Magnus Andersen på Tranen: Landet er for nice!

Idyllens forestillinger og vrangbilleder driver værket i Magnus Andersens skriggule univers Agrication på Tranen, hvor desperation, mug og mistrivsel har taget plads. Og ja, det er skingert, aktuelt, morsomt og skræmmende. Som at være en tilflytter, der ikke kan tune en knallert.

Tingene er bare mere simple på landet, hvor vi lever mere i pagt med naturen, og kan vælge alt andet til og fra, koble af og på – som en tag-selv softice-maskine. Og så er mænd sådan nogle, der åbenbart elsker livet på landet, maskinerne, handylife i alle dets afskygninger, imens kvinder øjensynligt får en ustyrlig lyst til at sylte ting, dryppe stearinlys og slæbe rundt på spædbørn i vikle i køkkenhaven.

Kønsstereotyperne står ofte i kø, utopien er fullblown, og kulturen er simpelthen fyldt med tendentielle fortællinger, imens københavner-festivaler rykker til Odsherred eller Møn for en dag eller to, hvor alle deres publikummer rulles i bus ud i landskabet med deres naturvin og østers, for senere at vælte sig ind i den samme bus, der frelste dem fra storbyen.
Det er simpelthen noget af det mest frelste og forlorne i vores kultur lige nu.

Kulturbevægelse

Samtidig er det en konkret bevægelse, der er i gang, som også handler om at forstå og værdsætte en natur, der er i konflikt med sin tid. Vi er i en situation, hvor det er tvingende nødvendigt at lære naturen bedre at kende og føle et ansvar for den, have en ægte relation til den.

“I midten af det 19. århundrede boede 80 procent af befolkningen på landet. I dag bor de i byerne, hvor de nu forestiller sig, hvordan livet på landet kunne være. I de sidste par år er udviklingen vendt. Fraflytningen fra hovedstadsområdet har netop overhalet tilflytningen. Og i køkkenet, kulturlivet og underholdningsindustrien leger den brede befolkning med at tage skridtet i samme retning,” lyder det i pressemeddelelsen.

Og det er på sin vis netop det Magnus Andersen gør. Her er billedet og ‘legen’ bare langtfra entydigt eller idyllisk. Det er snarere doseret med en smule rabies – lidt hundeagtig galskab, mug og mistrivsel.

Landlivets dyder

Andersen har produceret seks malerier, der indgår i en stor gul installation, to triptychoner, som et tosidet alter, hvor malerierne skildrer en række landlige og forholdsvis fredfyldte situationer med børn i flyverdragter, bier der arbejder, en ko der gumler, men også mug i fundamentet, skæve personligheder og børn, der er lænket til hinanden (!).

Under malerierne taler virkeligheden med i koder: Bistadet suppleres af symboler for uddannelse, arbejde og indtjening, koen suppleres af symboler for bæredygtighed, byggeri, forbrug og vedvarende energi, mugpletten suppleres af F1 / F2 lån, møllesten og en spire, og børnene suppleres af penge, vejrlig, spekulativ investering og alfabetet. Dyder forbindes i helt arkaisk stil til mennesket, skæbnen og naturen.

I en trækonstruktion ved siden af vises – i gulvhøjde og nærmest hengemt – en video fra et landbrugs-driver-spil, hvor spilleren skifter køretøjer, fra personbil til traktor, som så afhenter kornet ved mejetærskeren og bringer høsten hjem. Helt simpelt. Rotorblinkene kører i takt til trance-musikken af bar glæde.

Det hele indrammes af dels et skingert gult lys, der nærmest får værkerne til at gå i opløsning, og dels et udstukket landskabs-vægmaleri, der med farvede felter i matchende, landlige, afgrøde-kulører fungerer som bagtæppe for udstillingens værker. Vi er på landet. Fuck hvor nice!

Fra identitet til kultur

Magnus Andersen er ikke en stor maler, men han er en spændende fortæller, der legende forstår at sætte scenen og fremmane komplekse spørgsmål i kroppen og sindet på sin modtager. Agrication sætter sig som stråforkorter i årerne.

Jeg kom selv til at overveje mit billede af landlivet og hvilke nuancer, det er præget af – mine kulturelle sammenhænge, sociale relationer og deres ret overbevisende fortællinger om nærvær, nærhed og uafhængighed sat overfor en helt personlig erfaring af at rykke på landet i en alder af 11 år, hvor jeg rykkede fra social-kulturel højborg (Humlebæk) til absolut udkant (Hogager, mellem Holstebro og Viborg), hvor jeg absolut ikke oplevede hverken idyl, nærhed eller frihed. Det var snarere isolation, desperation, fordomme, vold og kulturel enfoldighed, der prægede den teenage-oplevelse i slut 80’erne/start 90’erne.

Blot for at pointere, at Andersens greb taler både ind i tiden, men også ind i en lang kulturel fortælling, der har lange tråde i vores nation og identitet, hvor by og land har været et konstant modsætningsforhold med hvert sit ståsted og sine normer, som vi stadig er formet af.