Heartland x kunsten.nu: Lyse stemmer og prekære forhold

Det danske kunstprogram Heartland Temporary bød under dette års Heartland Festival på kritiske blikke på de fysiske og mentale forhold, som påvirker individet i samfundet i dag, mens den internationale kunstnerduo Allora & Calzadilla på elegant vis samlede fortællinger omkring den menneskelige stræben og vores blindhed overfor andre intelligenser.

Til den midtfynske Heartland Festival præsenterede kurator Iben Bach Elmstrøm et kunstprogram med bidrag af Kirsten Astrup, Marie Thams, Ditte Gantriis og Lea Guldditte Hestelund under den samlende titel The Object is to Change the Soul, der effektivt stillede spørgsmål om, hvorledes vi i samfundet i dag i højere grad handler ud fra en individuel optimering af vores private og offentlige selv, end at vi er styret af et totalitært, udefrakommende system.

Rammen for denne undersøgelse og udstilling er renæssanceslottet Egeskov med sine smukke og hyperkultiverede parkområder. Udover kunst og musik rummer festivalen et mad- og talkprogram, som er relativt nyt at se iscenesat så defineret i festivalformatet. Alt i alt oplever man et stramt koreograferet ‘leisure’-univers, hvor kritik og en udvidelse af horisonten ikke umiddelbart står øverst på listen. Alligevel er Heartland en af de første festivaler til at placere samtidskunsten så centralt i programmet, og det smitter af på opmærksomheden på de selvstændige og ambitiøse værkbidrag.

(U)synlige krav
Som en del af park- og festivalområdet findes en serie af uderum afgrænset af høje bøgehække, hvor de tre første værker i udstillingen befandt sig. Kirsten Astrups videoværk Du er et mønstereksemplar er placeret i en mørklagt havepavillon, og det første jeg mødte.

Videoen viser en opgivende freelancer, som klatrer over forhindringer i en gammel gymnastiksal i et old school powersuit fra den tid, hvor kvinder for alvor valgte karrieren til. I den uddelte programfolder står der, at salen deler bygning med en kunsthal i Vestjylland og således refererer til samtidens sammenlægninger og stramningerne af kulturområderne. En voiceover i videoværket beretter parallelt om ‘dengang’, hvor forventningerne til det prekære freelanceliv var fyldt med ønsker om frihed og løsrivelse fra stivnede arbejdsforhold og det monotone hverdagsliv.

Til en performance under festivalen pumper høj techno ud af højtalerne omkring DJ Kenneth Cockwhore i parken, mens freelance dragperformerne Ariel Sharon & Proxy med alvorlig mine i en blanding af spil og videnskabelig undersøgelse med målebånd og markører registrerer deres formåen i et morbidt længdekast med håndtasker.

Hele iscenesættelsen er absurd og fantastisk underholdende, og får mig til at tænke på den britiske premiereminister Margaret Thatcher med hendes liberalisering af arbejdsmarkedet i 1980’erne og den power, der blev tildelt hendes ikoniske og primære magtredskab: Håndtasken.

Næste haverum rummer installationen Play af Lea Guldditte Hestelund og består af en træningsstige af stål, to runde marmorsokler og et gummiunderlag som giver en god fjedring og afsæt for en workout. Flere børn er også igang med at bestige installationen, mens voksne benytter lejligheden til at hænge sig i armene og lade kropsvægten strække ryggen og løsne op efter en nat i telt.

Hestelund har været inspireret af et antikt træningssystem ved navn Calisthenics, en kropsvægtstræning, hvor ens egenvægt anvendes til at ‘løfte’ sig selv, både fysisk og mentalt. Referencerne til de urbane fitnessstationer, som dukker op i vores parker, er tydelige, og understregningen af samfundets optimerende og produktive strategier går fint i tråd med Astrups værk og vækker en kritisk opmærksomhed mod kropsidealer og spørgsmålet om, hvor lysten til salaten egentlig kommer fra.

Ditte Gantriis er at finde i et tredje og lidt mere skjult haverum med installationen Landskabsmaleri. Her har hun valgt at lave et nyt værk og på den måde arbejde stedsspecifikt med mulighed for at skabe en større kontaktflade mellem værk og sted. Hendes værk er en installation bestående af lave borde med ferskenfarvede stofduge, mundblæste rødvinsglas, en lysestage med lys i træ og røde roser omkring. I formiddagstimerne, inden solen blev for stærk, lagde en cellist et fint barokt lydspor og stemning over rummet.

Gantriis’ leg med rum og flade er tydeligt at afkode i hendes scenografi af de forstørrede rødvinsglas og af det flade endimensionelle trælys. De kvalmende duge, slappe roser i solen og den tilbagelænede søde musik fortæller mig om en Marie Antoinette-tid og en lidt tynd lokal reference til parkanlægget og det forholdsvis rige segment af befolkningen, som gæster festivalen, men som jeg desværre oplever har svært ved at bære værkets tilstedeværelse alene.

En indre – optimeret – stemme
Marie Thams har som den eneste valgt en placering uden for renæssancehavens hække, langs voldgraven og med udsyn til Egeskov Slot. Her har hun placeret en skrigende lyserød platform på stolper, som rækker ud over søen med seks højtalere, hvorpå lydinstallationen Within My Voice kan opleves. Værket er lavet specifikt til stedet og rummer forskellige, overlappende stemmer, som højtalerne transmitterer individuelt.

De fortæller om de stemmetræningsteknikker, som Thams har undersøgt, og hvordan de indlæres for at tilpasse en persons stemme til den rolle, han/hun skal mestre.

Typisk er det den dybe autoritative mandlige stemme, som er ønsket i lederroller, og som helt tilbage fra Penelopes tien og forvisning til rokken i Homérs Odysséen har kuet den kvindelige, lysere stemme.

I værket er kakofonien overvældende. Den kryber ind under huden og blander sig med ens egen indre stemme, og dens skiftende kor af tanker, og grebet er fantastisk fint til at illustrere dette.

En opmærksomhed må også gives til installationens lyserøde farve, der refererer til stemmelæberne, der er det organ og materiale, vi rent fysisk tilpasser, når vi ændrer på vores stemme.

Alle fire deltagende – kvindelige(!) – kunstnere skærper blikket og opmærksomheden mod egne og udefrakommende krav til selvet – privat og i det store fællesskab. En enkelt insisterende tanke får dog mig til at sætte spørgsmålstegn ved grundpræmissen for udstillingen. Man kan i hvert fald, med de fire værkbidrag i baghovedet, være i tvivl om, hvorvidt kravene til individet stilles af den enkelte, eller om det totalitære system blot arbejder i det mere usynlige, end dengang man kunne finde en enkelt person på talerstolen at stille til ansvar.

Det menneskelige udsyn og indsigt
Den internationale del af festivalens kunstprogram præsenterer det store videoværk The Great Silence (2014) af kunstnerduoen Jennifer Allora (US) og Guillermo Calzadilla (CU) på tre flydende skærme i voldgraven. Det internationale navn er vant til at arbejde med installationer, lyd og performance i stor skala og repræsenterede USA ved Venedig Biennalen i 2011. De har sammen udviklet samfundskritiske værker i mere end 20 år og har i flere værker fokuseret på at belyse, hvad der skaber og definerer tænkning og handling. Til The Great Silence har de samarbejdet med science fiction-forfatteren Ted Chiang om teksten.

Videoværket fletter historien om verdens største ensporede radioteleskop, som sender og opfanger radiobølger til og fra den yderste kendte del af universet, sammen med den uddøende Puerto Rico-papegøje, som lever i Abajo-regnskoven hvor Arecibo-teleskopet befinder sig. På skærmene kører tre spor af billeder med overlappende arkitektur og regnskov og billeder af de nævnte papegøjer og tekst, hvorigennem fortællingen kan læses, som man sidder dér på voldgravens bred.

Et medlem af den uddøende papegøjerace fortæller om dens observationer af menneskets ønske om at spejle og forbinde sig med andet liv i universet – sideløbende med deres manglende anderkendelse af papegøjers evner til ikke alene registrering men også forståelse og kommunikation med mennesker. Som parallelt spor løber en refleksion over jordens unikke ‘kontaktlyd’, som teleskopet sender ud i universet, og som, hvis den opfanges af teleskopet udefra, betyder, at andre intelligente væsener vil i kontakt. Kontaktlyden anvendes ihærdigt i forsøg på at få kontakt med ikke-jordisk liv, imens en dyreart, som faktisk kan kommunikere intelligent med os, er ved at uddø.

Et af værkets pointer centrerer sig omkring den vestlige definition af intelligens. Allora & Calzadilla undersøger med begrebet ‘bio semiotics’ de grundlæggende redskaber – eksempelvis tegn, koder og vokalen – som fænomen og fælles sprog imellem arter. Værket er fængende og tilgængeligt, samtidig med at det er komplekse sammenvævede fænomener, der berettes om. I en samtid, hvor vi begynder at kigge ud over egen eksistens og bevæger os ind i mere post-antropocæne spørgsmål om ikke-menneskelige intelligenser og nærvær, føles dette værk decideret højaktuelt og friskt – også selvom det er fra 2014.