Mama Mia Willumsen!

Udstillingen Mama Mia på Willumsens Museum spiller skitseagtigt og provisorisk op til J.F. Willumsen og er en sanselig præsentation af væsentlige temaer som moderskab, køn og krop. Men publikum bliver kun meget sparsomt klædt på til at opleve udstillingen på et dybere plan.

På solo-kunstner museet Willumsens Museum er der de senere år opbygget en tradition for at invitere kunstnere til at kuratere med udgangspunkt i J.F. Willumsens (1863-1958) værker. Et kurateringsgreb der dels fortløbende kan medvirke til at forny blikket på Willumsens oeuvre ved at bringe nye perspektiver i spil, og dels fungerer som en platform for den mere subjektive kuratering, som kunstner-kurateringen afføder.

Her hen over sensommeren og frem til 23. oktober er det den danske kunstner Stense Andrea Lind-Valdan (f.1985) med kunstnernavnet SALV, der har taget udfordringen på sig og ønsket at skabe en udstilling, ”der bare var fed energi, liv og glade dage“, som hun blandt andet udtrykker det i sit kurator-statement i udstillingskataloget.

Af denne lyst er udstillingstitlen Mama Mia også udsprunget. Et nostalgisk diskohit der lægger op til dans og samtidig rummer vemod, modstand og popkulturens slidte klichéer. Kunstner-kuratoren har skabt en ramme, hvor hun i selskab med både danske og internationale samtidskunstnere med kunsten som omdrejningspunkt kan diskutere tematikker som køn, krop, identitet og seksualitet.

Jeg har let ved at se udstillingens afsæt i Willumsen, men desværre ikke fordi den pointeres i værkudvalget, for Willumsen er umiddelbart temmelig fraværende i Mama Mia på nær nogle enkelte skitser, der ikke lægger op til en åbenlys krydsbefrugtning med samtidsværkerne.

Jeg ser forbindelsen, fordi jeg i forvejen kender Willumsens oeuvre og eksperimenterende tilgang, hvor han blandt andet undersøgte menneskekroppen og forholdet til naturen, ofte i tråd med den æstetiske strømning vitalismen, som både trak tråde til antikkens idealer, og samtidig dyrkede en mere sanselig og kropsligt forbundet æstetik.

Dancing Queer

Kunstner-kuratoren har uden tvivl også styr på sin baggrundsviden, og har man som publikum samme forudsætning (eller har været et smut omkring samlingsophængningen Willumsens verden inden), vil størstedelen af de udvalgte værker synes at tale ind i den kontekst.

Et eksempel kunne være Al Massons installation Dancing Queer (2022), der udover rester fra en overstået performance og dokumentation af samme (hvilket meget sjældent yder den flygtige kunstart fuld retfærdighed) består af en skitselignende collage-ophængning af fotos, tegninger og skriblerier.

Den idealiserede mandekrop, mandekønnet og sammensmeltning af det maskuline og feminine sender direkte hilsner til Willumsens Det Store Relief (1923-1928) og indirekte til flere af hans kvindeportrætter, der netop ikke fremstiller det for den tid stereotypiske kvindebillede, men indeholder en dobbelthed af noget maskulint og feminint.

Hvor skitsen for Willumsen primært var en tilbagevendende øvelse, et middel til at nærme sig det endelige værk, bliver det skitseagtige hos flere af udstillingens kunstnere en bevidst udtryksform og et gennemgående træk i udstillingen, hvad end det er Orsolya Bagalas kimærer og andre menneske-hybrider (Magic Creatures, 2018-2022) malet på papirsposer og andet emballage eller SALVs Tungetegninger (2012) samt hendes håndskrevne værkmarkeringer på afrevne papirlapper. I bedste fald – og i dette tilfælde! – giver både værker og markeringer et uprætentiøst, umiddelbart og åbent udtryk, der henvender sig til publikum i øjenhøjde.

Det private overskygger det personlige

Der er tydeligt en leg med det teatrale; rollespil, masker og fremstilling som et af de styrende temaer i udstillingen.

På teatret opstår magien ofte i spændingsfeltet imellem det iscenesatte og det uplanlagte, det improvisatoriske, imellem fiktion og virkelighed. Men der er også en risiko for at magien udebliver, ligesom det kan være tilfældet i performancegenren, der også er en ’nuets’ kunstart.

For mig forbliver Bobbi-Johanne Østervangs videoperformances, hvor hun i hjemlige omgivelser danser for kameraet, en lukket fest, der ikke adskiller sig væsentligt fra de klip, jeg kan finde på TikTok eller YouTube, hvor det private overskygger det personlige.

Kunstner-kuratoren peger med sine valg tydeligvis og meget forfriskende væk fra Willumsens til tider monumentale værkpraksis, men udstillingen ender paradoksalt nok i enkelte tilfælde med at reproducere fremstillingen af den selvhøjtidelige kunstnerpersona. Det er ikke fordi det personlige i værkerne er idealiseret, men fordi de ikke rigtig bryder privathedens 4. væg og når ud over scenekanten.

Oops! Britney Spears dans for gamle mænd

Helt anderledes er det med Laurel Nakadates delvist iscenesatte triptykon-video-performance Oops! (2000), der straks fastholder min opmærksomhed, og giver mig akut hjertebanken. Nakadate har dokumenteret et reelt møde imellem sin egen energiske og spændstige Britney Spears koreografi og tre fremmede mænd, der er tydeligt ældre end hende selv, og som hun hver især interagerer med i deres hjem.

Der opstår en til dels rørende til dels akavet situation imellem den dansende Nakadate og mændene, som er så ladet, fordi magtbalancen hele tiden afsøges, og jeg fastholdes i spænding efter at se, hvordan situationen udvikler sig. Fordi der her oprigtigt er noget på spil.

Nærvær og livskraftig frevo-dans

Men selve festen med kuratorens drøm om ”liv og glade dage” sparkes for alvor først i gang af kunstnerduoen Bárbara Wagner & Benjamin de Burca i Faz Que Vai/Set To Go (2015). Et 12 minutter stramt komponeret filmisk essay, hvor fire ekvilibristiske dansere med flydende kønsidentitet har skruet helt op for nærvær og livskraft i hver deres version af den brasilianske frevo-dans.

Det geniale i kompositionen er det magiske moment, hvor dansen er slut, musikken klinger af og kameraet hviler på detaljer og danserens blik, der vil os noget. Samme vitalitet og forhandling imellem femininitet og maskulinitet, frihed og kontrol, sårbarhed og styrke ser jeg også i Willumsens dansemotiver herunder de malerier, som samleversken og danserinden Michelle Bourret stod model til. Men de brikker er fra kuratorisk side bevidst valgt fra.

Publikum sparsomt klædt på

I introduktionsteksten, der er udstillingens eneste formidlingstekst udover kataloget, som kan tilkøbes, bliver de store linjer imellem Willumsen og de udvalgte samtidskunstnere kort skitseret, og her er det i høj grad skildringen af dansen og moderskabet, der fremhæves som fællesnævnere.

Men derudover bliver publikum kun meget sparsomt klædt på til at opleve udstillingen på et dybere plan.

Jeg forestiller mig for eksempel, at dét citat Lind-Valdan har malet med store snirklede bogstaver og skrevet spejlvendt henover en stor hvid væg, sandsynligvis kun giver mening for de få.

Og det er ærgerligt, for tankerne bag er egentlig klare og frugtbare. Citatet stammer nemlig fra Willumsens lille radering Frugtbarhed, der er en afbildning af hans gravide hustru, og som i 1891 vakte furore på grund af den eksperimenterende stil, og netop handler om mødet eller brydningen imellem den gamle og den nye kunsts formsprog. Om at gå imod strømmen, stille spørgsmål ved det etablerede og pege i nye retninger.

Mama Mia er et originalt bud på en sanselig præsentation af væsentlige temaer som moderskab, køn og krop, som desværre risikerer at blive en isoleret satellit, hvor publikum går glip af de perspektiver, der potentielt kunne opstå i en sammensætning af værker på tværs af medie og tid.
Eller de gaver der kan ligge i en mere generøs og tilgængelig formidling, som ville have foldet både de udstillede værker og forbindelsen til Willumsen yderligere ud.

En facetteret fordybelse, der kommer til live i katalogets to righoldige tekster af henholdsvis Anne Gregersen og Rune Gade, men ”mamma mia”, fristes jeg til at sige, hvor den savnes i udstillingen, som indholdsmæssigt kommer til at fremstå mindre, end den faktisk er.