Magi i kunsten

Kuratorkollektivet insitus udstilling på Viborg Kunsthal tager afsæt i alkymien, og det nærmer sig ren tryllekunst. Men magien ligger i ske med naturvidenskaben, og også kunsten ejer driften efter at opnå det umulige, og hvad kan der ikke komme ud af det?

Den aktuelle udstilling på Viborg Kunsthal er på en gang nummer to, tre og fem i tre forskellige udstillingsrækker.

Den tager vi lige forfra – ganske langsomt:
Viborg Kunsthal har lavet en udstillingsrække i 2017. Den hedder The Sleepover, og ideen er at invitere kunstnere og kuratorer udefra på ophold i kunsthallens residensbolig og til at skabe udstillinger til kunsthallen.

Vi er kommet til nummer to i rækken, og det er kuratorkollektivet insitu fra Berlin (Marie Graftieaux, Nora Mayr, Gilles Neiens og Laura Reid), der står bag den. insitus udstilling på Viborg Kunsthal hedder Corridor III: Valdemar Daa. ‘Tretallet’ i udstillingstitlen refererer til, at det er tredje del af en udstillingsrække, insitu kører (de to første i Berlin), og som beskrives som ‘korridorer’. Disse korridorudstillinger er desuden af insitu italesat som en cyklus – den femte, kuratorkollektivet har organiseret: Cycle IV.

Den almindelige kunsthalsgæst vil nok være noget talmystificeret og næppe foretage den helt store arkæologiske udgravning af de udstillingskonceptuelle lagdelinger, som vel også primært er til ære og værdighed for de interne linier i en kunstverdenen, hvor der tydeligvis arbejdes hårdt med konstruktionerne. Det er sikkert udmærket, men noget af et formidlingsmæssigt selvmål i dette tilfælde, hvor ingen rigtig orker at rede trådene ud, og publikum derfor burde være skånet.

De Vises Sten
Således unødigt snublende kan man nærme sig udstillingen, som er glimrende.

Den tager udgangspunkt i fortællingen om alkymisten Valdemar Daa, hvis gravsted er i Viborg Domkirke, men som omkring 1660 mente at have fundet De Vises Sten – en magisk mikstur, der skulle give evigt liv og evne at transformere uædelt stof til ædelt stof. Desværre gik glasset med væsken i stykker, og Daa var ude af stand til at bevise sit fund.

Hvad kan man bruge sådan en fortælling til i dag? Er udstillingen ikke blot endnu en i rækken af samtidskunstudstillinger, der lægger sig fladt ned for ‘det mystiske’, ‘det okkulte’ eller ‘det spirituelle’, og lancerer disse fænomener som modkultur til en affortryllet og alt for nøgtern tid, mens det måske mest af alt minder om kunstunderholdning? Ja og nej.

Udstillingen deler ganske vist mange andre udstillingers fascination af områder hinsides den rationelle fornuft, men den hæver sig også udover den blotte fascination og viser på en øjenåbnende måde, at den vilde og visionære drift efter at opnå en umulig viden langt hen ad vejen går hånd i hånd med den såkaldte rationelle videnskab.

Tryllekunst
Udstillingen indeholder mange værker, der er virkelig fortryllende – og det i bogstaveligste forstand! Det er nemlig nærmest tryllekunst, når kunstnerkollektivet Troika (Eva Rucki, Conny Freyer og Sebatian Noel) i den sakral-arkitektoniske installation Arcades (2012) bøjer lyset. Eller når kunstnerduoen A/A (Andreas Greiner og Armin Keplinger) leger med tyngdekraften og får vanddråber til at hænge i luften, for ikke at tale om Virginie Yassef, der lader en halvkugle svæve over en skulpturel stele.

Men Troika bruger buede linser og viden om lysbrydninger, A/A’s svævende dråber svæver, fordi sinusbølger produceret ved en bestemt frekvens får dem til det, og i Virginie Yassefs tilfælde trækkes der på viden og erfaring om magnetiske kræfter.

Man kunne også nævne Jenny Brockmanns små, magiske, cirkelrunde lyskasser med kinetiske mini-’skulpturer’, hvor jernpulver og magnetisk væske sættes i bevægelse af skjulte magneter på motorer. De er supermærkelige, men baseret på naturvidenskabelige og teknologiske erfaringer.

Der er altså tale om en symbiose mellem logik og fortryllelse. Den kunstneriske skaben er i disse tilfælde i høj grad ‘rationel’, ligesom videnskaben ikke er uden poetiske potentialer.

Om 13 år falder dråben
Og udstillingen får ikke mindst sin særlige karakter ved at blande udsagn fra forskellige sfærer. Her er livestream fra et langsommeligt videnskabeligt forsøg, The Pitch Drop Experiment, der undersøger et fast stof, der opfører sig som en væske og udskiller dråber – med 7-13 års mellemrum! Men også videodokumentationer fra et historisk museum, der genopfører alkymistiske eksperimenter – eksempelvis produktionen af fosfor, som blev opdaget af alkymisten Henning Brand under sin søgen efter De Vises Sten. I det hele taget argumenterer udstillingen for at betragte alkymien som grundlæggelsen af den moderne kemi.

I sin helt egen boldgade er den spanske patolog Santiago Ramon y Cajals tegninger af hjernens usynlige, mikroskopiske strukturer fra 1924. I dag betragtes de tegninger som en foregribelse af moderne neurovidenskab.

Mere ‘rene’ kunstværker er der dog også. Nika Fontaines Kabbalah-inspirerede malerier, Alicja Kwades Intrasmedium, hvor trægrene borer sig ind i bøger om universet og fortsætter som bronzeafstøbninger på den anden side, og ikke mindst Helene Hellmichs kategoriserede skyformationer i værket Museum: Part 2 (Clouds). Naive, skrøbelige, poetiske javist – men måske også netop viljestærke værker, der passer rigtig godt ind helheden. For også kunsten ejer driften for at opnå det umulige og forædle betydningen og sansningen i stoffet, og hvad kan der ikke komme ud af det, synes udstillingen at udsige.

Nu var jeg indledningsvis lidt efter den udstillingskonceptuelle lagkage. Men alt er tilgivet, når man forlader udstillingen, der bliver ved med at arbejde i kroppen og hjernen. Jeg har set udstillinger af insitu tidligere, og det viser sig igen, at de laver gode, gennemtænkte og dybt komplekse udstillinger.

Det er magisk i Viborg.