Manifesternes manifest

Julian Rosefeldts Manifesto genindspiller historiske manifester på tretten skærme i ‘O’ Space på Aarhus Havn. Værket er fejende flot, lidt udvendigt, men stiller også spørgsmål til hvordan, vi forholder os passioneret til kunsten.

“All current art is fake, not because it is copy, appropriation, simulacra or imitation but because it lacks the crucial push of power, guts and passion.”

Ovenstående passage stammer fra Elaine Sturtevants kunstneriske manifest Shifting Mental Structures fra 1999. Historien er rig på kunstneriske programerklæringer, og mange kender de futuristiske og surrealistiske manifester fra de første årtier af 1900-tallet, mens et nyere lokalt eksempel er Lars von Triers dogmeregler.

Skråsikker
Et kunstnerisk manifest er oftest absolut, højtråbende og overdrevent. Det lægger afstand til alt andet – historien, kunstbegrebet, samfundet etc. – og proklamerer det exceptionelt nye. Men udover at teksterne er skråsikre og entydige, er de i mange tilfælde også visionært potente og skrevet med nerverne udvendigt og stor poetisk kraft.

Det er sådanne højenergiske skrifter, der er udgangspunktet for Rosefeldts videoværk Manifesto fra 2015, som for tiden kan opleves på ‘O’ Space, Kulturby Aarhus 2017’s udstillingslokale. Udstillingsstedet er placeret i en industriel bygning på havnen, og når man har fundet indgangen i den skramlede bygning, er steget op ad en smal trappe og igennem et badeværelse(!), er der biennale-schwung over det store, rå lokale og spots og folietekster på væggene som foreskrevet.

Julian Rosefeldt udstiller også aktuelt i Nikolaj Kunsthal.
Læs anmeldelse her

Cate Blanchett som talerør
Schwung er der også over Manifesto, der folder sig ud på tretten skærme. Rosefeldt har samplet passager fra omkring 60 manifester skrevet af kunstnere tilhørende strømninger som futurisme, dadaisme, fluxus, suprematisme og situationisme. Blandt forfatterne finder vi blandt andre Filippo Tommaso Marinetti, Kazimir Malevich, André Breton, Claes Oldenburg, Yvonne Rainer, Adrian Piper, Sol LeWitt og Jim Jarmusch.

Disse velkomponerede tekstkollager, som i parentes bemærket næsten forekommer sømløse, fremføres af tretten forskellige karakterer – en skolelærer, en koreograf, en dukkemager, en nyhedsvært, en fabriksarbejder, en hjemløs mand. etc. – og alle rollerne spilles af skuespilleren Cate Blanchett og foregår i nutidige miljøer i små, komprimerede filmiske forløb af ti minutters varighed.

Lær børnene, de skal bruge håndholdt kamera
Således holder en sørgeklædt kvinde i en af filmene en tale til begravelsesfølget med et konglomerat af dada-manifest-fragmenter af blandt andre Tristan Tzara, Francis Picabia og Louis Aragon.

En tatoveret punker er andetsteds placeret i et backstage party, hvor hun skiftevis mumler og vrænger tekster af blandt andet stridentisten Manuel Maples Arce: ”In my glorious isolation, I am illuminated by the marvellous incandescence of my electrically charged nerves,” hedder det blandt andet.

I et tredje set up underviser en skolelærer børnene ved hjælp af fragmenter fra filmmanifester af blandt andre Stan Brakhage og Lars von Trier. “The camera must be handheld,” retter hun et af børnene. Og med lån fra Jim Jarmusch belærer hun: “Nothing is original. Steal from anywhere….. Select only things to steal from that speak directly to your soul. If you do this, your work and theft, will be authentic.”

Sådanne kontrastfulde og absurde displaceringer har en vis effekt og bringer bogstavelig talt manifesternes stærkt emotionelle, intellektuelle og visionære udsagn helt andre steder hen. Det er der en hel del power i. Nogle gange er det også ret morsomt, som i ovennævnte eksempel med skolelæreren.

Teatralsk og filmisk blær
Manifesto er fejret i såvel kunst – som i filmverdenen – en 90 minutter version af værket vakte opmærksomhed på Sundance Film Festivalen i januar. Rosefeldt har et kolossalt visuelt overskud, filmene flyder over af lækre skud, panoreringer og stort orkestrerede set ups, og Blanchett spiller naturligvis røven ud af bukserne.

Man kan indvende, at det hele er på nippet til at drukne i teatralsk og filmisk blær. Eksempelvis balancerer filmen med nyhedsvært Cate, der interviewer reporter Cate med brug af konceptkunstmanifester, på kanten af farcen, ligesom fluxus- og performancekunstens manifester næsten for karikeret er lagt i munden på en vrissen koreograf med russisk accent. Det er klart underholdende – men også en smule udvendigt.

Gentænk manifestet
Men Manifesto er alligevel en kærkommen lejlighed til at gentænke manifestet. For hvor er det i dag? Debatten og meningerne om kunsten er ikke forsvundet, men formen er ændret. I dag er der interviews, paneldiskussioner, talks etc. Her er analysen, nuancerne, spørgsmålene og disskursen typisk i forgrunden frem for bål, brand og dogmer. Kunsten.nu’s essay-serie med Asmund Havsteen Mikkelsen er et fornemt eksempel på det, mens det interview, vi for nylig bragte med Thomas Hirschhorn, i højere grad taler i forlængelse af de historiske kunstmanifester.

Læs Asmund Havsteen Mikkelsens essayserie Non-philosophy og samtidskunst her
Læs interview med Thomas Hirschhorn her

Når Rosefeldt lader sine karakterer genopføre manifestkollagerne i nutidige set ups, er det så for at sige, at disse udsagn stadig har aktualitet? Eller netop for at spørge, om vi lever i en fattig tid, hvor postmodernismens ligegyldighed har sat sig som konsensuspræget grødbevidsthed. Har vi med andre ord brug for manifestet og det rensende engagement, det repræsenterer?

Hvad man foretrækker er en temperamentssag, men kast lige et sideblik på den politiske debat, som man kan hævde er præget af ‘skråsikker, enøjet manifest-retorik’, og som volddyrkes af medierne, fordi det ‘skaber debat’.

Jeg synes, man skal gribe chancen og se Rosefeldts Manifesto. Nok folder værket sig ud i et inferno af stemmer, der taler fra de tretten skærme. Men i et magisk minut synkroniseres alle skærme, karaktererne ser lige i kameraet, og den kakofoniske talen bliver for en stund messet som en flerstrenget symfoni: Som et manifesternes manifest.