Magtens arrogance og kunstens modstand

aarhus.nu har talt med Jakob Jakobsen om samtidskunstens manglende evne til at tale magten lige imod. Jakob Jakobsen er billedkunstner og har blandt andet været en af drivkræfterne bag Det Fri Universitet i København (2001 – 2007), der fungerede som et formidlingsrum mellem et stort internationalt netværk af aktivistiske kunstnere og den konkrete almindelige danske virkelighed.

Den kunstneriske praksis

Hvad er politisk kunst?
Det er svært at tale om politisk kunst som en genre. Jeg betragter al kunst som politisk kunst, og jeg tror ikke, at man kan putte den politiske kunst ind i et reservat og al anden kunst i et andet.

Hvordan er din egen kunstneriske praksis?
Det har altid været min praksis at arbejde med selvorganisering og selvinstitutionalisering, det vil sige at skabe alternative selvstyrende rum, hvor man selv kan definere rammerne for den kunstneriske udfoldelse.

Ser du dig selv som en kunstner, der arbejder på tværs af medierne?
Næh, jeg er og bliver billedkunstner – for billedkunsten er jo fantastisk og kan utroligt meget, men det nytter ikke, at vi bliver dovne og ikke kritiske overfor vores egen praksis. Jeg forsøger altid at være kritisk og overvejer hele tiden, hvad fanden jeg kan bruge mine evner til i forhold til den situation, jeg står i.
Jeg har en evne inden for det billedkunstneriske, som jeg anvender i mange sammenhænge – den behøver ikke kun at blive brugt i forbindelse med fremstilling af værker til udstillinger. For tiden er jeg ikke så værkskabende, men bruger min billedkunstneriske viden i alle de ting jeg er involveret i.

Kan du give et eksempel?
Jeg har været meget aktivt i det, der er sket på Nørrebro det sidste år, og har været involveret i mange forskellige ting; blandt andet arrangeret seminarer, lavet flyers og produceret tv. Ting, som ikke umiddelbart bliver forstået som billedkunst, men hvor jeg bruger mine evner som billedkunstner.

Af med fløjlshandskerne

Dine projekter har virket på mikroplan, eksempelvis ved at påvirke nogle menneskers liv ude på Nørrebro, men hvordan ser du disse projekter i forhold til resten af samfundet?
Det er et problem at opstille alternativer – på mikroplan kan de fungere, men når de overføres til det overordnede samfundsplan bliver alternativerne en ny magtorden.

Så dine projekter sigter ikke imod at ændre samfundet?
Jeg har altid arbejdet med parallelprojekter til den givne orden og har håbet på, at det kunne skabe indirekte dønninger ud i samfundet. Men siden 11. september 2001 er der sket store begrænsningerne af frihedsrettighederne, og vi lever i en tid, hvor den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt er ved at smelte sammen til ét diffust monster. Hvis vi ikke gør modstand, så kan udviklingen bringe os hen imod en form for fascisme. Jeg mener, at det truer vores ytrings- og tankefrihed, og at det nu er nødvendigt for kunsten at være mere kritisk, direkte og negativ overfor magten.

At lære af Ungeren

Det må kræve et specielt forhold mellem magten og kunsten?
Ja, når magten får lov at udpege og udvælge den politiske kunst, bliver kunsten uskadeliggjort, men når magten ikke kan udpege den politiske modstand, så er den i problemer. Det kan man se med hele Ungdomshusbevægelsen. Der kan magten ikke udpege kritikken, fordi den ikke forstår kritikkens sprog. Kunsten bør være derude, hvor den ikke umiddelbart kan blive udpeget, begrænset og omkranset.

Hvad er grunden til, at kunsten ikke er derude, hvor aktivisterne er?
Kunstscenen i København er tilfreds med, at det går godt, den har ingen særlige ambitioner om at skabe problemer – der er penge i systemet og folk er glade – jeg synes at det virker temmeligt uambiøst.

Kunst i et samfund i krise

Hvordan skal kunsten være engageret i samfundet?
I krisetider har samfundet brug for kunst i en kritisk position, for et demokratisk samfund skal være i stand til at håndtere kritik. Men jeg synes, at den såkaldte politiske kunst ofte kommer ind og bekræfter magten snarer end at komme med en fundamental kritik. Det sker samtidigt med, at vores samfund har svært ved at holde sammen på sig selv, hvor der er store konflikter og en stigende social ulighed.
Vi er et modsætningsfyldt samfund, men den form for kunst, der skabes nu, kommer meget ofte til at bekræfte magten – og medvirker undertiden direkte til at dekorere den. Jeg mener, at man skal skrue bissen på, når man arbejder i det politiske rum og gøre det klart hvilket forhold, man har til magten.

Magtdekorering

Kan man sige, at kunsten er vendt tilbage til dens oprindelige position, hvor den forherliger magten efter i 200 år at have virket som en kritisk stemme til samfundet?
Det kan man sige, og jeg synes, det er skørt, at det er så eksplicit. Det får mig til at føle mig fremmedgjort som kunstner, fordi jeg ikke spiller med på den melodi.

Hvordan forholder den danske kunstscene sig til den nye gamle rolle som dekoratører af magten?
Som jeg ser det, er kunsten inde i en periode, der ikke engang kan sammenlignes med den modernistiske, industrielle tid, hvor det var de rige fabriksejere, der købte kunsten. Nu er vi inde i en neo-feudal tid, hvor kunsten øjensynligt ikke har problemer med at dekorere magten. Et eksempel er et fotografi, jeg engang har brugt i en plakat. De mest succesfulde danske kunstnere er opstillet omkring kronprinseparret – de skal dekorerer kongehuset, og det gør de uden videre. Det er det mest politiske statement, jeg har set i den danske kunst i meget lang tid.