Magnus Andersen: Agrication

‘Agrication’ er en sammentrækning af de engelske ord ‘agriculture’, ‘vacation’ og ‘education’. Det er også Magnus Andersens eget ord for hans første institutionelle soloudstilling i Danmark. Agrication forlænger kunstnerens arbejde gennem de sidste fem år i et malerisk univers, der glider fra lærred og væg over i trærelief, skulptur, video og genbrugte objekter. Udstillingen tager pulsen på samtiden og tuner den til fremtiden. Udflytterbørnehaver er blevet optimerede. Scenariet er nu tvungen opdragelsestur på landet for morgendagens børnehave- og skolebørn udset til at genopfinde og realisere en ny landbokultur.

Agrication bearbejder vor tids begær efter og drømme om landlig idyl. Totalinstallationen er kunstnerens forestilling om en nær fremtid, der sløres af nostalgi efter et mere enkelt liv i fortiden. Centralt står et hexaptychon, en væg med 6 malerier, der skærer tværs gennem rummet. En cloudcomputing landmand slænger sig i en bunke hø. En ko, der tygger drøv, kigger ind i billedet. Et par hvepse sværmer om deres bo. Magnus Andersens malerier minder om hedengangne selvforsynende husmandssted inden dyrehold blev masseproduktion. Udstillingen genkalder det rurale liv, som det var engang — eller det rurale liv som det netop aldrig var engang men ikke desto mindre hjemsøger en stadig mere urbaniseret verden i længslen efter et alternativ.

Engang var landbolivet for fæstebønder og tyende en kamp for brød på bordet. Idag sælger COOP pakker til børn og familier, hvor man for nogle hundrede kroner kan købe sig til at blive “bonde for en dag.” N. F. S. Grundtvigs sang fra 1839 om, at “solen stiger med bonden op, ej blot med de lærte”, vækker genklang på et tidspunkt, hvor landbrugskulturen stort set er død. Af de hundredetusinder af bedrifter, der engang dannede ramme om tilværelsen i det meste af Danmark, er der nu blot 8000 fuldtidsbrug tilbage. Landbruget tegner ikke længere den danske folkesjæl, men som udleder af en fjerdedel af det samlede CO2 udslip er det i konstant fokus. Det er et globalt problem og en del af den lokale løsning.

I Magnus Andersens fremtidsvision er det hensygnende liv på gården nok noget man drømmer om, men for at kunne drømme med må man skoles og disciplineres. I et maleri ser man en pædagog i grøn omstilling skyde op som trold af en æske. Ved siden af står et par små poder pakket godt ind i termodragter — imens de holdes i kort snor med reb om livet. Oplysningen må fra den danske muld stige, men lyset i installationen falder fra oven. Tranens ovenlys er filtreret, så et gustent gult skær toner udstillingen. Nuancerne i billederne genkalder efterår eller snarere en stadig mere sveden jord under en bagende sol.

I midten af det 19. århundrede boede 80 procent af befolkningen på landet. I dag bor de i byerne, hvor de nu forestiller sig, hvordan livet på landet kunne være. I de sidste par år er udviklingen vendt. Fraflytningen fra hovedstadsområdet har netop overhalet tilflytningen. Og i køkkenet, kulturlivet og underholdningsindustrien leger den brede befolkning med at tage skridtet i samme retning. Hinsides politiske 2030 og 2050 planer spirer håbet om den store grønne omstilling på tværs af vor kultur fra reality tv programmer over New Nordic og Årstiderne til aquaponics, cannabis grotelte til grøntsager og permakultur i baghaven.

Udstillingen forlænger den aktuelle tendens ind i fremtidige landdistrikter i skyggen af klimakrisen. Her ledsages urbaniseringen af såkaldt kontraurbanisering. Magnus Andersen forestiller sig et samfund, hvor borgerpligt nu påbyder kultivering af økologi og biologisk mangfoldighed — ikke bare som kur mod et onde men også som afsæt for ny avanceret livsstil i pagt med naturen. Flexboliger, fjernarbejde, selvkørende biler og futuristiske visioner om hyperloop nærer drømmen om at koble sig af byens stress og forblive opkoblet på afstand.

I bemalede trækasser præsenteres i infobition format farming og biotech simulatorer, der lærer børn og unge om maskiner og genmanipulering af afgrøder som obligatorisk del af almen dannelse og uddannelse. Den på en gang forførende og umulige idyl gestaltes som drømmebillede, hvor fremtiden sidder fast i fortiden og hyggen hjemsøges af uhygge.

Udstillingen fremmaner et landskab, der blander steampunk à la Mad Max og Silicon Valleysk biedermeier. Nogen lever i resterne af en gammel civilisation. Andre i den næste med Tesla og solceller. Livet i pagt med naturen er også en tilværelse i en ny splittet, højspændt kultur. Blikket ud over de landlige vidder obstrueres af læ- og elhegn. Magnus Andersens malerier rager op som en mur foran det abstraherede landskab på væggene.

Hexaptychonet markerer de nye socio-økonomiske skel, der deler landet. Ved foden af malerierne står brugte bilbatterier, som de mest ressourceknappe malker for den sidste strøm for at drive deres elektriske hegn. En art drikketrug vendt på hovedet tjener lærrederne som afstiver. Overfladen er prydet af en strøm af emojis for GMO, XL ærtebælge, klimatolerante hvide jordbær, bitcoins, solceller m.m. skåret i træet. Den nye rurale livsverden er også et nyt sprog, der udstikker rammerne for kommunikation; en digital kommunikation, der filtreret gennem Magnus Andersens traditionsbevidste maleri og træskærerarbejde allerede synes at høre fortiden til. Den umulige og forførende drøm, som de portrætterede befolker, synes at tegne sig i karakterernes ansigter — i uvirkelige hudfarver som gul og lilla som om de er lige dele utilpasse og berusede; som om de både er lettere høje på fremtidsvisionerne og bedøvede af roen i det grønne; som om de har forladt en verden og endnu ikke er landet i den næste.

Kilde: Tranen