ved havet. Det er konceptualist og lydkunstner Charlie Morrow, der på den måde åbner udstillingen Lydbølger med studerende fra Tonespace på Vestjysk Musikkonservatorium.
Stolt mentor
De fem lydinstallationer på udstillingen er skabt til Vadehavsfestivalen. Charlie Morrow understreger, at udstillingsaspektet har været en vigtig motivationsfaktor, og han er stolt af de værker, de unge lydkunstnere præsenterer.
Fra Esbjerg til New York
Som gæsteprofessor på konservatoriet er det er en af Morrows funktioner at promovere de studerende gennem sit enorme netværk.
Den inspirerende 66-årige kunstner kender, med en af de studerendes ord, alle, der er værd at kende indenfor den eksperimenterende lydkunstscene. Og det er lykkedes Morrow at træffe aftale om, at lydinstallationerne ved Sædding Strand skal udstilles i New York i oktober.
Lyd og rum
Det installatoriske har været en stor udfordring. De studerende er ikke vant til at koble lyden med det rumlige. De er, som de udtrykker det, bedre til at skabe lyd end til at male og bygge ‘både’. Men opgaven gik på at skabe en lydkunst, der forholder sig konkret til stedet og havet. Og resultatet er anstrengelserne værd.
Esbjerg var fremtidens håb
Andreas Busk-Jepsens installation Spoken Chairs spiller op til Svend Wiig Hansens skulptur. Busk-Jepsen har placeret en hvidmalet skammel foran hver af Wiig Hansens fire mænd.
Her kan publikum sætte sig og indgå i installationen, som små kopier af de fire kæmper. Imens høres lyden af vind og skibe og brudstykker af nostalgiske, gamle udtalelser om Esbjerg som: "Esbjerg var morgengry; Esbjerg var redningsbåden; Esbjerg var fremtidens håb; Prøv engang at se byen på en ny måde…"
Download lydsporet her
På tur langs stranden
Søs Gunver Ryberg kobler i Traces of Time erindringer og fortællinger om stranden med en fysisk audiowalk, hvor lytteren undervejs får stillet forskellige opgaver og derigennem bidrager til værket og den blog, der er en vigtig del af det.
Bloggen udvikler sig gennem udstillingen, og alle kan kigge indenfor. Der er også mulighed for at downloade audiowalken og nyde ‘lydbølgerne’ på sin egen favoritstrand.
Download audiowalken her
Download Jens Toyberg Frandzen: Fishtank her
Download Kristjan Thor Hedinsson: Lyd ude fra havet til stranden her
Fakta
Udstilling
Lydbølger - mennesket ved havet
18 aug 2008 24 aug 2008
Harald me Viuff, Søs Gunver Ryberg, Kristjan Thor Hedinsson, Jens Toyberg Frandzen, Andreas Busk-Jepsen
Fakta
Tonespace er linien for elektronisk musik, lydkunst og projektmangement på Vestjysk Musikonservatorium.
Charlie Morrow er gæsteprofessor ved Tonespace. Han er født i 1942 i Newark, New Jersey. Han er komponist, sprog- og lydkunstner, konceptualist og producer. Morrow hører til blandt New York-avantgarden. Han deltog i Fluxus-bevægelsen og har lavet projekter med blandt andre Philip Grass, Simon og Garfunkel og John Cage. En af Morrows installationer er udstillet på Louvre i Paris.
Lydbølger - mennesket ved havet er en del af Vadehavsfestival Springflod. Festivalen skal synliggøre Vadehavets kulturværdier og styrke den fælles identitet. Den er et konkret resultat af den regionale kulturaftale mellem Kulturministeriet og de fire vadehavskommuner, som blev indgået i 2007.