Maleriets lange kamp

Få af kunstens medier har en så lang og afprøvet historie som maleriet. Men maleriet lever stadig – i bedste velgående vil nogen ligefrem mene. Men på hvilket grundlag, kunne man så spørge, og hvad er en revival egentlig, når vi taler om maleri?

Lærreder er blevet vendt om, lagt ned, sprættet op, tisset på, danset på, sprøjtet på, med et utal af ingredienser og remedier, og maleriet kan med rette betragtes som et temmelig afprøvet og afsøgt medie i billedkunsten.

Normoverskridelsen er fast partitur i billedkunsten og har været det i ganske radikal forstand over et århundrede nu.

”Hvor grænseoverskridelserne i de andre kunstarter er forblevet eksperimenter og subkultur, er de i billedkunsten endt som mainstream udført af flertallet af eftertidens kunstnere. Udskejelserne er ikke længere undtagelsen men normen. Det kan der være flere gode forklaringer på, bl.a. at malerkunsten med opfindelsen af fotografiet midt i 1800-tallet blev frisat fra figurationen og dermed kunne hellige sig rene formeksperimenter,” forklarede Jesper Rasmussen her på kunsten.nu i marts 2014.

Den historie, der især fra midten af det 19. århundrede har udfordret traditionen og vore forventninger til, hvad et maleri kan være, har gjort maleriet til et svært medium at formulere noget egentlig nyt i og med. Og samtidig har det eksisteret og overlevet diverse udviklingstrin siden de første hulemalerier (35.000 f.v.t.).

Maleriet som paradoks i samtidskunsten

Maleriet er med sin lange historie både kunstens primære men også meget perifære medie. Tager man til kunstverdenens store manifestationer af samtidskunsten, fx Venedig Biennalen, documenta, biennaler i såvel Liverpool som São Paulo eller ser tilbage på nogle af de seneste markante indslag herhjemme, som fx triennalen i Aarhus, The Garden (2017), og TRUST i København (2015), så er maleriet kun minimalt (hvis overhovedet) repræsenteret til fordel for performance-, video-, lyd- og installationskunst samt nyere digitale medier.

Maleriet er løbende blevet udfordret på tre planer:

1) Malernes egne formelle undersøgelser af, hvad maleri kan være (diverse avantgarder og nybrud siden 1850’erne)

2) Nye mediers billeddannelser og -repræsentationsformer

3) Den postmoderne og kulturelle udfordring af kunsten, kunstscenen og kunstnerrollen

De tre bevægelser har ført maleriet ind i en nutid, hvor maleriet som medie hviler på en lang og kompleks historie fuld af undersøgelser af sin egen natur og især kropslige (og handlingsbaserede) grænseoverskridelser, hvor store fortællinger og markante opgør ikke længere synes reelt mulige, og hvor tilgangen snarere handler om at acceptere og forvalte mediet som spundet ind i kunstens skæbne og rolle i en globaliseret, digitaliseret, deltagerbaseret og kapitaliseret kultur. Spørgsmålet bliver, om maleriet stadig synes relevant i en sådan nutidig kultur og virkelighed?

Vender vi blikket mod kunstnerne, museerne og gallerierne er realiteterne anderledes. Der er stadig masser af kunstnere, der maler, og der er stadig masser af udstillinger og også købere til malerierne, hvis man spørger galleristerne. Holstebro Kunstmuseum viste fx udstillingen Nyfigurativt og Nyekspressivt Maleri i 2018, og V1 Gallery viste samme år udstillingen New “Bad” Painting, imens den amerikanske maler Cecily Brown profileres på Louisiana som det hotteste hotte.

I forbindelse med Art Herning 2019, hvor der primært er malerier på messevæggene, har vi tænkt os at gå længere ned i dette paradoks, og spørgsmålet om, hvorfor det overhovedet giver mening at blive ved med at male i 2019, hvis alt synes prøvet?

Dødsstød og opløste begreber

Til netop dette spørgsmål, om hvorvidt maleriet kan formulere sig på ny, svarede kunstmaleren Anette Harboe Flensburg i 2010 (her på kunsten.nu): “Det korte svar er nej, fordi de meget radikale forsøg på at reformulere maleriet har udspillet deres rolle. Formelt kommer vi jo ikke længere end dét at udstille et hvidt lærred (red. Robert Rauschenberg: White Paintings, 1951).”

Men der kan gennem hele kunsthistorien spores både proklamerede dødsstød (fotografiet og videoen er bare to af de logiske udfordringer), men også nye bølger af optimisme omkring malerkunsten.

På den internationale kunstscene fik en hel del primært amerikanske og europæiske kunstmalere (og primært mænd!) i 80’erne decideret medvind i det, man således kaldte en New Spirit in Painting.

På samme tid herhjemme var malerne – lig de tyske kolleger – ‘unge og vilde’, og disse revivals byggede på nogenlunde det samme: Et nyt figurativt men også ekspressionistisk maleri med en grundlæggende forståelse af maleriets og kunstens formelle og konceptuelle historie tilsat en frigjort, kunstnerisk strategi, hvor intet længere synes helligt. Man kan vel sige, at malerne vinkede farvel til konventionerne og insisterede på, at den forkromede kunsthistorie og dens traditioner var opløste begreber, et nu åbent arkiv, der kunne hentes, samples, kopieres, modificeres og kombineres frit – også teknisk.

Den opløsning skabte mange nye bølger, som vi stadig ser efterdønninger af. Ligesom Asger Jorns CoBrA-maleri, Poul Gernes’ farve- og formeksperimenter og Per Kirkebys ‘nordiske Fluxus-ekspressionisme’ var der bevægelser i efterkrigstidens avantgarder, som således skabte grundlag for et maleri, der syntes mere frisat end bundet til en ‘stolt tradition’ og endelig manifesterede den frihed i 80’erne.

Nyere danske bølger af maleri

På den danske kunstscene kan man også tale om nye bølger af maleri i 00’erne, hvor vi både stiftede bekendtskab med “det fabulerende maleri” med navne som Kathrine Ærtebjerg, Lisa Strömbeck og Julie Nord og med et nyt figurativt maleri, der hentede energi fra Akademiet i Leipzig med opløste rum, fragmenterede arkitekturer, tekstbidder og ofte vægtløse tilstande.

Tænk her på danske malere som fx Ivan Andersen, Eske Kath, Trine Boesen, Kaspar Bonnén, Mie Olise Kjærgaard, John Kørner, Anette Harboe Flensburg, Jesper Christiansen, Asmund Havsteen Mikkelsen, Christina Malbek, Ferdinand Ahm Krag og Mie Mørkeberg.

Selv landskabsmaleriet har løbende fået nye kræfter gennem sidste halvdel af 00’erne med malere som Søren Martinsen, Ulrik Møller og Allan Otte, som formåede at forbinde landskabet med nogle kulturelle vilkår.

Imens er maleriets poetik – den konstante leg med form, flade, rum, materiale og bevægelse – blevet undersøgt af navne som bl.a. Sergej Jensen, Marie Søndergaard Lolk, Malene Landgreen og Julie Boserup.

I samme periode har vi med malere som bl.a. Tal R, Søren Behncke, Kristian Devantier, Fie Norsker og et ungt navn som Asger H. Gjerdevik også kunnet følge et nyt figurativt, mere naivistisk, ekspressivt, legende maleri, der står som modvægt til et mere formelt og konceptbåret maleri.

Sideløbende har man fx kunnet se et internationalt navn som Jonathan Meese og danske Claus Carstensen stå for en langt mere politiseret, dyster leg og ekspressionisme, der har haft stor indflydelse og succes også herhjemme som en mere kritisk udbyggelse af den energi, der drev vildskaben i 1980’erne.

A New-New Spirit?

Postulatet er, at vi lige nu kan spore endnu en fremgang, en form for ’New-New Spirit in Painting’. Kuratoren bag udstillingen i 1981, Norman Rosenthal, har endda udbygget og  genfortolket udstillingen i efteråret 2018 under titlen: A New Spirit Then, A New Spirit Now, 1981-2018 ved Almine Reich Gallery i London. Her optræder nyligt afdøde Per Kirkeby i selskab med bl.a. Julian Schnabel, Georg Baselitz og Marie Lassing, som er blevet udstillet for ganske nylig herhjemme.

Læs mere her

”In the early 1980s, the relevance of painting was in question. Internationally, newer mediums such as photography, video, and installation dominated the art scene. Moreover, the critical establishment — centralized in New York during the postwar years — had endowed painting with a certain sense of orthodoxy that was hard to shake,” skriver kuratoren.

Men hvad er en ’ny ånd’ egentlig? Er der blot tale om en attitude, der for en tid atter synes fri af en belastet historie? Eller handler det faktisk om, at en periode i kunsten er præget af en høj repræsentation af nye positioner og udtryk, der vil og gør noget særligt, som udvider de tidligere tiders praksis?

Hvis man ser på udstillingen A New Spirit Then, A New Spirit Now, 1981-2018, så er det mest påfaldende nok, at vi møder et mangfoldigt maleri, der er meget udtalt historisk – ligefrem førmoderne, klassicistisk – og gør en dyd ud af at udtrykke denne klangbund. Men også knytte den fortælling til det levede liv, som et aktualiseret historiemaleri.

Herhjemme kunne man pege på malere som Alexander Tovborg, Peter Linde Busk, Ida Sønder Thorhauge, Johannes Sivertsen og Morten B. Masri, der fra et helt nutidigt ståsted åbenlyst forbinder sig til det førmoderne.

Tiden har under alle omstændigheder vist, at der stadig er teknikker, der kan udvikles; nye døre at åbne og nye fortællinger at berette.

I maleriets dialogiske dyb

Det vil måske være konstruktivt at tænke maleriet – og kunstens øvrige medier for den sags skyld – som redskaber drevet af helt naturlige, dialogiske mekanismer, der den ene dag vrister sig fri, gør oprør, dyrker normoverskridelsen, og den anden dag går i nysgerrig dialog med historien. En løbende diskussion, hvor maleriet diskuterer og cementerer sin egen eksistensberettigelse i kunsten og vores kultur. Og vi kender det jo, når malerier udfolder sig som et reflekteret dyb, og vi står med fornemmelsen af at møde et værk, der dels formår at rumme kunstens komplekse blik og historie, men samtidig lykkedes med at forvalte dette med ny energi og nye, mere sammensatte greb, der taler ind i og med os i tiden. Det er måske derfor, det er en intens oplevelse, når en maler, man kender, pludselig tager et nyt skridt i en uventet retning.

Maleriet er som intet andet medie i kunsten et sådan vindue ind i et historisk dyb, hvor sansningen gerne må gå langsomt på opdagelse, og mange tider og opgør taler til os på samme tid. Og en revival, som den vi (måske) oplever nu, bygger øjensynligt på endnu en periode af kunstnerisk mod til at insistere på både relevansen i vores billedkultur og på netop dette dybe potentiale. Men en revival vil også kræve vores fornyede tiltro til maleriet som et sted at søge nuancerede svar på komplekse spørgsmål.